Antirygemidler

Peter Lange

Speciallæge

Fakta

  • Der findes to typer medicinske produkter, som kan hjælpe, når man ønsker at stoppe med at ryge:
    • receptpligtige tabletter med cytisin, som både mindsker fornøjelsen ved at ryge og nedsætter abstinenser ved rygestop
    • forskellige nikotinerstatningsmidler, som mindsker rygetrangen og øger sandsynligheden for rygestop med cirka 60 %
  • I dag anbefales cytisin som førstevalg, da det ser ud til at være mere effektivt end nikotinerstatningsmidler
  • Nikotinprodukterne tager man i mindst 3 måneder og om nødvendigt - op til 6 måneder
  • En del rygere bliver afhængige af nikotintyggegummi, men ikke af nikotinplaster
  • Fortsat brug af nikotintyggegummi er imidlertid langt at foretrække frem for rygning

Hvad er antirygemidler?

Der er formentlig ingen andre enkelte tiltag, som er vigtigere for at fremme helbredet end at holde op med at ryge. Derfor bliver der brugt mange ressourcer på at finde frem til hjælpemidler, som kan hjælpe den afhængige tobaksryger med at kvitte tobakken.

Lige nu er der nu i Danmark to medicinske hjælpemidler til at fremme rygestop: tabletter med cytisin og såkaldte nikotinerstatningsmidler.

Begge typer behandling bruges i en overgangsperiode. De virker ved enten at nedsætte fornøjelsen ved rygning (cytisin) eller ved at tilføre kroppen nikotin på en mindre afhængighedsskabende og farlig måde end rygning. Man ved, at nikotin er den vigtigste forklaring på den stærke fysiske afhængighed af tobak, som mange rygere oplever. Ved at tilføre nikotin i stadigt mindre mængder kan man gradvist nedtrappe nikotinniveauet, bryde nikotinafhængigheden og til sidst stoppe helt.

Det vigtigste ved rygestop er, at den rygende person er motiveret til at holde op. Det vil sige, at personen selv ønsker at holde op. Uden motivation nytter det ikke at benytte cytisin eller nikotinerstatningsmidler.

Cytisin

Cytisin er en ekstrakt af planten Guldregn. Det er et nyt stof i Danmark, men har været anvendt til rygeafvænning i Østeuropa i over 50 år.

Cytisin er tabletter, som tages som en kur på 25 dage. Din læge kan skrive en recept på tabletterne, som virker ved at svække den positive effekt af rygning, som rygere oplever, når de ryger. Cytisin nedsætter også de abstinenssymptomer, som nikotinafhængige rygere oplever efter rygestop.

Undersøgelser har vist, at cytisin er mere effektivt end nikotinprodukter til at fremme rygestop. Derfor anbefales cytisin som det første stof til rygere, som ønsker at holde op med at ryge.

Generelt er der ikke mange bivirkningerne ved tabletterne, men nogle brugere kan opleve kvalme.

Skoddet cigaret

Hvem har glæde af nikotinpræparaterne?

Nikotinerstatningsprodukter kan fås i håndkøb. De er de mest almindelige hjælpemidler at bruge, når en person vil holde op med at ryge.

Gravide kvinder anbefales dog at stoppe uden brug af nikotin. Hvis det ikke lader sig gøre, kan de dog også benytte nikotintyggegummi, tabletter eller inhalator.

Jo større ens daglige forbrug af tobak er, desto større grund er der til at benytte nikotinerstatning. Hvis man ryger dagens første cigaret indenfor en ½ time efter, at man er vågnet, og/eller hvis man ryger mere end 10-15 cigaretter om dagen, fordobles chancen for et succesfuldt rygestop, hvis man bruger et eller flere nikotinpræparater.

Generelt anbefaler man ikke nikotin til gravide. Men ved en undersøgelse blandt gravide, der ikke magtede at holde helt op, faldt antallet af cigaretter hos dem, der brugte nikotin. Det resulterede i, at børnene i gennemsnit vejede cirka 300 gram mere ved fødslen og dermed blev sundere og mere modstandsdygtige.

Hvis man er sikker på, at nikotinpræparater fører til lavere forbrug af cigaretter, er nikotinpræparaterne derfor også gavnlige i de tilfælde.

Der er lavet meget forskning, som viser at brug af nikotinpræparaterne øger sandsynligheden for, at et rygestop holder. Undersøgelser viser, at sandsynligheden for et rygestop er cirka 60 % større blandt dem, som anvender nikotinprodukter, sammenlignet med dem der får "snydemedicin", også kaldet placebo.

Hvordan bruges nikotinpræparaterne?

Der er flere typer nikotinpræparater i Danmark:

  • Plaster

  • Inhalator

  • Mundspray

  • Smeltetabletter

  • Sugetabletter

  • Tyggegummi

  • Næsespray

Når man bruger disse præparater, tilfører man kroppen nikotin, hvilket også kan føre til afhængighed af nikotin. Nikotintyggegummi har det største potentiale for misbrug. Over 10 % af brugerne bliver langtidsbrugere af tyggegummi, mens plasteret i praksis ikke indebærer nogen risiko for misbrug.

Man bør helt fra starten lægge en plan for nedtrapning. Nikotinerstatning påbegyndes i forbindelse med rygestop og fortsætter typisk i 2-3 måneder og indtil 6 måneder, hvis det er nødvendigt.

De som ryger mere end 20 cigaretter dagligt, eller har høj grad af afhængighed (ryger om natten eller tidligt om morgenen), bør starte med døgndækkende nikotinplaster og supplere med det stærkeste tyggegummi (4 mg) eller næsespray.

Ellers anbefales 2 mg. Tyggegummiet skal tygges forsigtigt, og man skal undlade at synke spyttet for hurtigt, da det kan føre til sure opstød og halsbrand.

Plastre findes i flere styrker - og til 16 eller 24 timers brug, men undersøgelser viser, at de ser ud til at være lige effektive. Hvis man bruger plaster, starter man med det stærkeste, hvis man ryger over 20 cigaretter dagligt, ellers benyttes en svagere type. Efter en måneds tid kan man trappe ned til en svagere styrke. De fleste kan nøjes med 16-timers plaster. Plaster kan kombineres med tyggegummi.

Nikotin-erstatningsmidler kan også kombineres med rygestopmedicin bupropion eller vareniclin.

Er der bivirkninger?

Nikotin fra nikotinerstatningsprodukterne har de samme bivirkninger som nikotin fra tobakken. Hvis man følger forskriften, vil man dog få tilført mindre nikotin, end da man røg.

Typiske bivirkninger af nikotin er kvalme, hjertebanken og sure opstød. Man kan også opleve irritation i huden, der hvor plasteret placeres. Nogle får også irritation i mundhulen eller næsen ved brug af tyggegummi eller næsespray.

Valg af nikotinprodukt kan baseres på, hvad rygeren foretrækker. Rygere med tendens til eksem bør ikke bruge plaster. Rygere med tandprotese kan få problemer med nikotintyggegummi. Kombinationen af plaster og inhalator er populær hos mange rygere.

Hvad er de hyppigste fejl?

Den hyppigste fejl i forbindelse med brug af nikotinerstatningsprodukter er, at du holder op med nikotinerstatningen for tidligt. Du har klaret dig i nogle uger og tror, at du er i smult vande. Men talrige undersøgelser viser, at 3 måneders behandling er nødvendig. Mange har brug for 6 måneder, før de kan klare sig uden nikotinprodukter.

Den anden hyppige fejl er underdosering. Det vil sige, at du tager for små doser, og derfor har du abstinenser.

Hvis du ryger 20 cigaretter dagligt eller flere, vil det ofte være en god ide at kombinere nikotinprodukterne – et stærkt plaster med det stærke nikotintyggegummi og eventuelt også et inhalationsprodukt. Du kan også bruge 2 plastre af gangen suppleret med et hurtigtvirkende præparat som inhalator, tyggegummi eller spray.

Find det, som passer bedst til dig, men tag tilstrækkelig tid til, at du er fri for abstinenser. Det vil gøre dig mere afslappet, og du kan bedre klare dit liv – både privatlivet og arbejdslivet.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Peter Lange

Professor, overlæge, Medicinsk afdeling Herlev-Gentofte Hospital

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen