Forkølelsessår på læber kan ved oralsex give herpes på kønsdelene
Symptomer på genital herpes er små blærer, der bliver til små smertefulde sår på kønsdelene
Første gang man får udbrud af herpes på kønsdelene, kan det medføre:
Almen utilpashed
Feber
Hævede lymfeknuder i lysken
Evt. problemer med at tisse
Infektionen går oftest over efter nogle dage, men virus vil ligge i dvale i nervernes rødder resten af livet og kan give nye udbrud. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor ofte man vil få nye udbrud
Hvad er genital herpes?
Genital herpes er en infektion på kønsdelene med Herpes simplex virus (HSV). Man skelner mellem to typer virus:
Herpes simplex virus type 1 (HSV-1)
Herpes simplex virus type 2 (HSV-2)
Infektionen kan give blærer og sår på kønsdelene.
Se animation om herpes
Hvad er symptomerne på genital herpes?
Første udbrud kommer som regel få dage til uger efter, man er smittet
De ydre kønsdele er rødlige, hævede og ømme, og man får smertefulde blærer. Blærerne vil hurtigt briste og føre til, at der kommer små sår
Udbruddet medfører ofte, at man får symptomer, der minder om influenza; man er alment utilpas, har hovedpine, feber og ondt i musklerne
Det kan gøre meget ondt at lade vandet (tisse)
Hvis symptomerne ikke bliver behandlet, forsvinder de oftest helt af sig selv efter 2-4 uger.
Mange, men ikke alle, vil få nye udbrud af herpes. De nye udbrud er mildere end det første udbrud, med færre blærer og sår. Før et udbrud vil man ofte have brænden og prikken i det område, hvor der få dage efter kommer blærer.
Efter et udbrud kan man få smerter, som stråler ud til tilstødende områder af huden. Smerterne går oftest over igen, men kan i sjældne tilfælde blive mere vedvarende.
Cirka 2/3 af de smittede får ingen symptomer ved den primære infektion, men kan senere få symptomer ved et nyt udbrud.
Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på?
Små blærer og sår på kønsdelene, oftest flere på en gang.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen vil stille diagnosen ud fra de typiske symptomer med smertefulde blærer og sår. Ved et af de første udbrud vil lægen ofte tage en prøve med vatpind fra blærer eller sår og sende prøven til et laboratorium for at påvise herpesvirus.
Hvorfor får man genital herpes?
Genital herpes smitter ved seksuel kontakt. Oralsex medfører risiko for smitte fra mund til kønsdele og omvendt.
Virus vandrer langs nervebaner, og går i hvilefasen ud i såkaldte nerveganglier. Når virus er i hvilefasen, har man ingen symptomer. Den kan imidlertid vågne fra dvale og forårsage gentagne udbrud i samme område som ved det første udbrud.
De efterfølgende udbrud er som nævnt ofte mildere end det første udbrud.
Smitter genital herpes?
Risikoen for smitte er størst, når man har udbrud, men smitte uden udbrud forekommer også, specielt ved HSV-2. Det er derfor muligt at overføre smitten, uden at den smittede person er klar over at kunne "smitte".
Er genital herpes arveligt?
Herpes er, som andre infektioner, ikke arvelig. Men et barn kan blive smittet under fødslen, hvis moderen har udbrud af herpes. Især hvis det er første gang, moderen får et udbrud af herpes, er risikoen for smitte til barnet høj.
I Danmark er det meget sjældent, at et nyfødt barn smittes med herpes. Smitte med herpes hos et nyfødt barn er dog meget farligere end hos en voksen. Hvis du er gravid og har herpes, bør du tale med din læge om det. Hvis du er gravid og har en kæreste som har herpes, og du ikke selv har haft herpes eller er i tvivl om det, bør der anvendes kondom i resten af graviditeten.
Ved udbrud i graviditeten vil du få foretaget en blodprøve som kan vise, om du har antistoffer mod HSV-1 henholdsvis HSV-2.
Hvilken behandling er der?
Der findes ingen medicin, som helbreder genital herpes. Der findes medicin, som hæmmer virus, fx aciclovir og valaciclovir, og som også nedsætter risikoen for at overføre smitte.
Medicinen er først og fremmest nyttig ved det kraftigere første udbrud. Medicinen kan også bruges med god effekt hos personer, som efterfølgende har hyppige udbrud.
Hvis man har hyppige udbrud, kan det være nødvendigt at tage medicinen forebyggende hver dag over lang tid, eventuelt i flere år.
Ved det første udbrud virker behandlingen, hvis man begynder at tage medicinen inden 5 dage efter, at symptomerne opstod, eller så længe som man får nye blærer. Man skal som regel tage medicin i 5-10 dage. Hvis man skal behandles ved senere udbrud, skal behandlingen starte tidligt - helst indenfor 24 timer efter udbruddet - for at det skal have en effekt.
Nogle få har meget hyppige udbrud af genital herpes. Sygdommen er da en betydelig gene og gør det vanskeligt at have et normalt sexliv. I de tilfælde kan man behandle med den samme type medicin forebyggende i kortere eller længere tid, fx valaciclovir 500 mg dagligt eller aciclovir 400 mg x 2 dagligt.
Hvad med risikoen for smitte?
Behandling med medicin alene hindrer ikke, at man spreder infektionen. Du bør derfor bruge kondom og dyrke sikker sex. Du bør også informere din partner om, at du har en infektion, der kan smitte.
Når du tager medicin og bruger kondom, mindsker du risikoen for at smitte andre. Man skal især undgå at dyrke sex under udbrud. Men man kan som nævnt smitte uden at have symptomer.
Din partner kan hvis lægen vurderer at det er relevant eventuelt få målt antistoffer mod herpes simplex type 1 og 2 i en blodprøve for at afgøre, om han/hun også allerede er smittet.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre genital herpes?
Stress og andre infektioner, som fx forkølelse, kan udløse nye udbrud af herpes genitalis. Kondom beskytter mod herpes genitalis, men man kan blive smittet, hvis kondomet ikke dækker udbruddet/der hvor herpessåret er.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Det tager under en uge, fra man er smittet, til man får symptomer. Uden behandling kan det tage op til 2-4 uger, før det første udbrud er svundet. Over halvdelen vil få nye udbrud, men disse er som nævnt mindre plagsomme og varer i kortere tid - cirka 1-2 uger. Nogle oplever en brændende, stikkende fornemmelse i huden 1-2 døgn, før der kommer blærer.
Sygdommen brænder som regel ud og aftager i intensitet i løbet af nogle år. Nogle får kun et udbrud. Hos andre kan sygdommen holde sig aktiv i mange år.
Cirka 2/3 af de smittede får ingen symptomer ved den primære infektion men kan senere få symptomer ved et nyt udbrud.
Hos personer med nedsat immunforsvar kan tilstanden give mere kroniske sårdannelser.
Genital herpes hos gravide
Hvis en gravid kvinde bliver smittet med genital herpes i sidste tredjedel af graviditeten, er der relativ stor risiko for at overføre infektionen til barnet under fødslen. Dette kan medføre alvorlig sygdom hos den nyfødte, og nyopstået herpes hos en gravid skal altid medføre kontakt til egen læge.
Kvinder, som har haft herpes genitalis før de blev gravide, kan overføre deres antistoffer til fostret, så de er delvist beskyttet under fødslen. Man skal dog altid nævne for sin egen læge og jordemoder, at man har haft herpes.
Er herpes genitalis farligt?
Der er intet, der tyder på, at sygdommen er farlig på lang sigt. Der er ingen overhyppighed af kræft eller barnløshed hos personer, som har herpes.
Hvor hyppig er genital herpes?
Genital herpes er meget hyppig, og forekomsten er stigende
Cirka 20 % af alle 30-årige er smittet med HSV-2, og mere end 80 % er smittet med HSV-1
Genital herpes skyldes i ca. 60 % af tilfældene HSV 2 og i ca. 40 % af tilfældene HSV-1
HSV-1 er hovedårsagen til herpes labialis (herpes på læberne/forkølelsessår)
HSV-2 overføres praktisk talt udelukkende seksuelt, mens HSV-1 kan overføres seksuelt eller ikke-seksuelt
Kun ca. 20 % af de HSV-2 smittede ved, at de har haft herpes genitalis, yderligere ca. 20 % har haft symptomer fra kønsdelene, men ikke fået nogen specifik diagnose, mens ca. 60 % ikke har haft symptomer på tidligere herpes genitalis