Binyrebarkhormonsalver og -cremer

Tove Agner

speciallæge

Fakta

  • Binyrebarkhormoncremer og -salver er effektive produkter, som dæmper betændelsestilstande i huden
  • De virker inden for timer/dage mod mange hudsygdomme, herunder eksem
  • Binyrebarkhormoncremer og -salver findes i 4 styrker, fra gruppe 1, som købes i håndkøb og mest anvendes til børn, og til gruppe 4, som er særdeles stærk
  • Til behandling af ansigtet bruges typisk gruppe 1 eller 2 
  • Binyrebarkhormoncremer og -salver er meget anvendte og effektive præparater, og er første valg til behandling af en række hudsygdomme
  • Behandling i længere tid bør altid følges op med kontrol ved lægen

Hvad er binyrebarkhormon?

Binyrebarkhormon, kaldes også kortikosteroid, steroid eller kortison. Det er et hormon, som produceres i kroppen (i binyrerne), og det fremstilles også som lægemidler, fordi det kan dæmpe betændelse i kroppen.

Binyrebarkhormon som lægemiddel findes både som cremer, salver, opløsninger, tabletter og til indsprøjtning.  Binyrebarkhormoncremer og -salver dæmper effektivt eksem og psoriasis, og er førstevalgsbehandling til disse sygdomme, men hjælper også ved en række andre hudsygdomme.

Binyrebarkhormoncremer og -salver inddeles i 4 grupper, hvor gruppe 1 er svagest, og gruppe 4 er stærkest virkende. Ved meget tør hud foretrækkes salve frem for creme. Hvilken gruppe binyrebarkhormoncreme eller -salve, du skal bruge, afhænger blandt andet af alder (barn eller voksen), og hvor på kroppen udslættet sidder:

  • I ansigtet og til børn bruges i første række de mildeste binyrebarkhormoncremer, det vil sige gruppe 1 og 2
  • På kroppen hos voksne bruges ofte gruppe 3 binyrebarkhormoncremer eller -salver
  • Gruppe 4 binyrebarkhormoncreme anvendes mindre hyppigt, og mest efter ordination af hudlæge

Der er en klar sammenhæng mellem produkternes styrke, effektivitet og bivirkninger. Generelt er binyrebarkhormoncremer og -salver effektive og prisbillige produkter med få bivirkninger, men mange patienter er dog bekymrede for bivirkninger.

Hvis binyrebarkhormoncremer bruges over lang tid, kan huden bliver tynd og sårbar. Bivirkningerne på huden forsvinder i de fleste tilfælde hurtigt, når du afslutter behandlingen. Bivirkninger på andet end huden (indre organer) er sjældne og ses kun, hvis binyrebarkhormoner anvendes til store hudområder og i lang tid.

Længerevarende brug af binyrebarkhormoncremer bør følges op ved regelmæssige lægebesøg.

Hvordan bruges kortisonsalver og -cremer?

Binyrebarkhormoncremer eller -salver kan du bruge som en kort kur over nogle uger, hvor du smører det ramte område en gang dagligt. Eventuelt kan du gentage denne korte kur med jævne mellemrum.

Undertiden er der behov for en vedligeholdelsesbehandling gennem nogle måneder med behandling to gange om ugen.

Behandlingens hyppighed og varighed er individuel, og videre behandling bør aftales med lægen.

Se film om hvordan binyrebarkhormoncreme bruges

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Tove Agner

overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen