Methylmalonat

Nete Hornung

speciallæge

Hvad er Metylmalonat?

Metylmalonat ophobes, hvis der er mangel på vitamin B12, og høje værdier er derfor tegn på vitamin B12 mangel.  

Metylmalonyl-CoA indgår i omsætningen af aminosyrer i cellerne. Der kræves vitamin B12 i omsætningen af metylmalonyl-CoA, og ved mangel på B12 vitamin i cellerne ophobes og frigives metylmalonat til blodet. Derfor er markant forhøjede koncentrationer af methylmalonat ofte et udtryk for mangel på vitamin B12.

Metylmalonat udskilles via nyrerne og stiger derfor også ved nedsat nyrefunktion. Da ældre personer kan have let nedsat nyrefunktion følger et let forhøjet metylmalonat i blodet ofte med stigende alder. Høje værdier kan også ses ved sygdom i skjoldbruskkirtlen og ved meget sjælden medfødt sygdom.

Hvordan måles Metylmalonat?

Blodprøven måles i en veneblodprøve på laboratorier med avanceret udstyr.

Blodprøven kan både tages hos praktiserende læge og på hospital.

Flere laboratorier undersøger automatisk for methylmalonat, hvis der er målt B12 vitamin, og B12 resultatet ligger i en gråzone. 

Hvad er normalt?

  • 0,08 - 0,28 µmol/L

Høje værdier ses ved

  • Vitamin B12 mangel (større end 0,75 µmol/L)
  • Nyresvigt
  • Sygdom i skjoldbruskkirtlen
  • Sjælden medfødt sygdom
  • Stigende alder (pga. af let nedsat nyrefunktion)
  • Lidt forhøjet metylmalonat kan være uden betydning

Vigtigt ved tolkning af prøvesvar

Hvis dit blodprøvesvar ligger uden for normalområdet (referenceintervallet), kan det være tegn på sygdom. Men et prøvesvar, der ligger uden for normalområdet, kan godt være normalt eller skyldes årsager, der ikke er alvorlige eller kræver behandling. Lægen, der har bestilt blodprøven, vurderer dit prøvesvar ud fra dine symptomer og resultatet af andre undersøgelser. Herefter beslutter lægen, om du skal have foretaget flere undersøgelser, om du skal have behandling, eller om der ikke skal gøres mere. Ved nogle sygdomme skal man behandles, selvom blodprøvesvaret ligger inden for normalområdet. Tal med din behandler om målet for din behandling, hvis du er i tvivl.

Vil du vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen