Fakta
- Bisfosfonater bruges til at behandle knogleskørhed (osteoporose)
- Bisfosfonaterne modvirker den normale nedbrydning af knoglevævet
- De hyppigste bivirkninger af bisfosfonater er ledsmerter, muskelsmerter, kvalme, mavesmerter og løs mave
Bisfosfonater tilhører en gruppe af medikamenter, som bruges til at forebygge og behandle knogleskørhed (osteoporose). Fire forskellige typer af bisfosfonater er godkendt til at behandle knogleskørhed i Danmark. Det er alendronat, ibandronsyre, risedronat og zoledronsyre.
I knoglevævet foregår en konstant nedbrydning og opbygning af væv. Celletypen osteoklaster nedbryder knoglevævet, mens celletypen osteoblaster opbygger knoglevævet. Denne proces kaldes remodellering.
Hos børn er opbygningen og nydannelsen større end nedbrydningen, og resultatet bliver øget knoglemasse. Ved 20-30-årsalderen er knoglemassen højest, for derefter at holde sig stabil i 10-20 år. Fra 40-årsalderen aftager den med 0,5-1 % årligt.
Bisfosfonaterne binder sig til overfladen på knoglevævet og hæmmer aktiviteten af osteoklasterne og modvirker dermed den normale nedbrydning af knoglevævet. Osteoblasternes opbyggende funktion kan fortsætte.
Bisfosfonater er oftest det første valg i behandling af knogleskørhed hos både kvinder og mænd.
Bisfosfonater øger knogletætheden og forebygger knoglebrud i rygsøjlen og knoglebrud i lårbenshalsen.
Desuden reduceres tab af knogle, som skyldes langvarig behandling med kortikosteroider (binyrebarkhormon).
Bisfosfonater bruges til at forebygge og behandle:
Bisfosfonater bliver også brugt ved kræftspredning til knoglerne til at dæmpe smerter, samt som forebyggende behandling af nogle kræftformer. I denne sammenhæng anvendes ofte intravenøs (via blodåre) behandling.
Optagelsen af bisfosfonater fra tarmen er meget lav, kun 1-3 % optages i kroppen.
Hvis præparaterne indtages sammen med mad eller kalciumholdige drikke, kan optagelsen blive tilnærmelsesvis nul. Det er derfor meget vigtigt, at denne medicin indtages korrekt.
Medicinen skal indtages med rigeligt vand om morgenen, mindst en halv time før måltidet. Man skal sidde ned eller stå op, når medicinen synkes. Det er for at sikre, at medicinen kommer hurtigt og helt ned i mavesækken. Man bør ikke efter indtagelse lægge sig ned og sove videre.
Personer, som behandles med bisfosfonater, bør også tage kalcium (kalk) og D-vitamin. Men kalcium forstyrrer optagelsen af bisfosfonater, og disse præparater bør derfor indtages på andre tider af døgnet.
Det mest almindelige er at tage bisfosfonater en gang hver uge, da ugetabletterne er lige så effektive som daglig dosering. Nogle bisfosfonater kan også gives direkte i blodet og ibandronsyre gives med 3 måneders interval og zoledronsyre med 1 års interval.
De hyppigste bivirkninger er kvalme, mavesmerter og løs mave. Der er risiko for, at få inflammation eller sår i slimhinden i spiserøret, særligt hvis tabletterne ikke er taget korrekt - det vil sige i oprejst stilling og med rigelig vand. Andre almindelige bivirkninger er udslæt, sure opstød eller halsbrand, led- og muskelsmerter og hovedpine.
Sammenfald af knoglestrukturen i kæbeknoglen (osteonekrose), er en alvorlig bivirkning, som ved anvendelse af bisfosfonater i lav-dosis for knogleskørhed ses sjældent. Problemet ses i forbindelse med anvendelse af høj dosis bisfosfonat IV som anvendes ved kræftspredning til knoglerne, hvor bivirkningen er rapporteret hos 1-8% af patienter.
Dårlig tandstatus øger risikoen for denne bivirkning, og den kan til en vis grad forebygges ved omhyggelig tandpleje og tandbehandling. Hvis bisfosfonat skal gives som højdosis behandling eller som forebyggende kræftbehandling, anbefales at man får foretaget en kontrol af tænderne inden behandlingen begyndes. Hvis bisfosfonat skal gives som led i behandling af osteoporose, og man ikke regelmæssig har været til tandlæge, anbefales besøg hos tandlægen i forbindelse med start på behandlingen.
For bisfosfonater er sikkerhed og virkning dokumenteret i mere end ti år i videnskabelige studier. Der er ikke rapporteret væsentlige bivirkninger på længere sigt ud over det, som er beskrevet ovenfor.
En undersøgelse har vist, at kun halvdelen af kvinderne i et studie tog medikamentet efter 3 måneder og kun 1 af 5 brugte medikamentet efter 1 år. Ved så kort tids behandling opnår man ikke de ønskede effekter på skelettet.
Man kender ikke den optimale varighed af behandling med bisfosfonater. Grunden til fortsat behandling bør derfor nøje genovervejes efter fem års behandling, og skal i mange tilfælde næppe være livslang.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af