Hvad er lokalbedøvelse?
Lokalbedøvelse (lokalanæstesi) giver et forbigående tab af følelse og smerte i et afgrænset område. Dette gør kirurgi muligt og giver en meget effektiv smertelindring i den tid, lokalbedøvelsen er i vævet.
Bedøvelsesmidlet gives som salve, gel eller indsprøjtning (injektion).
Lokalbedøvelse er en meget sikker form for bedøvelse.
Hvordan virker lokalbedøvelse?
De lokalt virkende bedøvelsesmidler hæmmer overførslen af smerteimpulser fra det bedøvede område og ind til centralnervesystemet/hjernen. Nervernes melding om en smerte når dermed ikke frem til vores bevidsthed. Det betyder, at du kan blive opereret uden at mærke smerte, men du vil forsat kunne mærke berøring i området.
Hvordan gives lokalbedøvelse?
Den mest anvendte teknik til lokalbedøvelse er at sprøjte bedøvelsesmidlet ind i underhuden, hvor indgrebet skal udføres (infiltrationsanæstesi). Medicinen sprøjtes ind i vævet, mens spidsen af kanylen flyttes under huden for at sprede bedøvelsen ud i det område, der skal opereres. For eksempel sårkanter i et sår, der skal syes for at lukke såret.
Når midlet sprøjtes ind under huden, mærker man stikket og en sviende/stikkende smerte. Det er lidt ubehageligt, men når lokalbedøvelsen virker, forsvinder ubehaget. Smerten afhænger blandt andet af, hvor hurtigt lægen sprøjter lokalbedøvelsen ind, og af mængden af den indsprøjtede medicin.
Man vil ofte bruge en opløsning, som udover bedøvelsesmidlet også indeholder adrenalin. Adrenalinen får de små blodårer i området til at trække sig sammen. På den måde opnår man mindre blødning under indgrebet, og samtidigt forlænges virkningen af bedøvelsesmidlet, som langsommere udvaskes på grund af mindre gennemstrømning af blod i området.
Hvilke komplikationer og bivirkninger kan lokalbedøvelse give?
Lokalbedøvende midler er en sikker form for bedøvelse.
En sjælden gang kan der opstå smerter efter en indsprøjtning, der kan give blodudtrædning i vævet omkring indstikket, infektion eller nerveskade.
Kun helt undtagelsesvist sker det, at man kan få en generel reaktion på injektionen. Allergiske reaktioner er yderst sjældne ved lokalbedøvelse.
Kroppens naturlige reaktion på adrenalin (hvis bedøvelsen indeholder dette) bliver til tider opfattet som en allergisk reaktion. Denne reaktion opleves gerne som hjertebanken, rødme og varme, samt en følelse af at være omtåget. Reaktion på adrenalin er sjældent forekommende.
Vil du vide mere?