Personen, som lider af søvnapnø, mærker sjældent andet end at være træt og uoplagt i dagtimerne.
Obstruktiv søvnapnø betyder, at den øvre del af luftvejen bliver spærret (obstrueret) i 10 sekunder eller længere under søvn, i nogle tilfælde længere end et minut. Man skelner mellem apnø og hypopnø. Man skelner også mellem obstruktive, blandede og centrale apnøer.
Ved sygdommen obstruktiv søvnapnø har de fleste både obstruktive apnøer og obstruktive hypopnøer, men fordelingen varierer.
Man skelner også mellem obstruktive, blandede og centrale apnøer:
De obstruktive apnøer er langt de hyppigste. Når man bare siger søvnapnø, mener man obstruktiv søvnapnø. Tilsvarende når man siger apnø, mener man som regel en søvnapnø.
Hvor alvorlig obstruktiv søvnapnø betragtes, vurderes ud fra antal apnøer og hypopnøer. Man angiver dette antal per time og betegner det for AHI: Apnø-Hypopnø-Indeks.
Desværre er der ingen sammenhæng mellem graden af søvnapnø og graden af søvnighed/træthed. Man kan altså godt have mild søvnapnø og lide voldsomt af træthed og søvnighed. Modsat er der mennesker, som har moderat eller alvorlig søvnapnø, men som ikke klager over træthed/søvnighed. Der er ikke nogen god forklaring på dette forhold.
Tidligere skelnede man mellem obstruktiv søvnapnø og obstruktiv søvnapnø syndrom. Ved obstruktiv søvnapnø syndrom er patienten generet af udpræget træthed/søvnighed. Når man i dag stiller diagnosen obstruktiv søvnapnø, deler man ikke patienter op i disse kategorier.
Symptomer om natten
Den enkelte person har sjældent alle symptomer. I mange tilfælde forbinder den enkelte ikke disse symptomer med sygdom. I nogle tilfælde er det kun partneren, der bemærker, at der er nattesymptomer.
Også dagtidssymptomerne varierer meget og kan i nogle tilfælde kun være meget diskret til stede. Nogle personer forklarer deres symptomer med andre årsager eller benægter symptomerne. Ofte er det også partneren, der er opmærksom på, at der er sket en forandring.
Træthed. Det kan være farligt at være træt. Søvnmangel kan udløse søvnanfald, som kan komme meget pludseligt og uden anden advarsel end træthed. Særligt i monotone situationer som bilkørsel og ved møder hvor man er passiv deltager.
Ved mistanke om søvnapnø skal egen læge henvise patienten til en såkaldt Cardio-Respiratorisk Monitorering (CRM). Undersøgelsen foretages ambulant. Det er en undersøgelse, hvor man registrerer forskellige forhold ved vejrtrækningen under søvn. Som regel drejer det sig om:
Når data analyseres, kan man beskrive antal apnøer og hypopnøer og beregne, hvor mange tilfælde der er per time med Apnø-Hypopnø-Indekset. Det er normalt at have enkelte apnøer og hypopnøer en gang imellem, særligt i forbindelse med at man vender sig. AHI < 5 per time regnes for normalt.
Hos de fleste personer med obstruktiv søvnapnø er der mindre plads i de øvre luftveje end hos personer, der ikke lider af søvnapnø. Det er i de fleste tilfælde så diskret, at det ikke kan ses med det blotte øje.
Der kan være tale om
Når man trækker vejret, suger man luften ind. Normalt kan man modstå et ret højt undertryk, før luftvejen obstrueres. Men hos personer med søvnapnø og mindre plads i svælget indtræder obstruktionen ved, at der er et meget mindre indsugningstryk end hos personer uden søvnapnø.
Den bedste metode hedder CPAP behandling (Continous Positive Airway Pressure). Det er et lille apparat, som blæser luft gennem en slange til en maske, som man sætter over næsen og/eller næse og mund på samme tid.
De nye apparater er ganske stille. Luften blæses ind med et lille overtryk og ’spiler’ således svælgets vægge lidt ud til siden, og man forhindres i at suge væggene sammen under indåndingen. Man kan mærke, at man skal ånde ud mod det lille overtryk, men det er ganske ringe - og man vænner sig til det i løbet af få minutter.
Nutidens apparater er så smarte, at de kan bedømme pladsforholdene i svælget og tilpasse trykket løbende hen over natten. Luftvejen holdes på denne måde fri, og man har normal vejrtrækning under søvn.
CPAP behandling fås efter henvisning til offentlige sygehuse eller private klinikker, som har aftale om denne behandling med Danske Regioner. Ved behandlingens start går man til kontroller, indtil behandlingen er velfungerende. Derefter er det tilstrækkeligt med en årlig kontrol. Behandlingsudstyret bliver slidt og fornys efter behov ved kontrollerne.
En tandskinne kan under søvn holde underkæben let fremtrukken i underbids position. Herved føres basis af tungen lidt frem, og sidevæggene strammes let op. Dette skaber lidt bedre plads i luftvejen og stabiliserer sidevæggene.
Behandlingen kan anvendes til personer med let til moderat søvnapnø, hvor det fortrinsvis er i rygleje, obstruktionen indtræffer. Behandling med tandskinne foregår i samarbejde med tandlæge, og der er ikke offentligt tilskud til behandlingen.
Et lille apparat man sætter foran på brystet. Det kan træne en til at ligge på siden og undgå at sove på ryggen. Det kan bruges til personer, som er apnøfri i sideleje. Der er ikke offentligt tilskud til behandlingen.
Mange personer med søvnapnø lider også af overvægt. Mange har forsøgt at tabe sig, men det lykkes kun sjældent.
Der er flere forhold, der gør, at det er vanskeligt at tabe sig, når man har søvnapnø, og er ubehandlet.
En skæv næseskillevæg, voldsomt hævede slimhinder i næsen og store mandler kan være årsag til øget vejrtrækningsmodstand. Dette kan opereres og mindske vejrtrækningsmodstanden. Ofte er det dog utilstrækkeligt til at helbrede søvnapnø.
Mange patienter efterspørger operation af den bløde gane, fjernelse af drøbel og ’opstramning’ af slimhinderne i svælget. Denne type operation udførtes med forskellige teknikker og under forskellige navne i 80’erne.
Desværre stod resultaterne ikke mål med forventningerne. Mange var efterfølgende generet af blivende gener i form af smerter, besvær med at synke og klumpfornemmelse. Snorkningen blev ofte reduceret for en periode, men de obstruktive apnøer bestod i op til 50% af de opererede tilfælde. Kun et fåtal blev helbredt.
I dag kan man dog bedre vurdere patientens egnethed til operation. Man bedøver patienten og vurderer gennem et endoskop (en slags kikkert) pladsforholdene på forskellige niveauer i den øvre luftvej. Undersøgelsen kandes for DISE (Drug Induced Sleep Endoscopy), og man undersøger evt. i forskellige positioner.
Obstruktiv søvnapnø er en sygdom, som skyldes nogle anatomiske forhold - og kan derved ikke undgås. Vægtøgning kan forværre disse forhold og derved øge risikoen for obstruktiv søvnapnø.
Obstruktiv søvnapnø udvikler sig langsomt. Det begynder med snorken. Det er dog ikke alle der snorker, der udvikler obstruktiv søvnapnø, men nogle gør. Disse tilfælde bliver gradvist værre med tiden.
Udviklingen af de forskellige symptomer sker også langsomt. Den enkelte oplever derfor ikke en pludselig udvikling i sygdommen fra den ene dag til den anden. Udviklingen sker i løbet af år, og den enkelte patient når derfor at vænne sig gradvist til de forskellige symptomer og opfatte generne som normale.
På langt sigt øges risikoen for at få diabetes type 2, forhøjet blodtryk, hjerte-kar sygdomme og slagtilfælde.
Ja. Personer med ubehandlet søvnapnø har øget risiko for at falde i søvn i forbindelse med, at de kører og betjener maskiner. Dette kan føre til død og lemlæstelse, både for den enkelte patient, men også for andre.
De komplikationer, der udvikles ved ubehandlet søvnapnø, kan ende fatalt. Ubehandlede søvnapnøpatienter har et par års kortere liv end velbehandlede patienter.
10-20% af mænd og 5-9% af kvinder i alderen 30-60 årige lider af obstruktiv søvnapnø.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
