Kommunen har pligt til at skaffe midlertidigt husly til familier eller enlige, der har mistet deres bolig.
Ved kommunens vurdering af behov for husly, skal kommunen tage højde for din tilknytning til kommunen, herunder arbejdsmarkedstilknytning og om der er børn i institutioner i kommunen.
Hvem er i målgruppen for midlertidigt husly?
Målgruppen for hjælp til husly er enlige eller familier, der har mistet deres bolig og derfor står uden tag over hovedet. Der skal være tale om et akut opstået problem, som ikke har været til at forudse.
Det kan fx være, hvis du er blevet sat ud af din bolig pga. manglende betaling af husleje eller din bolig er beskadiget som følge af brand, vandskade eller lignende.
Det betyder, at fx unge der flytter hjemmefra eller studerende, der ikke kan finde bolig i nærheden af deres uddannelsessted, ikke er i målgruppen. Borgere der er tilmeldt en c/o adresse er heller ikke umiddelbart omfattet af målgruppen for hjælp til husly.
Forælder Fonden rådgiver enlige forældre ift. en række udfordringer, herunder eksempelvis boligmangel.
Hvad kan midlertidigt husly være?
Midlertidigt husly kan være
- en egentlig lejebolig med kontrakt
- midlertidig indkvartering på et hotel, pensionat, vandrehjem eller lignende
- et botilbud efter serviceloven § 110 - kun for enlige og som kortvarig løsning
Kommunens forpligtigelse til at skaffe husly indebærer tilbud om den efter omstændighederne bedst egnede midlertidig indkvartering. Det betyder, at kommunen ikke nødvendigvis anviser en lejlighed men derimod en midlertidig indkvartering på et vandrerhjem eller lignende.
Ophold på botilbud som forsorgshjem eller herberg tilbydes kun enlige med særlige problemer, hvor der er behov for støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Hvad koster midlertidigt husly?
Du skal betale for midlertidigt husly. Kommunen skal ved vurderingen af betalingens størrelse tage hensyn til det almindelige lejeniveau i lokalområdet og kvaliteten og størrelsen af det husly, du har fået anvist.
Hvad er den kommunale anvisningsret?
Kommunerne har anvisningsret til indtil en fjerdedel af lejemålene i almennyttige boliger. Kommunerne kan også have erhvervet anvisningsret til private udlejningsejendomme. Tildeling af disse lejemål kan bl.a. foregå i situationer med et akut boligbehov. Du skal kontakte din kommune om hvilke muligheder, de kan tilbyde.
Referencer