Om obduktion
Formål med obduktion
Når nogen dør på hospital eller i visse tilfælde i hjemmet efter sygdom, kan det være nødvendigt at foretage en hospitalsobduktion, en såkaldt lægevidenskabelig obduktion.
En obduktion er en undersøgelse, der har til formål at finde dødsårsagen og klarlægge sygdomsforløbet. Obduktion kan have lægevidenskabelig værdi, og denne viden kan komme andre patienter til gode.
Information til pårørende og samtykke
Lægen skal informere de pårørende om, at der er ønske om at foretage obduktion.
Information skal indeholde oplysning om, at:
- Udtaget obduktionsmateriale kan blive brugt til undervisning, forskning eller andet biologisk formål
- De pårørende har ret til at modsætte sig obduktion
- De pårørende har også ret til at modsætte sig, at organer bruges til undervisning og forskning, selvom der er givet tilladelse til obduktion
Stiltiende samtykke
Hospitalsobduktion kan foretages uden at indhente direkte samtykke, hvis pårørende ikke ønsker at tage stilling. Obduktionen kan dog ikke foretages før, at afdødes nærmeste er blevet underrettet om dødsfaldet, og om at det påtænkes at udføre obduktion. Der skal være gået seks timer efter, at pårørende er underrettet herom. Dette kaldes et stiltiende samtykke.
Afdødes tilkendegivelse vedrørende obduktion
Hvis den afdøde på forhånd, skriftligt eller mundtligt, har gjort det klart, at han eller hun ikke ønsker obduktion, skal dette respekteres.
Retslægelig obduktion
En retslægelig obduktion foretages på nogle af de dødsfald, der kommer til politiets kendskab (eksempelvis drab, mistanke om drab, uklarhed om omstændighederne ved selvmord eller ulykke, eller pludselig uventet død uden sygdom der kan forklare dødsfaldet). En sådan obduktion har også til formål at klarlægge dødsårsagen, og at bidrage til at forstå hændelsesforløbet op til dødsfaldet. Ved de retslægelige obduktioner er det politiet, der indhenter samtykke fra de pårørende, og i visse tilfælde kan obduktion gennemføres selvom de pårørende, eller afdøde, ikke har ønsket det.
Vil du vide mere?