Ingen mennesker kommer gennem livet uden at opleve tab, som medfører sorg
Sorg forløber forskelligt fra person til person. Man går ofte ind og ud af sorgen over tid
Sorg er ikke en sygdom i sig selv, men sorg kan hos nogle udvikle sig til depression, angst eller en langvarig og meget belastende sorgreaktion
Søg hjælp, hvis sorgen bliver ved med at være altoverskyggende, hvis hverdagen ikke kan fungere, eller hvis du får selvmordstanker
En sorgreaktion er en naturlig psykisk reaktion på tab. Man kan føle tristhed, savn, tomhed, vrede, skyld, angst eller opgivenhed.
Sorg er ofte knyttet til tab af en person, man holder af. Det kan også være tab af helbred, arbejde, tryghed, funktionsevne eller noget andet, som har stor betydning.
Hvor stærk sorgen bliver, afhænger blandt andet af tabet, relationen, tidligere erfaringer, personlighed, støtte fra omgivelserne og den livssituation, man står i.
Det er normalt at sørge, når man har mistet noget eller nogen, der betyder meget. Men nogle gange bliver sorgen så belastende, at man har brug for hjælp.
Sorg kan også føre til depression eller angst. Det bør behandles særskilt, hvis det opstår.
Tidligere troede man, at en sorgreaktion omfattede bestemte faser, som blev gennemløbet i fast rækkefølge. Videnskabelige undersøgelser har dog vist, at dette ikke er tilfældet. Mennesker sørger på hver sin individuelle måde. Hvis disse faser gennemløbes, sker det snarere i et cirkulært forløb, hvor man går ind og ud af de forskellige faser og nogle gange vender tilbage til tidligere faser. Det vigtigste er at gøre sig klart, at der ikke findes én rigtig måde at sørge på.
Faserne skal omtales i det følgende med ovennævnte vigtige forbehold.
Nogle mennesker vil i starten kunne gennemgå en såkaldt chokfase. Denne fase fremkommer gerne i tilslutning til akut opståede traumer. Det kan for eksempel være trafikulykker eller andre fuldstændigt uventede alvorlige belastninger. Det viser sig ved, at personen ikke kan tænke klart eller opføre sig som normalt.
Oftest har vedkommende endnu ikke fået fuld forståelse for hændelsens omfang og betydning. Det hele kan synes uvirkeligt. Nogle mennesker reagerer med apati. Andre bliver rastløse og præget af symptomer på angst. Andre igen vil vise aggressive træk.
Efter en periode begynder man at få forståelse for, hvad som er sket, og hvilken betydning dette vil kunne få for én. I denne periode vil mange følelser kunne vækkes. Men angst, tristhed, forandringer i adfærd og symptomer fra kroppen er almindelige.
I en periode er man optaget af hændelsen og de følelser, den vækker i én. Det kan være vanskeligt at se fremad og forstå, hvordan livet skal gå videre. I denne fase kan mange have behov for at tale med nære venner eller familie, da følelserne og savnet kan være vanskeligt at tackle alene.
Er traumet relateret til ens arbejde, kan det have betydning at tale med kollegaer, som umiddelbart vil forstå ens situation. Uanset hvem man taler med, er det vigtigt, at vedkommende giver udtryk for accept af de følelser, som personen oplever.
Det er vigtigt, at behovet for at tale om det passerede skal komme fra den person, der er udsat for tabet - ikke fra en forestilling om hvad "man bør gøre". Det er også vigtigt at forstå, at nogle kan have behov for at tale om det passerede igen og igen, hvor pårørende måske kan være tilbøjelige til at tænke, at "nu må han da se at komme videre". Accept er nøgleordet.
Efter noget tid begynder man i perioder at kunne rette noget af opmærksomheden mod omgivelserne og bort fra det, som udløste sorgreaktionen. Mindre tid bruges til at gruble over det, som er sket. Man begynder at finde glæde og interesse i omverdenen og i aktiviteter, som tidligere havde betydning.
Efterhånden begynder den ramte at se fremad. Personen affinder sig med den forandring, som er sket, og begynder at planlægge, hvordan livet skal gå videre. Dette er den sidste fase i en sorgreaktion, og kaldes nyorienteringsfasen.
Det er som nævnt sjældent, at forløbet ender her. Ofte vil faser, hvor sorgen, fortvivlelsen og måske de mere kaotiske følelser var fremherskende, blive gentaget. Nye belastninger, det at man måske er udmattet eller tilfældige hændelser, kan udløse dette, uden at man kan sige, at det er unormalt.
En stor sorg er tung at bære alene. Det er af afgørende betydning, at man har nogen at dele sorgen med. Det er vigtigt at benytte sig af sine nærmeste, gode venner, kollegaer eller andre personer, som man har tillid til.
Nogle synes, at det kan være vanskeligt at benytte sig af venner og familie for at få hjælp. Da er der muligheder for at få hjælp hos lægen, måske en præst eller anden professionel hjælper. Et menneske, som både kan lytte, trøste, støtte og hjælpe til nytænkning, kan bidrage til, at en sorgreaktion bliver lettere at tackle.
Udover at benytte sig af venner og familie er det vigtigt at opretholde søvn og madvaner. Det at opretholde ens normale rutiner, hvis det er muligt, en høj grad af fysisk velvære, kan have stor betydning.
I en kort fase kan det være nødvendigt at få noget medicin at sove på. Måske kan det også hjælpe at blive sygemeldt i kortere tid. Alligevel er det ikke sådanne tiltag, som hjælper en til at komme gennem sorgen. Men det kan bidrage til, at man kan samle sine ressourcer til at bearbejde følelserne og dermed komme et skridt videre.
For de fleste ændrer sorgen sig over tid. Den forsvinder ikke nødvendigvis, men den kommer ofte til at fylde mindre i hverdagen.
Sorg kan dog hos nogle udvikle sig til depression, angst, PTSD eller en langvarig og meget belastende sorgreaktion.
Man bør søge hjælp, hvis sorgen efter lang tid stadig er altoverskyggende, hvis man ikke kan fungere i hverdagen, hvis man undgår alt, der minder om tabet, hvis man føler sig fastlåst i skyld eller meningsløshed, eller hvis man får selvmordstanker.
Sorg er et alment menneskeligt livsvilkår. At søge hjælp betyder ikke, at man sørger forkert.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
Patienthåndbogen
Kristianiagade 12
2100 København Ø
Disclaimer: Patienthåndbogen