Børn på rejse

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Småbørn får nemt infektioner på rejse, og infektioner kan hurtigere udvikle sig alvorligt i forhold til større børn og voksne
  • Spæd- og småbørn er i særlig risiko for at få alvorlig mangel på væske ved diarrésygdomme - høj lufttemperatur forværrer risiko for væskemangel
  • Vær opmærksom på, at barnet drikker rigeligt med væske, men i små portioner ad gangen
  • Børns hud er langt mere følsom overfor sol end voksnes. Brug solcreme med høj beskyttelsesfaktor og let, men dækkende beklædning og solhat
  • Behov for rejsevaccinationer bør drøftes med egen læge eller med vaccinationsklinik

Børn er mere udsatte

Børn bliver oftere end voksne syge med forskellige infektioner - også på ferie.

  • Småbørn får lettere infektioner end større børn og voksne
    • de er ikke opmærksomme på håndhygiejne
    • de er ukritiske overfor hvad de putter i munden
    • de er ikke opmærksomme på at beskytte sig, f.eks. mod myggestik og dyrebid
  • Pga. lavere kropsvægt og et mere umodent immunsystem, kan infektioner hos børn hurtigt udvikle sig alvorligt
  • Spæd- og småbørn er i særlig risiko for alvorlig væskemangel ved diarrésygdomme
  • Høj lufttemperatur og overophedning øger risikoen for væskemangel

 

Diarrésygdomme

Akut diarré medfører tab af væske fra tarmen. Ofte har barnet samtidig kvalme og drikker ikke spontant, hvilket er en farlig situation, som i løbet af timer kan føre til kritisk væskemangel:

  • Hav en lav tærskel for at søge hospital eller læge, hvis spædbørn og småbørn rammes af kraftig diarré 
  • Sørg for rigelig tilførsel af væske - bedst er sukker/saltopløsning
    • opløs ½ teskefuld salt og 2-3 spiseskefulde sukker i en liter købt flaskevand
    • man bør ikke give barnet sodavand eller andre meget sukkerholdige læskedrikke (kan forværre diarré) - har man ikke andet, kan sukkerholdige læskedrikke dog blandes med lige dele rent vand
  • Grundig håndhygiejne - vask hænder brug håndsprit 
  • God mad- og drikkevarehygiejne forebygger diarrésygdomme
  • Hos børn som ammes, er dette den bedste forebyggelse mod diarrésygdomme, fordi ammemælk er fri for bakterier

Hedeslag

  • Undgå overophedning - børn er mere temperaturfølsomme end voksne (stor kropsoverflade i forhold til kropsvægt)
  • Børn bør så vidt muligt ikke opholde sig i direkte sol
  • Brug parasol, solhat og let tøj, som beskytter mod direkte sol
  • Rigeligt at drikke til barnet er vigtigt
  • Slaphed, manglende appetit og efterhånden konfusion, kvalme og opkastninger er tegn på overophedning - bring straks barnet i skygge og helst i et rum med aircondition

Solforbrænding

  • Børns hud er mere følsom end voksnes, og børn har brug for kraftig beskyttelse mod solens stråler
  • Benyt solfaktor 20 eller mere - husk at gentage indsmøringen flere gange om dagen
  • Brug tætvævet, men løstsiddende tøj, som giver mulighed for luft, og som samtidig holder solstrålerne ude
  • Husk at havet reflekterer solens stråler - man får også rigelig sol ved havet, selv om man opholder sig i skyggen

Skader

  • Gennem leg og aktiviteter udsættes børn lettere for skader på huden. Medbring på rejse et middel til at rense småsår med (f.eks. klorhexidin 2 % vandig opløsning) og plaster.

Vaccinationer

  • Ved udlandsrejse er det vigtigt at børnevaccinations-programmet er fulgt - det kan evt. være nødvendigt at fremskynde nogle vaccinationer ved længere tids ophold i udlandet - spørg egen læge 
  • Ud over børnevaccinationerne vil det i mange tilfælde være relevant også at vaccinere mod f.eks. smitsom leverbetændelse (hepatitis A)
  • Behov for rejsevaccinationer bør drøftes med egen læge eller med en vaccinationsklinik

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen