Adgang til donation af organer
Hvis du er over 15 år, kan du give samtykke til, at organer eller andet biologisk materiale fjernes og bruges til behandling af sygdom eller skade hos en anden. Transplantation kan kun foretages, når der ikke er nærliggende fare for liv og helbred for den, der giver organet væk.
Før samtykke kan gives, skal lægen oplyse dig om arten af indgrebet og om de følger, det kan få. Lægen har pligt til at forvisse sig om, at du har forstået indholdet og betydningen af informationen.
For personer under 15 år skal der gives samtykke af den, der har forældremyndigheden.
Organer fra afdøde personer
Fra afdøde personer, som har givet skriftligt eller mundtligt samtykke til det, kan organer og andet biologisk materiale benyttes til behandling af sygdom eller skade hos en anden.
Hvis der ikke er tilkendegivelse fra afdøde, må indgrebet kun foretages, hvis de pårørende giver tilladelse.
Har afdøde ingen pårørende, må indgrebet ikke foretages.
Samtykke for børn
For at give samtykke skal du være fyldt 15 år.
Der kan ikke gives samtykke til, at der fra en levende person under 18 år, udtages ikke gendanneligt væv.
Ved afdøde 15-17-årige skal forældremyndighedsindehaver ligeledes give samtykke.
Dødsfald, organdonation og obduktion
Personer, som dør på sygehus, skal håndteres med respekt og værdighed. Sygehuset kan obducere en død person, medmindre personen selv eller pårørende har modsat sig dette. En obduktion udelukker ikke, at der kan foregå donation af organer, men det vil altid være efter en konkret vurdering, og det er kun relevant, hvis fjernelse af det konkrete organ ikke forhindrer obduktionens formål: at afklare dødsårsagen.
Vil du vide mere?
Kilder