Trichomonas vaginalis er en betændelse i skeden eller urinrøret, som skyldes parasittenTrichomonas vaginalis
Infektionen er hyppig mange steder i verden, men sjælden i Danmark
Både mænd og kvinder kan smittes med Trichomonas vaginalis
Hos kvinder er symptomerne skummende, gullig-grønligt, ildelugtende udflåd. Der kan også være kløe og irritation i og udenfor skeden
Hos begge køn kan parasitten give infektion i urinrøret og svie, når man lader vandet
Infektionen behandles effektivt med antibiotika
Hvis man bruger kondom, nedsætter man risikoen for at blive smittet med Trichomonas vaginalis
Hvad er betændelse i skeden og urinrøret med Trichomonas?
Trichomonas er en betændelse i skede og/eller urinrør forårsaget af parasitten Trichomonas vaginalis. Både mænd og kvinder kan få sygdommen. Sygdommen kaldes også skedekatar med trichomonas eller trichomonas vaginit ved vaginal infektion.
Foto: Trikomonas celler - mikroskopisk udsnit.
Hvad er symptomerne på Trichomonas?
Symptomer hos kvinder
De typiske symptomer på Trichomonas hos kvinder er skummende, gullig-grønligt udflåd fra skeden med en ubehagelig lugt
Man kan have kløe i og uden for skeden, svie når man lader vandet (tisser) og ubehag i nedre del af maven
Op til halvdelen af de kvinder, der er smittede med Trichomonas, har ingen symptomer
Symptomer hos mænd
Hos mænd er det kun cirka 25%, der har symptomer. Symptomerne kan her være svie eller smerter, når man lader vandet (tisser)
Der kan også være let udflåd fra urinrøret
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Trichomonas kan forårsage for tidlig fødsel hos gravide.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles på baggrund af symptomerne og ved en undersøgelse for kønssygdomme ved din læge.
Ved den gynækologiske undersøgelse ses et skummende udflåd.
Trichomonas kan også påvises ved en podning fra skede, livmoderhals eller urinrør til en såkaldt PCR-test, hvor der kan påvises arvemateriale fra parasitten. En sådan prøve skal sendes til Statens Serum Institut. Der vil først være svar på prøven efter ca. en uge. Ved mikroskopi af udflåddet kan man se de typiske parasitter, der svømmer livligt omkring med deres hale (flagel).
Hvordan får man Trichomonas?
Trichomonas overføres seksuelt. Det kan dog ikke udelukkes, at man kan smittes ikke-seksuelt under f.eks. meget uhygiejniske toiletforhold.
Er Trichomonas arveligt?
Trichomonas er ikke arveligt, men infektion med Trichomonas hos moderen kan medføre for tidlig fødsel.
Hvilken behandling er der?
Trichomonas behandles med metronidazol. Metronidazol er et antibiotikum, der dræber parasitten effektivt. Stoffet kan gives i form af en tablet, enten som en engangsdosering eller en uges behandling.
Under behandlingen og i de efterfølgende tre dage bør man undgå alkohol. Blandingen af alkohol og metronidazol kan blandt andet give kvalme og varmefølelse i ansigtet. Man bør heller ikke dyrke sex, så længe man har symptomer. Ens partner(e) skal også behandles.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du bør altid anvende kondom, hvis du har sex med en ny partner, som ikke er testet for kønssygdomme.
Hvordan undgår jeg at få Trichomonas?
Kondom nedsætter risikoen for infektion med Trichomonas. Det er vigtigt, at ens seksualpartner(e) også bliver undersøgt og behandlet, for ellers risikerer man at blive smittet igen, og infektionen kan brede sig til andre.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Sygdommen er stort set ufarlig og bliver hurtigt helbredt ved behandling.
Hvor hyppig er en betændelse med trichomonas?
Infektion med Trichomonas er nu blevet sjælden i Danmark, men den er fortsat meget hyppig flere andre steder i verden.