Blodsænkning (SR)

Lennart Friis-Hansen

speciallæge

Fakta

  • Blodsænkning (Sedimentationsreaktion, SR) er en blodprøve, hvor man måler, hvor meget de røde blodceller (erytrocytter) synker ned i en blodprøve i løbet af en time
  • SR er høj, hvis der er mange proteinstoffer, som får blodcellerne til at klumpe sammen. Det kan fx være antistoffer dannet som følge af en betændelsestilstand
  • SR kan også være høj, hvis der er få røde blodlegemer (blodmangel), men til gengæld meget lav (1-2 mm/time), hvis der er rigtig mange (polycytæmi)
  • Analysen bruges til at opdage og følge kroniske betændelsestilstande, men siger ikke noget specifikt om hvilken sygdom
  • CRP er bedre end SR til at følge infektionssygdomme, da den ændrer sig hurtigere i forbindelse med at sygdommen heler, og CRP bruges som førstevalg til screening og diagnostik af infektioner og betændelsestilstande

Hvad er en blodsænkning?

Analysen hedder også sænkningsreaktion, sedimentationsreaktion (SR) og bliver også bare kaldt sænkning. Det er en måling af, hvor meget de røde blodceller (erytrocytter) synker ned i en blodprøve i løbet af en time.

Hastigheden afhænger især af blodplasmaets indhold af visse proteinstoffer, som kan få blodcellerne til at klumpe sammen. Proteinstofferne er bl.a. antistoffer, som optræder i forbindelse med betændelsestilstande, og det er grunden til, at SR stiger ved sådanne tilstande. SR kan også være høj, hvis der er få røde blodlegemer (blodmangel), men til gengæld meget lav (1-2 mm/time), hvis der er rigtig mange (polycytæmi).

SR er en af de ældste "biokemiske analyser" til at påvise betændelsessygdomme, inklusive infektionssygdomme. Sænkning er en ret uspecifik analyse og er derfor i mange tilfælde blevet erstattet mere specifikke analyser. Men selvom der findes andre, mere moderne/specifikke analyser til samme formål, så bliver SR netop, fordi den er temmelig uspecifik i begrænset omfang, fortsat brugt til screening for, om der er noget "galt".

Hvornår bruges SR?

Analysen bliver især brugt til at påvise og udrede kroniske betændelsestilstande og i forbindelse med kontrol af behandlingen af sådanne sygdomme:

  • Reumatiske sygdomme, herunder gigt- og bindevævssygdomme
    • Meget høje værdier af SR kan især ses ved en sygdom med betændelsesreaktioner i en pulsåre ved tindingen (polymyalgia reumatika, arteritis temporalis) og ved systemisk vaskulitis (betændelse i blodårerne)
  • Kroniske infektionssygdomme, f.eks. i knogler eller underliv
  • Visse kræftformer med dannelse af store mængder antistof i blodplasma

SR blev tidligere brugt meget til at skelne mellem årsager til akutte infektioner, fx om en lungebetændelse skyldtes virus (normal eller let forhøjet SR) eller bakterier (tydeligt forhøjet SR). Til dette formål bruger man i dag analysen C-reaktivt protein (CRP). CRP er bedre end SR til at følge infektionssygdomme, da den ændrer sig hurtigere i forbindelse med at sygdommen heler.

Hvad er normalværdierne?

Der kan være forskelle i værdierne fra laboratorium til laboratorium. Typiske normalværdier er:

  • Mænd
    • Under 50 år: 2 - 15 mm
    • 50 - 85 år: 2 - 20 mm
    • Over 85 år: 2 - 30 mm
  • Kvinder
    • Under 50 år: 2 - 20 mm
    • 50 - 85 år: 2 - 30 mm
    • Over 85 år: 2 - 42 mm

Hvordan vurderes resultaterne?

Analysen kan ikke give et klart svar på, om der er en sygdom eller ikke. Analysen kan dog i nogle særlige sammenhænge give nyttig tillægsinformation, hvis en læge skal vurdere en sygdomshistorie eller betydningen af symptomer på fx gigt eller bindevævssygdom.

En forhøjet SR fortæller heller ikke, hvad der er galt (hvilke sygdom der kan være tale om), men kan tyde på at "noget er galt". Omvendt kan en normal SR ikke udelukke, at en person har en alvorlig sygdom.

Vigtigt ved tolkning af prøvesvar

Der kan være alders- og kønsvariation og nogle gange også forskel mellem laboratoriernes analysemetoder. De ovenstående normalområder (referenceintervaller) er derfor med forbehold for dette. Hvis en prøve ligger udenfor normalområdet, vil lægen eller den hospitalsafdeling, som har bestilt blodprøven, vurdere, om det har betydning.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lennart Friis-Hansen

overlæge, dr. med., Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen