Hvad er en § 56 aftale?
Hvis du lider af en langvarig eller kronisk sygdom, der betyder, at du kan få en del sygefravær på dit arbejde, har du mulighed for at søge om en såkaldt § 56 aftale. Aftalen nedsætter din arbejdsgivers udgifter i forbindelse med dit sygefravær, da din arbejdsgiver kan få sygedagpengerefusion fra din første fraværsdag.
Du har også mulighed for at få en aftale, hvis du skal indlægges, gå til ambulant behandling eller have nødvendig genoptræning.
Aftalerne er beskrevet i sygedagpengelovens § 56.
Hvem har mulighed for at få en § 56 aftale?
Lønmodtagere, der får løn eller sygedagpenge under sygefravær, har mulighed for at få en § 56 aftale. Det gælder uanset, om du er privat eller offentligt ansat.
Muligheden gælder også, hvis du er førtidspensionist og har et mindre job, eller du er revalidend i oplæring eller optræning i en virksomhed.
Hvis du er ansat i fleksjob, skal du ikke have en § 56 aftale, da din arbejdsgiver allerede er berettiget til at få sygedagpengerefusion fra første sygedag.
Hvad er kravene til langvarig eller kronisk sygdom?
Ordningen kræver, at din sygdom medfører et sygefravær på mindst 10 dage om året. Dage med delvist fravær tæller også med i opgørelsen, hvis der er tale om et fravær på mindst 4 timer ugentligt.
Ordningen kan kun bruges i relation til din lidelse/sygdom. Det vil sige, at "almindeligt" sygefravær ikke kan dækkes af denne ordning.
En § 56-aftale kan ikke indgås eller bruges til kompensation for en varigt nedsat arbejdsevne. Det vil sige, at der ikke må være tale om en systematisk nedsættelse af den ugentlige arbejdstid.
Hvad er kravene til indlæggelse, ambulant behandling eller genoptræning?
Indlæggelse, ambulant behandling eller genoptræning skal medføre, at du får mindst 10 fraværsdage inden for 1 år. Der er to muligheder for at få en § 56 aftale i sådanne situationer:
- Hvis det på ansættelsestidspunktet er planlagt, at du skal indlægges eller i ambulant behandling, eller
- Hvis din arbejdsgiver inden for de seneste 12 måneder har udbetalt sygedagpenge eller løn i mindst 21 kalenderdage for den sygdom, som nu kræver, at du skal indlægges eller i behandling.
Indlæggelse eller behandling på andre typer af behandlingsinstitutioner end sygehuse er også omfattet, ligesom efterbehandling, kontrolundersøgelser og rekreation er det. Hvis der er tale om en rekreationsperiode, skal læge eller sygehus normalt særskilt attestere, at den er nødvendig.
Efterbehandling/genoptræning kan eksempelvis foregå hos fysioterapeut.
Hvordan får din arbejdsgiver mindre udgifter?
Normalt kan din arbejdsgiver få refusion fra kommunen, der svarer til satsen for sygedagpenge, når du har været syg i 30 kalenderdage. Når der er lavet en § 56 aftale, kan din arbejdsgiver få refusion allerede fra din første sygedag, når du har fravær på grund af den sygdom, der er omfattet af § 56 aftalen.
Hvis § 56 aftalen er lavet, fordi du skal indlægges, gå til behandling eller have nødvendig genoptræning, får din arbejdsgiver tilsvarende refusion, når du er væk fra dit arbejde.
Hvem skal lave og godkende en § 56 aftale?
Det er kommunen, der i den sidste ende skal godkende en § 56 aftale. Aftalen indgås mellem dig og din arbejdsgiver. I skal udfylde en blanket, der hedder dp 211. I kan få blanketten i din kommune eller finde den elektronisk på borger.dk.
Hvis du synes, det er for svært at tale med din arbejdsgiver om din situation, kan du bede om hjælp i din kommune.
Kommunen indhenter normalt - med din accept - oplysninger om din sygdom og risiko for fravær hos din læge, før de tager endelig stilling til en § 56 aftale.
Hvor længe gælder en § 56 aftale?
Aftalen gælder i op til to år ad gangen og er knyttet til det bestemte arbejdsforhold og den bestemte sygdom. Aftalen kan fornys, hvis betingelserne fortsat er opfyldt.
Referencer