LGBT er en forkortelse for Lesbian (lesbisk), Gay (bøsse), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transkønnet)
Der er tale om en paraplybetegnelse for mennesker, der ikke identificerer sig som heteroseksuelle og/eller som det køn, de fik konstateret ved fødslen
Betegnelsen dækker over en mangfoldig gruppe af mennesker, som alene har det til fælles, at deres seksuelle og/eller kønslige identitet adskiller sig fra flertallets
Der findes utallige måder at opfatte sig selv som et seksuelt og kønsligt væsen på, og det er vigtigt at være åben over for sin behandler, så man undgår, at vedkommende gætter eller antager noget, der er forkert
Hvad er LGBT?
LGBT er en forkortelse for Lesbian (lesbisk), Gay (bøsse), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transkønnet). Der er tale om en paraplybetegnelse for mennesker, der ikke identificerer sig som heteroseksuelle og/eller som det køn, de fik konstateret ved fødslen. Betegnelsen dækker over en bred og mangfoldig gruppe af mennesker, som alene har det til fælles, at deres seksuelle og/eller kønslige identitet adskiller sig fra flertallets.
Undertiden møder man den udvidede forkortelse LGBTQIA:
Q’et står for queer, som dækker over personer, der forholder sig kritisk til traditionelle normer for køn og seksualitet. Q’et kan også stå for questioning og dermed omfatte personer, som er seksuelt og/eller kønsligt åbne, eksperimenterende eller uafklarede
I’et står for interkønnet, som dækker over personer, der er født med atypiske biologiske kønstræk, fx kønskromosomer, kønshormoner og/eller kønsorganer
A’et står for aseksuel, som dækker over personer, der ikke føler seksuel tiltrækning til andre mennesker (uden at opfatte det som et problem). Aseksualitet er væsensforskelligt fra problematisk nedsat eller manglende lyst
Undertiden taler man om LGBT+. Det lille + markerer, at man kan være et seksuelt og kønnet væsen på et utal af forskellige måder, og at nye seksuelle og kønslige udtryk og identiteter løbende kommer til.
En stadig større paraply LGBT er kort sagt en paraplybetegnelse, som inkluderer mange forskellige seksuelle orienteringer og kønsidentiteter. Der findes fx talrige seksuelle orienteringer ud over de tre hyppigste og mest velkendte: Heteroseksualitet, homoseksualitet og biseksualitet. Et par eksempler:
Panseksuel: Personer, der kan tiltrækkes seksuelt af personer uanset deres kønsudtryk, og som typisk har en ikke-binær kønsforståelse, hvorved de adskiller sig fra biseksuelle, som er seksuelt tiltrukket af mænd og kvinder
Demiseksuel: Personer, der sjældent eller aldrig oplever seksuel tiltrækning, før de har dannet et stærkt følelsesmæssigt bånd til en anden person
På samme måde findes der mange mulige kønsidentiteter foruden de overordnede betegnelser ciskønnet (hvor ens kønsidentitet svarer til det køn, man fik konstateret ved fødslen) og transkønnet (hvor ens kønsidentitet adskiller sig fra det køn, man fik konstateret ved fødslen). Et eksempel er:
Nonbinær (eller gender queer): Personer, som placerer sig imellem eller ved siden af de traditionelle mande- og kvindekategorier. Der er tale om et spektrum af mere eller mindre flydende kønsidentiteter, og hvor nogle nonbinære identificerer sig som kønsneutrale, vil andre svinge mellem en mandlig og en kvindelig identitet
Seksualiteter og køn
Det kan give anledning til forvirring, at LGBT-betegnelsen både rummer seksuelle orienteringer og kønsidentiteter. Disse to aspekter af et menneskes personlighed er nemlig forskellige, og forholdet mellem dem varierer fra person til person.
Seksuel orientering
Seksuel orientering beskriver en persons erotiske og/eller romantiske tiltrækning og lyster. De dominerende seksuelle orienteringer er heteroseksualitet, homoseksualitet og biseksualitet, men der kan også være andre. Desuden kan en persons seksuelle orientering være flydende eller skifte fra én livsfase til en anden.
Seksuel orientering kan komme til udtryk som
Tiltrækning (det, man føler og fantaserer om)
Adfærd (det, man gør)
Identitet (den, man er)
Der er ikke nødvendigvis fuldt overlap mellem disse tre dimensioner, og man kan sagtens føle eller gøre noget, uden at der følger en identitet med.
Køn har mange dimensioner
Kønnet er en grundlæggende biologisk størrelse, men det har også psykologiske, sociale og kulturelle aspekter:
Biologiske kønstræk: Kønskromosomer, ydre og indre kønsorganer, kønskirtler, kønshormoner samt kønskarakteristika som fedtfordeling, bryster, stemmedybde og kropsbehåring
Kønsidentitet: Den personlige oplevelse af ens eget køn
Kønsudtryk: Måden, man udtrykker sit køn på, fx gennem beklædning, smykker, kosmetik, adfærd eller interesser
Kønsroller: De samfundsskabte normer om og forventninger til forskellige køn
Kønsidentitet
Kønsidentitet refererer til, hvordan man identificerer sig som køn – som mand, kvinde, nonbinær eller noget helt fjerde. Også kønsidentiteten kan være flydende eller ændre sig livet igennem. Kønsidentitet og seksuel orientering er forskellige aspekter af personligheden, og et menneskes seksuelle orientering ikke kan udledes af vedkommendes kønsidentitet – eller omvendt. For eksempel kan transpersoner have alle typer seksuelle orienteringer. Og homoseksuelle kan være både ciskønnede, transkønnede og nonbinære.
Spektret
De mange forskellige betegnelser vidner om, at der er utallige måder at orientere/identificere sig på, både kønsligt og seksuelt. Seksuel orientering og kønsidentitet indgår som elementer i vores opfattelse af os selv som mennesker, og mangfoldigheden er enorm. Desuden kan et menneskes køn og seksualitet være foranderlige. Det er langt fra alle, som føler sig hjemme i de samme kasser livet igennem.
Spektret ved seksuel orientering og kønsidentitet
I den store befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS så man, at ca. otte ud af ti af voksne danskere ikke identificerede sig som heteroseksuelle – og blandt 15-24-årige var andelen af ikke-heteroseksuelle 16% blandt kvinder og 9% blandt mænd. En del af undersøgelsens ikke-heteroseksuelle deltagere angav at være uafklarede om deres seksualitet.
Projekt SEXUS viste desuden, at ca. en procent af 15-34-årige danskere identificerer sig som ikke-ciskønnede, dvs. som transpersoner eller nonbinære. Desuden rapporterede hver femte dansker, at de havde svært ved at leve op til omgivelsernes forestillinger om en ”rigtig” dreng eller en ”rigtig” pige, da de var børn eller unge.
Hvad vil du helst kaldes? At blive mødt med de rigtige betegnelser og personlige stedord er vigtigt. Vi ønsker alle at blive anerkendt og respekteret som dem, vi er. Som transkvinde kan det være vigtigt at blive tiltalt som ”hun”, mens man som homoseksuel mand kan foretrække ”homo” eller ”queer” frem for ”bøsse”.
Nogle foretrækker at blive tiltalt i et kønsneutralt sprog ved brug af personlige stedord som ”hen” eller ”de”. Andre stedord kan opleves som et udtryk for manglende interesse eller respekt. Det er derfor vigtigt at fortælle sin behandler, hvilken sprogbrug man har det bedst med. Dermed undgår man, at behandleren gætter eller antager noget, som er forkert.
Sundhed for LGBT-personer Et stort antal videnskabelige undersøgelser – både danske og internationale – har i de senere år peget på markante trivsels- og sundhedsudfordringer blandt LGBT-personer i sammenligning med heteroseksuelle og ciskønnede. Forskellene ses både inden for fysisk, psykisk, social og seksuel trivsel. Grundene til denne ulighed i sundhed er ukendte, og den kan givetvis skyldes både livsstilsfaktorer og ydre belastninger.
En ofte fremsat forklaringsmodel, når det gælder mental mistrivsel blandt LGBT-personer, er såkaldt ”minoritetsstress”. Begrebet er ikke veldefineret, men det dækker over den kroniske stresstilstand, man som minoritetsperson kan udvikle, hvis man til stadighed føler sig usynliggjort eller klemt af majoritetens normer, forventninger og negative attituder.
En del LGBT-personer fortæller, at mødet med sundhedssystemet kan føles utrygt, akavet eller direkte ubehageligt. Det er derfor vigtigt at understøtte den gode dialog, hvilket kræver åbenhed fra både patientens og behandlerens side.
Ordforklaringer og uddybning Der findes mange kilder, som beskriver LGBT-paraplyen i dybden. Interesseorganisationen LGBT+ Danmark har udarbejdet en ordbog med betegnelser og uddybninger.
Ordliste
Bifobi: Negative holdninger til og/eller frygt for biseksuelle
Binær: Person, der opfatter sig som en mand eller en kvinde
Biseksuel: Person, der er romantisk og/eller seksuelt tiltrukket af både mænd og kvinder
Ciskønnet: Person, hvis oplevede køn stemmer overens med det køn, vedkommende fik konstateret ved fødslen
Cisnormativitet: Antagelsen om at det rigtigste og mest normale er at være ciskønnet
Heteronormativitet: Antagelsen om at det rigtigste og mest normale er at være heteroseksuel
Heteroseksuel: Person, der er romantisk og/eller seksuelt tiltrukket af personer af det andet køn
Homofobi: Negative holdninger til og/eller frygt for homoseksuelle
Homoseksuel: Person, der er romantisk og/eller seksuelt tiltrukket af personer af det samme køn som sig selv
Identitet: En persons grundlæggende opfattelse af sig selv, fx i forhold til køn og seksuel orientering
Interkøn/intersex: Person, der er født med atypiske biologiske kønskarakteristika, fx i forhold til kønskromosomer, kønskirtler og -hormoner og/eller ydre og indre kønskarakteristika
KSK: Kvinder, der har sex med kvinder (uden nødvendigvis at identificere sig som homo- eller biseksuelle)
LGBT+: Forkortelse for Lesbian (lesbisk), Gay (bøsse), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transperson). Det afsluttende + signalerer, at der er tale om et bredt spektrum af ikke-heteroseksuelle, ikke-ciskønnede identiteter
MSM: Mænd, der har sex med mænd (uden nødvendigvis at identificere sig som homo- eller biseksuelle)
Nonbinær: Person, der hverken opfatter sig som en mand eller en kvinde – eller opfatter sig som begge dele
Panseksuel: Person, der er romantisk og/eller seksuelt tiltrukket af personer uanset deres køn
Queer: Samlebetegnelse for holdninger, adfærdsformer og/eller identiteter, som står i opposition til cis- og heteronormativitet og forholder sig kritisk til dominerende forestillinger om køn og seksualitet
Transfobi: Negative holdninger til og/eller frygt for transpersoner
Transition: Processen, hvor en transperson begynder at leve og udtrykke sig i pagt med sin kønsidentitet
Transkvinde/transfeminin: Transperson, som ved fødslen fik konstateret hankøn, men opfatter sig som kvinde (tidligere omtalt som MtF/mand-til-kvinde)
Transmand/transmaskulin: Transperson, som ved fødslen fik konstateret hunkøn, men opfatter sig som mand (tidligere omtalt som FtM/kvinde til mand)
Transperson/transkønnet: Person, hvis oplevede køn er anderledes end det køn, vedkommende fik konstateret ved fødslen
Kilder
Fagmedarbejdere
Christian Graugaard
professor, ph.d., Sexologisk Forskningscenter, Klinisk Institut, Aalborg Universitet