Forebyggelse af myggestik

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Den bedste måde at forebygge malaria - og andre sygdomme overført af insekter- er at beskytte sig mod myggestik:
    • Anvend lange bukser, langærmede trøjer og strømper ved solopgang og solnedgang, hvor malariamyggene er aktive
    • Påfør myggespray hver 4. time på de dele af kroppen, som ikke er dækket af tøj
    • Sov under et myggenet, som er imprægneret med insektmidlet permetrin eller lignende

Forebyggelse af myggestik

At beskytte sig mod myggestik er den bedste form for beskyttelse mod sygdomme, der overføres af myg, som fx malaria, denguefeber og japansk encephalitis.

Man bør anvende effektive myggemidler på huden i områder med malaria, denguefeber og japansk encephalitis. Man bør også sove under myggenet, som er imprægneret med insektgiften permethrin - det dræber både myg og andre insekter.

Om myggemidler

Myggemidler med DEET

  • N,N-diethyl-m-toluamid (DEET) er på verdensplan det mest anvendte virksomme stof i myggemidler
  • DEET er et såkaldt afskrækkelsesmiddel og er ikke decideret giftigt for myg
  • Myggemidler bør indeholde mindst 20 % DEET for at være tilstrækkelig effektive
  • I Danmark forhandles DEET-holdige myggemidler med op til 40 % DEET

Myggemidler med icaridin

  • Et alternativ til DEET-holdige midler er myggemidler, der indeholder icaridin
  • Forbrugerorganisationen Tænk har sammen med udenlandske forbrugerorganisationer vist, at myggemidler med icaridin er lige så effektive som myggemidler, der indeholder 20 % DEET

Andre myggemidler

  • Myggemidler, der indeholder citronellaolie, eukalyptusolie eller kokosolie, er ikke tilstrækkelig effektive til at forebygge myggestik i områder med malaria
  • Mobiltelefon-apps, der markedsføres under løfte om at skræmme myggene væk med lyd, har ingen dokumenteret effekt

Permethrin

  • Tøj og myggenet kan imprægneres med insektgiften permethrin
  • Spray med permethrin er sundhedsskadelig ved indånding, mens det efter indtørring på myggenet og tøj er ufarligt for mennesker
  • Når man sprayer med permethrin, skal det foregå i det fri eller i ventilerede rum
  • Man kan også spraye mindre stykker tøj med permethrin i en plastikpose

Malaria

I lande med malaria er forekomsten højest i lavlandet, hvor temperaturen er højest. I højlandet, hvor temperaturen er lavere, er forekomsten tilsvarende lavere.

Malariamyg er mest aktive omkring solopgang og solnedgang. Myggen trives også indendørs, hvor de gemmer sig ofte under senge og møbler og inde i skabene. Der er generelt ikke malaria i storbyer, fordi malariamyg ikke trives her.

Simple overnatningssteder, som har myggenet for vinduerne, kan gøres frie for myg på følgende måde:

  • Spray hele rummet med insektspray
  • Efterlad derefter rummet med lukkede døre og vinduer i nogle timer
  • Udluft kun gennem vinduer eller døråbninger monteret med myggenet

Malariamyg tiltrækkes af lys i skumringen - man bør derfor ikke tænde lyset, før døre og vinduer er lukkede.

Hotelværelser med klimaanlæg (aircondition) er normalt fri for myg.

Man er bedst beskyttet mod malaria hvis

  • man anvender sokker, lange bukser og langærmede trøjer, når man opholder sig udenfor ved solopgang og ved solnedgang
  • man anvender effektivt myggemiddel på huden, når man opholder sig udenfor ved solopgang og ved solnedgang
  • man sover under myggenet, som er imprægneret med insektmiddel
  • døre og vinduer er udstyret med myggenet

Denguefeber

Dengue-myg er i modsætning til malariamyg også aktive om dagen. Beskyttelse mod denguefeber indebærer derfor, at man beskytter sig mod myggestik - også i dagtiden.

Dengue-myg findes også i byområder. Derudover gælder de samme forholdsregler som overfor malariamyg

Japansk encephalitis

Myg, der overfører japansk encephalitis, er som malariamyggen mest aktiv ved solopgang og ved solnedgang, hvorfor de samme forholdsregler gælder overfor denne myg.

Hvordan beskytter man børn?

God forebyggelse mod myggestik er vigtig hos børn (og gravide), da de er særligt udsatte for den alvorlige form for malaria.

  • Spædbørn kan beskyttes effektivt mod myggestik med imprægnerede myggenet over seng, barnevogn og lignende
  • En vugge bør være foret med et myggetæt stof
  • Myggemidler skal bruges med omtanke:
    • Børn absorberer forholdsvis meget af det, som smøres på huden på grund af stor kropsoverflade i forhold til kropsvægt
    • Myggemidler bør generelt ikke anvendes til børn under 3 år, uden at dette er drøftet med ens læge

Overvej forebyggelse mod malaria

Hvis man skal rejse til områder med stor risiko for malaria (f.eks. rejser til Afrika syd for Sahara), er det nødvendigt at forebygge malaria med medicin ud over at forebygge myggestik. Spørg din læge om det er relevant for dig som rejsende.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen