Dissociativ lidelse er en tilstand, hvor der ikke er sammenkobling mellem umiddelbare sanseoplevelser, beherskelse af bevægelser, erindring eller identitetsoplevelse og bevidstheden.
Tilstanden hænger ofte nøje sammen med uløselige psykiske konflikter, traumer eller personlige konflikter.
Alle mennesker kan opleve dissociation, hvis de bliver tilstrækkelig svært psykisk belastet. For eksempel er det velkendt, hvordan nogle mennesker, der har været involveret i en katastrofe, i stedet for at handle og måske redde deres eget liv, går rundt som i trance uden at reagere på tilråb eller truende fare.
Tilsvarende kan nogle mennesker have dissociativ lidelse, hvor de på meget mindre foranledning spalter deres bevidsthed fra deres følelser og vilje. Et eksempel er børn, som har været udsat for mishandling og incest under opvæksten. Kommer de som voksne ud for omstændigheder, der måske bare minder fjernt om de oplevelser, de har haft tidligere, kan de komme i en slags trancetilstand. De oplever måske at "gå ud af kroppen", få mærkelige anfald, der ligner epilepsi eller få føleforstyrrelser, som nævnt nedenfor. Nogle gange kan de gå ind og ud af sådan en tilstand i løbet af få minutter. De kan også høre stemmer eller se syner. Dette kan forveksles med svære psykiske sygdomme som fx skizofreni.
Dissociativ sygdom kan være svær at komme af med. Gennem forskellige former for psykoterapi er nogle dog i stand til at lægge lidelsen bag sig.
Der kan være en lang række forskellige symptomer ved dissociative tilstande, i det følgende nævnes de vigtigste typer.
Dissociative kramper er krampeanfald, der kan ligne epilepsi. Selv en trænet læge kan nogle gange være i tvivl, hvorfor grundig udredning kan være nødvendig. Krampeanfaldet er ikke det samme som ved epilepsi. Nogle gange kan personerne tale undervejs i anfaldet.
Dissociative kramper regnes ind under de såkaldte Psykogene ikke-epileptiske anfald (forkortet PNES).
Før lægen kan stille diagnosen dissociativ lidelse, skal man have foretaget grundige medicinske undersøgelser. Det skal ske for at udelukke, at generne skyldes en anden sygdom. Ofte er der gået lang tid med mange forskellige og tidskrævende undersøgelser, før diagnosen bliver stillet.
For at lægen kan stille diagnosen dissociativ lidelse, skal:
Personer, som får dissociativ sygdom, kan have meget forskellige årsager til sygdommen.
Nogle gange skyldes det svære belastninger, som vanrøgt, incest eller andre forhold i barndommen. Fx beskriver mange kvinder, der som barn har oplevet gentagne tilfælde af voldtægt fra nærtstående, hvordan de "lærer sig" at "forsvinde ud af kroppen" for at udholde det, de er udsat for. Som voksne kan denne "forsvinden ud af kroppen"-reaktion udløses af langt mindre belastninger. Denne reaktion går derfor fra at have været en hensigtsmæssig forsvarsmekanisme mod en forfærdelig hændelse til at være en reaktion, der giver problemer som voksen.
Generelt har den måde vi lærer at tackle stress og modgang på under opvæksten betydning for udviklingen af dissociative lidelser. Man kan således se de ovenfor nævnte dissociative symptomer hos unge med fuldstændig normal opvækst. De unge vil kunne "smitte" hinanden.
Det er således vigtigt at huske på, at hvis man bliver tilstrækkelig svært belastet, vil mange kunne få dissociative symptomer.
Dissociative lidelser har en kompleks psykologisk forklaring, hvilket gør arveligheden mere til et spørgsmål om opvækstmiljø end genetik.
Det vigtigste er, at man opnår indsigt i symptomernes natur og accepterer psykologisk behandling. Dette kan imidlertid være svært. Nogle har vanskeligt ved at indse, at deres skræmmende symptomer ikke skyldes en sygdom i kroppen.
Det er således vigtigt, at behandler og person samarbejder godt og har en god fælles forståelse af problemet, hvis man skal få bugt med lidelsen.
De fleste, måske 3 ud af 4, bliver symptomerne kvit med tiden. Det er lettere at behandle sygdom, hvor den rigtige diagnose blev stillet tidligt i sygdommens forløb. Fejlagtig behandling med medicin eller kirurgi kan gøre skade i sig selv, og forsinker den rigtige behandling. Jo mere kronisk tilstanden bliver, jo vanskeligere bliver tilstanden at behandle.
Desuden er det også vigtigt at være klar over, at fx psykogene non-epileptiske kramper ofte findes hos mennesker, der også har rigtig epilepsi.
Endelig skal nævnes, at en god portion ydmyghed er på sin plads. Læger kender ikke alle sygdomme og alle symptomer. Og nogle gange vil sjældne sygdomme opstå med "klart hysteriske" symptomer og først siden hen vise sig at skyldes en sygdom i kroppen.
Problemet kan være erkendt eller ej for den, der har det. Hvis der er betydende gener ved lidelserne, kan man søge hjælp hos en psykolog eller sin læge for en vurdering af en videre undersøgelse og behandling.
Mange er bange for at blive anklaget for, at de forsøger at simulere sygdom. Det er meget vigtigt, at både behandler og person er klar over, at dissociation ikke skyldes bevidste handlinger. Symptomerne er udtryk for en psykisk tilstand og ikke er udtryk for den sygdom, symptomerne først gav mistanke om.
Selve anfaldene er både skræmmende og ubehagelige. Dette gælder især, hvis man er generet af voldsomme anfald. Det kan være en hjælp at tænke på, at symptomerne er kroppens måde at sige fra på - nok er nok. Følelsesmæssige påvirkninger udvikler sig på forskellig måde hos alle. Nogle får ondt i hovedet, nogle får ondt i maven. Andre får dissociative symptomer som for eksempel kramper.
Når man accepterer, at det er uheldige underbevidste tankemønstre, som forårsager dissociation, er man meget bedre rustet til at blive fri af generne.
Dissociation udvikler sig på så mange forskellige måder, at det er vanskeligt at give en plan for behandlingen, som er rigtig for alle. God behandling indebærer, at den syge sammen med terapeuten finder frem til de udløsende faktorer og mulige årsager til generne. Ofte skal der trækkes en psykolog eller psykiater ind i denne proces. De er som regel bedst til at behandle dissociative tilstande.
Tre ud af fire slipper af med de dissociative symptomer over tid. Heraf får en ud af fire tilbagefald. Børn har den bedste prognose.
Det er ikke pludseligt livstruende eller farligt for andre. Hvis lidelsen medfører unødvendige kirurgiske indgreb eller langvarig inaktivitet, er der af den grund en risiko.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
