Småbørn, gravide og udenlandsrejser

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Lange og eksotiske rejser i graviditeten medfører en vis risiko for komplikationer
  • Helt små børn har sjældent selv glæde af at rejse
  • Rejseforsikringen bør altid dække hjemrejse for hele familien i tilfælde af sygdom
  • Forsikringen skal for gravide også dække eventuel for tidlig fødsel og dække det nyfødte barn

Rejser til ikke-vestlige lande

Småbørnsforældre og gravide, som planlægger at rejse til ikke-vestlige lande, må vurdere hvilken risiko man samlet set udsættes for. 

Lange rejser i graviditeten og/eller med spæd- og småbørn medfører i sig selv en vis risiko. Rejser i disse specielle perioder i livet kræver omhyggelig planlægning, og man bør være opmærksom på følgende:

  • Rejseforsikringen bør dække hele familien, og for gravide eventuel for tidlig fødsel
  • Enkelte vacciner og malariamidler kan ikke bruges til børn under en vis alder
  • Kun et fåtal vacciner kan anvendes af gravide uden risiko for skade på fostret
  • Risiko for alvorlig (livstruende) malaria er større for gravide
  • Hvis der skulle opstå komplikationer i graviditeten, må man typisk forvente, at det lokale sundhedsvæsen har en ringere standard end den, man er vant til hjemmefra
  • Selv om spæd- og småbørn som regel let og hurtigt tilpasser sig nye omgivelser, skal man regne med mindst lige så mange sygdomsepisoder under en rejse som hjemme

Udstationering

Virksomheder og organisationer, som udstationerer ansatte i ikke-vestlige lande, sørger ofte for at hele familien får et sundhedstjek. Det inkluderer rådgivning og vaccinationer, afdækker sygdom og sikrer hensigtsmæssige forholdsregler ved kroniske tilstande.

  • Sundhedsmæssige forberedelser bør også omfatte tandlægebesøg
  • Langtids ophold i ikke-vestlige lande indebærer længere tid, hvor man kan blive udsat for smitsomme sygdomme
  • Hvis man selv har kontrol over madlavning og husholdning, kan man nedsætte - men ikke helt fjerne - risikoen for smitsomme sygdomme

Øget risiko for infektioner

  • I store dele af verden er klima, kost og sygdommene ganske anderledes end i Danmark
  • Nogle infektioner især rammer de yngste
  • Enkelte steder i verden er risikoen for sygdom så stor, at en rejse dertil helt bør frarådes

Risiko for gravide

En gravid kvinde bør nøje overveje, om en planlagt rejse til et ikke-vestligt land er risikoen værd.

  • Fødselshjælp og børnelæger kan have en betydelig lavere standard end hjemme
  • Sprogproblemer eller kulturforskelle kan vanskeliggøre diagnostik og behandling
  • Risiko for alvorlige infektioner er større
    •  Den gravide bør orientere sig om lokal risiko for infektion med f.eks. zika-virus og malaria 
  • Graviditet er selvfølgelig noget normalt, men opleves af de fleste så sjældent, at det er rimeligt at tage ekstra hensyn i denne periode
  • Rejseforsikringen bør altid dække hjemrejse for hele familien i tilfælde af sygdom, og for gravide også eventuel for tidlig fødsel og det nyfødte barn

Skaf information om forholdene på stedet

Før langvarige ophold er det vigtigt at skaffe information om forholdene på stedet:

  • Tilgængelighed og kvalitet af madvarer og af drikkevand
  • Kvaliteten af sundhedsvæsenet (læge, tandlæge, sygehus, apotek)
  • Hvilke sygdomme, som er almindeligt forekommende

Opsummering

  • Lange rejser i graviditeten medfører i sig selv en vis risiko
  • Hvis der opstår komplikationer i graviditeten, må man typisk forvente, at det lokale sundhedsvæsen har en ringere standard, end man er vant til hjemmefra
  • Små børn har selv sjældent glæde af at rejse, men finder sig som regel til rette, når forældrene er i nærheden
  • Hvis man vælger sit rejsemål med omtanke, og tager rimelige forholdsregler for at undgå sygdom, kan opholdet blive en rig og positiv oplevelse for både forældre og børn

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen