Når man får et panikanfald, føler man voldsomt bange og utilpas, tilsyneladende uden nogen grund. Man kan føle det som om, man skal dø, eller som om man er ved at blive sindssyg. Hjertet hamrer hårdt i brystet. Man sveder og har måske svært ved at trække vejret. Man kan blive svimmel og begynde at ryste over det hele.
Alle der har haft et panikanfald, ved hvor forfærdeligt det er. Men uanset hvor ubehagelige disse symptomer føles, er det vigtigt at vide, at de ikke er farlige. Og normalt forsvinder de mest intense af symptomerne i løbet af relativt få minutter.
Hvis du jævnligt har sådanne anfald og måske går rundt og hele tiden frygter at få et nyt anfald, og der er ting du holder op med at foretage dig i det daglige pga. af dette, har du sandsynligvis det, man kalder panikangst. Men det gode budskab er, at du gennem behandling kan komme til at leve normalt igen uden den forfærdelige angst. Særligt hvis du kommer hurtigt i behandling.
Panikangst forekommer hos 2 % af befolkningen. Men mange flere har prøvet at have enkeltstående panikanfald. Risikoen for at få panikangst i en periode af ens liv er 5 %. Kvinder har dobbelt så hyppigt panikangst som mænd.
Tilstanden opstår ofte første gang i slutningen af teenagealderen eller i de tidlige tyvere. Medicin og samtalebehandling har god effekt. Men tilstanden kan vende tilbage fx i belastede perioder af ens liv. Den er således meget følsom over for stress-belastninger.
Det er normalt at få de nævnte symptomer, når du er i fare. F.eks. er det normalt, at blive bange og at hjertet raser af sted, hvis du føler, at du mister kontrollen, når du kører i din bil og pludselig skal undvige en fare. Men panikanfaldene kommer, når du ikke er i fare, og når der ikke er noget at være bange for. Det gør dem endnu mere skræmmende, fordi man ikke kan forstå, hvorfor de rammer én.
Panikanfald kan ikke skade dig, men de kan i høj grad skade din livskvalitet. Du kan få anfald, når du er ude og handle, eller når du kører i tog eller bus. Du bekymrer dig hele tiden om, hvornår næste anfald kommer. Det kan føre til, at du murer dig inde, og ophører med at gå ud af frygt for nye anfald. Denne isolation vil på sigt forværre tilstanden.
Frygt er en del af kroppens indbyggede forsvarssystemer. Det er en følelse, vi skal have fra tid til anden. Den kan redde dit liv, når du er i fare. Når du f.eks. er i færd med at krydse vejen, og en bil kommer imod dig, er det frygten som får dig til at reagere hurtigt og bringe dig i sikkerhed.
Frygt kan også give dig ekstra kraft, når du er nervøs og bange. At være nervøs før en konkurrence eller en prøve, kan give det ekstra, som skal til, for at du præsterer dit bedste.
Når du er bange, kan du opleve mange forskellige symptomer. Din reaktion påvirker mange dele af kroppen for at sætte den i alarmberedskab: både hjernen, resten af nervesystemet, hjertet, musklerne og blodårerne. Hjertet slår hurtigere, man sveder og ryster og føler sig utilpas.
Du får ikke alle disse symptomer, hver gang du er bange. Symptomerne kan variere. Disse reaktioner er kroppens svar på angst, en oplevelse som kan strække sig fra ængstelse til absolut panik. Det ser ud til, at bestemte dele af din hjerne registrerer, at du er bekymret eller bange og udløser disse reaktioner i din krop.
Ved angst sættes din krop i alarmberedskab. Det sker automatisk, så du har ingen kontrol over det. Kroppen gør sig klar til at kæmpe mod en fare eller stikke af fra den. Når du er bange, sender din hjerne besked til binyrerne om at udskille flere bestemte kemiske stoffer (hormoner) til blodet.
Et af disse stoffer er adrenalin. Det er kroppens katastrofe-hormon. Det varsler kroppen om at gøre sig klar til kamp og får hjertet til at slå hurtigere og kraftigere, hvilket vil pumpe mere blod rundt i kroppen. Det giver musklerne den energi, de skal bruge, for at du skal kunne løbe væk fra en fare eller kæmpe mod den. Du ryster og bliver måske bleg, fordi det ekstra adrenalin trækker blodet væk fra din hud. Det betyder, at endnu mere blod tilføres musklerne og hjernen, så de er klar til at tackle faren. Du kan føle afførings- og tissetrang. Det er fordi, adrenalinet påvirker blæren og tarmen.
Du bliver meget vågen og opmærksom. I nogle tilfælde kan nervøsiteten dog blive så slem, at du ikke kan koncentrere dig om noget. En del af din hjerne opfatter, at du er ængstelig og fortæller andre dele af hjernen om, hvordan du har det. Det får dig til at ophøre med det, du var ved og koncentrere dig om det, du er bekymret for.
Din vejrtrækning bliver også ændret: du vil trække vejret hurtigt frem og tilbage. Det betyder, at du fjerner kuldioxid fra blodet, hvilket medfører føleforstyrrelser omkring munden og på hænderne. Dette kan i sig selv forøge ens angst, fordi man ikke forstår, hvad der er ved at ske med én. Man kan også føle sig voldsomt svimmel, og det vil have samme effekt: forøgelsen af angsten.
Foruden adrenalin spiller også signalstofferne serotonin, noradrenalin og dopamin en vigtig rolle i disse kemiske reaktioner.
Når du får et panikanfald, vil du pludselig føle dig intenst bange. Den eneste forskel mellem de følelser og kropslige symptomer du oplever under et panikanfald sammenlignet med en normal reaktion på frygt er, at du ved panikanfaldet ikke ved, hvad du er bange for. Det gør det selvfølgelig ekstra ubehageligt. Du kan fremme et panikanfald bare ved at bekymre dig over, "hvornår får jeg det næste anfald". Du kan få det, når du ændrer på dine sædvanlige rutiner for at forsøge at undgå et anfald.
Vi ved meget om, hvorfor den normale reaktion på frygt kan udløses tilsyneladende uden nogen grund hos enkelte mennesker. Der er forandringer i de dele af hjernen, som normalt reagerer, når man bliver bange. Forskere mener, det kan skyldes, at de nævnte signalstoffer i hjernen er ude af balance. Det kan de komme af mange grunde. Dels kan arvelige forhold gøre, at det lettere sker, dels kan psykologiske grunde som stress spille ind.
Panikanfald begynder således ofte efter, at du har været gennem en belastende hændelse eller periode i dit liv. Det kan f.eks. være en skilsmisse, et dødsfald af en nærtstående eller efter en fødsel. Er du bekymret for stressende hændelser, er det mere sandsynligt, at du kan få panikangst.
En del mennesker kan selv blive fri for angsten uden behandling. Men den dukker måske op igen i forbindelse med stressede perioder. Vi er alle født med evnen til at blive ængstelige. Ellers havde menneskeslægten ikke overlevet i tusinder af år.
Folk med en afslappet holdning til livet har mindre risiko for at få panikangst. Mennesker, som til stadighed er bekymrede, får denne egenskab fra den ene eller begge forældrene. Og netop disse mennesker er dem, som har størst risiko for at få panikangst.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
