Hvad er revalidering?
Revalidering er offentlig hjælp fra kommunen til uddannelse og arbejde. Det kan for eksempel være:
- Faglig eller teoretisk uddannelse
- Omskoling til andet erhverv
- Optræning inden for dit arbejdsområde
Formålet med revalidering er at forbedre dine muligheder for at forsørge dig selv og din eventuelle familie. Revalidering kan anvendes for at fastholde eller hjælpe dig ind på arbejdsmarkedet.
Hvornår kan du få revalidering?
Kommunen kan bevilge dig revalidering, hvis du har større begrænsninger i din arbejdsevne, så du ikke kan arbejde inden for dine tidligere erhvervsområder. Hvis du aldrig har været på arbejdsmarkedet, kan kommunen også yde revalidering, enten via oplæring i en virksomhed eller via en uddannelse, så du senere kan søge arbejde.
Kommunen kan kun bevilge revalidering, når din funktionsevnenedsættelse og dermed nedsatte arbejdsevne vurderes varig, og det samtidig vurderes, at andre erhvervsrettede aktiviteter eller økonomiske støttemuligheder ikke er tilstrækkelige til, at du kan komme i arbejde og forsørge dig selv.
Hvad er begrænsninger i din arbejdsevne?
Begrænsninger betyder, at der er nogle områder, hvor du har en nedsat evne til at fungere på arbejdsmarkedet. Det kan være fysisk, psykisk eller socialt. Begrænsningerne kan for eksempel være opstået efter sygdom, ulykke eller sociale omstændigheder. Du kan også have medfødt funktionsnedsættelse, hvor kommunen kan yde revalideringsstøtte til dig, så du bliver stillet på lige fod med andre.
Hvilken form for revalidering kan du få?
Revalidering kan opdeles i en forrevalideringsperiode og en senere revalideringsperiode, hvor du følger en fastlagt plan. Forrevalideringsperioden skal hjælpe med at afklare og forberede dig til den endelige plan. Eksempler på forrevalidering:
- 9.-10. klasse
- HF
- Erhvervsforberedende kurser
- Virksomhedspraktik
Revalideringsperioden starter, når du og kommunen er enige om, at du er klar til at gennemføre den endelige plan. Kommunen udarbejder sammen med dig en revalideringsplan, der også kaldes for "Min Plan". Planen kan - med dit samtykke - indgå i en bredere, helhedsorienteret plan, hvis du har komplekse og sammensatte problemer, hvor der skal udarbejdes flere planer for såvel beskæftigelsesrettede som øvrige indsatser, og der er et koordineringsbehov forbundet hermed. Formålet er at skabe bedre sammenhæng på tværs af sektorer og forvaltninger og skabe større overskuelighed for dig.
Eksempler på revalidering:
- Faglig eller teoretisk uddannelse
- Virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud med henblik på en efterfølgende varig ansættelse på normale vilkår i virksomheden eller andet sted i tilsvarende funktioner. Varigheden af sådanne virksomhedsrevalideringer fastsættes ud fra dit behov og varer normalt indtil formålet med din optræning eller oplæring er opnået
Hvilken form for økonomisk hjælp kan du få?
Under forrevalideringsperioden bevarer du dit hidtidige forsørgelsesgrundlag. Det vil typisk være sygedagpenge eller kontanthjælp. I selve revalideringsperioden er der flere muligheder for hjælp til daglig forsørgelse:
- Revalideringsydelse med et skattepligtigt beløb pr. måned. Beløbet er forskelligt, afhængig af din alder, om du har børn, har haft en vis indtægt de sidste seks måneder, om du bor hjemme hos dine forældre, eller om du har en alvorlig psykisk lidelse. På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside kan du finde de forskellige takster for revalideringsydelse. Det kan være svært at overskue, hvor du hører under. Spørg din sagsbehandler i kommunen.
- Mindste overenskomstmæssige praktik-, elev-, lærlingeløn eller almindelig løn.
Kommunen skal ikke tage hensyn til din ægtefælles indtægter eller formue.
Ud over daglig forsørgelse er der mulighed for at få særlig støtte til udgifter, der er en nødvendig følge af en uddannelse eller af din nedsatte funktionsevne.
Selvom kommunen godkender dig som revalidend, kan de vurdere, at du kan leve af SU eller dagpenge til din daglige forsørgelse. Kommunen kan i disse tilfælde bevilge dig særlig støtte til andre udgifter, fx undervisningsmateriale eller til særlige udgifter til befording eller arbejdsredskaber som følge af din nedsatte funktionsevne.
Kommunen har også mulighed for at give dig hjælpemidler i form af mindre arbejdspladsindretninger eller en personlig assistance, hvor en person bliver ansat til at hjælpe dig med de funktioner, du ikke selv kan klare. Hvis du har brug for personlig støtte og vejledning undervejs, kan hjælpen være en mentorordning, hvor en person i virksomheden eller uddannelsesinstitutionen bliver frikøbt til at hjælpe dig.
Kan du få revalidering, hvis du er godkendt til fleksjob?
Du kan også få revalidering, selvom du er visiteret til et fleksjob. Revalidering kan fx være relevant, hvis du grundet yderligere tab af funktionsevne ikke længere kan varetage dit hidtidige fleksjob. Revalidering kan i sådan et tilfælde anvendes til at opkvalificere dig, så du bliver i stand til at varetage et andet fleksjob.
Kan du få revalidering, hvis du får førtidspension?
Du kan også få revalidering, selvom du er tilkendt førtidspension. Revalidering kan være relevant, hvis du har brug for opkvalificering for at kunne gøre brug af din resterhvervsevne, fx i et job med løntilskud for førtidspensionister (skånejob).
Kan du få revalidering til at starte en selvstændig virksomhed?
Når du er godkendt som revalidend, kan kommunen i helt særlige situationer give støtte i form af tilskud eller rentefrit lån til at etablere selvstændig virksomhed. Det kræver, at du har særlige faglige og forretningsmæssige forudsætninger. Kommunen skal vurdere, at det er den eneste realistiske mulighed for, at du bliver selvforsørgende.
Hvor lang tid kan du få revalidering?
En revalidering skal som udgangspunkt gennemføres på så kort tid som muligt. Planen skal passe til dine forudsætninger, behov og ønsker. Samtidig skal planen sigte mod erhverv, hvor der er muligheder for at få arbejde. Det betyder, at du og kommunen skal blive enige om en revalidering, som:
- du kan gennemføre,
- du er motiveret for,
- ikke er længere end nødvendigt og
- medfører, at du senere kan komme i varig beskæftigelse.
Normalt kan du højst få revalidering i fem år.
Hvis du har meget store begrænsninger i din arbejdsevne - svære funktionsnedsættelser - kan du muligvis få en længere revalidering. Det er en forudsætning, at dine evner og interesser i udpræget grad taler for en længerevarende uddannelse. Kommunen skal vurdere, at det er eneste realistiske mulighed for, at du kommer ud på arbejdsmarkedet.
Kommunen kan forlænge din revalideringsperiode, hvis du eller dine børn bliver syge, hvis du mangler pasning, eller på grund af andre sociale forhold, der forsinker dig.
Referencer