Amylase

Nete Hornung

speciallæge

Hvad er Amylase, pancreastype?

Amylase er et enzym, som dannes i bugspytkirtlen (pancreas), og som nedbryder stivelse/kulhydrater. Der dannes også amylase i spytkirtlerne, og amylase findes derfor også i spyt hos mennesker. I blodet stammer hovedparten af det amylase, der kan måles, fra bugspytkirtlen. Der findes analysemetoder, som kan skelne mellem de to typer amylase. Resultater på 'Amylase, pancreastype' målt i blodet er derfor kun amylase dannet i bugspytkirtlen.

Hvordan måles Amylase, pancreastype?

Måles i veneblodprøve på hospitalslaboratorium.

Hvad er normalt?

  • 0,5 - 3 år: < 30 U/L
  • 3 - 9 år: 7-36 U/L
  • 9 - 18 år: 7-45 U/L
  • Over 18 år: 10 - 65 U/L
  • Gravide fra uge 3 til 2 dage efter fødslen: 13 - 56 U/L

Høje værdier ses ved

Meget høje værdier ses ved nyopstået betændelse i bugspytkirtlen.

Høje værdier kan ses ved andre akutte sygdomme i tarm og mavesæk, som påvirker bugspytkirtlen, fx. mavesår, tarmslyng og blindtarmsbetændelse.

Nogle få personer danner store komplekser bestående af pancreas amylase og andre proteiner. Da de nedbrydes meget langsomt, kan der være forhøjede værdier i blodet, uden det har nogen betydning.

Lave værdier ses ved

Hvis bugspytkirtlen ikke kan producere Amylase falder koncentrationen i blodet. Det kan ses ved Kronisk betændelse i bugspytkirtlen.

Vigtigt ved tolkning af prøvesvar

Hvis dit blodprøvesvar ligger uden for normalområdet (referenceintervallet), kan det være tegn på sygdom. Men et prøvesvar, der ligger uden for normalområdet, kan godt være normalt eller skyldes årsager, der ikke er alvorlige eller kræver behandling. Lægen, der har bestilt blodprøven, vurderer dit prøvesvar ud fra dine symptomer og resultatet af andre undersøgelser. Herefter beslutter lægen, om du skal have foretaget flere undersøgelser, om du skal have behandling, eller om der ikke skal gøres mere. Ved nogle sygdomme skal man behandles, selvom blodprøvesvaret ligger inden for normalområdet. Tal med din behandler om målet for din behandling, hvis du er i tvivl.

Vil du vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen