Melatonin er et hormon, som dannes i koglekirtlen i hjernen
Melatonin regulerer døgnrytmen
Melatonin er ikke et sovemiddel
Melatonin signalerer til kroppen, at der ikke er dagslys. Det signalerer passivitet hos mennesket, men aktivitet hos natdyr, fx gnavere
Hvad er melatonin?
Melatonin er et hormon, der regulerer døgnrytme. Det fortæller kroppens organer, at det er mørkt. Det fremkalder øget aktivitet hos natdyr og nedsat aktivitet hos dagdyr.
Hvornår udskilles melatonin?
Kvinde med søvnproblemer
Melatonin udskilles af den lille koglekirtel i hjernen, når dagslyset forsvinder. Det er kroppens indre ur, der styrer udskillelsen. Udsættes man for lys efter mørkets frembrud, kan man forsinke udskillelsen af melatonin. Især lys med blåt spektrum, fx LED-lys, lys fra skærme, kan påvirke udskillelsen af melatonin.
Børn udskiller store mængder melatonin, og udskillelsen falder gradvist livet igennem.
Melatonin som lægemiddel
Melatonin kan anvendes i forbindelse med flyrejser på tværs af kloden over flere tidszoner. Man kan da blive generet af "jetlag". Det betyder, at den døgnrytme man har med sig hjemmefra, ikke passer med den tidszone, der er på den nye destination. Det kan tage 8-10 døgn at skifte sin døgnrytme.
Man kan forkorte denne tilpasningsperiode ved at tage melatonin på strategiske tidspunkter. Man kan også tilpasse perioden på en række andre måder, fx ved at begrænse søvn og have længere vågenhedsperioder. Hvorledes man tilpasser perioden afhænger af, hvor lang rejsen er, hvornår på døgnet man rejser, og om man rejser mod vest eller øst.
Melatonin kan også forsøges anvendt ved døgnrytmeforstyrrelser, hvis man arbejder på skiftehold.
Da den naturlige udskillelse af melatonin falder livet igennem, kan melatonin anvendes til personer over 55 år, som generes af natlige opvågninger.
Melatonin som sovemiddel
Melatonin er ikke et sovemiddel, men et døgnrytmeregulerende stof. Melatonin anvendes som søvnstabiliserende middel ved udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme, men der er meget ringe dokumentation for evidensen.
Bivirkninger
Der er ikke bivirkninger ved at anvende melatonin i 2-3 mg dosering.