Hvad er plejeorlov?
Der er to typer af plejeorlov, som du kan søge i den kommune, hvor den plejekrævende bor:
- Pasningsorlov efter servicelovens § 118; når din nærtstående har et handicap eller en alvorlig sygdom og har brug for at blive passet i en periode på normalt op til seks måneder. Vedkommende skal have en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende eller langvarig lidelse. Du bliver ansat af kommunen med løn.
- Plejeorlov efter ældreloven § 23; når din nærtstående er døende og ønsker at dø i eget hjem. Den du passer skal - efter en lægelig vurdering - have kort tid tilbage at leve i. Du modtager plejevederlag fra kommunen.
For begge typer af orlov gælder, at du kan søge enten som ægtefælle, samlever, voksent barn, forælder eller nær ven. Kommunen skal vurdere, at du kan magte opgaven.
Hvordan fungerer pasningsorlov ved handicap eller alvorlig sygdom?
I skal være enige om at etablere pasningsforholdet. Alternativet til pasning i hjemmet skal være et døgnophold uden for hjemmet, eller plejebehovet skal svare til et fuldtidsarbejde. Du kan passe din slægtning eller nære ven:
- i vedkommendes eget hjem, for eksempel indtil det er besluttet, hvad der skal ske på længere sigt
- i en periode, hvor vedkommende også har flere kortvarige indlæggelser på hospital
- når vedkommende skal behandles på et sygehus i udlandet
- under kortvarige genoptrænings- eller rekreationsophold
Det er et krav, at du har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette krav anses for opfyldt, hvis du enten er:
- lønmodtager
- selvstændig erhvervsdrivende
- modtager af arbejdsløshedsdagpenge
- kontanthjælpsmodtager
Hvis du er lønmodtager og dermed har en arbejdsgiver, har du ret til at få orlov. Du bliver ansat af den kommune, hvor din nærtstående bor. I kan være flere om at dele ansættelsen, hvis I alle opfylder betingelserne.
Lønnen udgør 27.033 kr. pr. måned (2025-takst) og er skattepligtig.
Du kan blive ansat op til seks måneder, og perioden kan deles op i mindre perioder, hvis din arbejdsgiver kan acceptere det. Perioden kan ved særlige forhold forlænges med yderligere tre måneder.
Hvordan fungerer plejeorlov til pasning af døende?
Hvis din nærtstående er døende, en læge har vurderet, at vedkommende kun har meget kort tid tilbage at leve i, og tilstanden ikke kræver indlæggelse, kan du passe din nærtstående:
- i vedkommendes eget hjem, eller
- i dit eget hjem.
Den døende skal være indforstået med plejeforholdet.
Der er ikke noget krav om, at du har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Du kan således enten være lønmodtager eller for eksempel pensionist eller studerende. Hvis du er lønmodtager og dermed har en arbejdsgiver, har du ret til orlov.
Du skal søge om plejevederlag i den kommune, hvor du skal pleje den syge. Nogle lønmodtagere er ansat med fuld løn under sådan en plejeorlov. I det tilfælde kan din arbejdsgiver få refusion for det plejevederlag, du ellers ville få. Hvis du modtager en offentlig ydelse, stopper udbetalingen i den periode, hvor du modtager plejevederlag.
Plejevederlaget udgør 1,5 gange det beløb, du kunne have fået i sygedagpenge, hvis du selv var sygemeldt, og er berettiget til sygedagpenge. Hvis du ikke er berettiget til sygedagpenge, får du i stedet for et basisbeløb på 18.268 kr. pr. måned, der er skattepligtig (2025-takst).
Opstår der behov for midlertidig indlæggelse på sygehus eller aflastningsophold af kortere varighed af den nærtstående, medfører det ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.
Ordningen ophører ved plejeforholdets afslutning eller indtil 14 dage efter den plejekrævendes død.
Hvor kan du få mere at vide?
Du kan kontakte din kommune for at høre mere om pasnings- eller plejeorlov.
Læs mere her