Hvad er peroperativ overvågning?
Peroperativ betyder "under operation". Peroperativ overvågning er en betegnelse for de forskellige målinger, der sikrer, at man som patient har stabil vejrtrækning og kredsløb, samt at kroppen ikke afkøles utilsigtet under indgrebet.
Specialuddannet personale varetager denne peroperative overvågning. Det vil enten være en anæstesisygeplejerske/anæstesilæge (narkose-) eller begge, afhængig af operationens kompleksitet og sværhedsgrad.
Under hele operationen vil anæstesipersonalet:
- Gentagne gange eller konstant måle livsvigtige funktioner, såsom iltindhold i blodet, vejrtrækning, puls og blodtryk, samt at kroptemperaturen opretholdes
- Enten ved lokalbedøvelse eller fuld bedøvelse sikre, at patienten er smertefri og afslappet under operation
- Ved fuld bedøvelse sikre sufficient vejrtrækning
- Måle iltindhold i blodet med pulsoximeter
- Sikre sufficient udskillelse af kultveilte (CO2) målt i udåndingsluften, når en respirator trækker vejret for patienten under fuld bedøvelse
- Måle puls (EKG) og kredsløbsstabilitet (blodtryksmåling)
- Sikre kirurgen gode betingelser ved operationen, som øger sandsynligheden for et kort og ukompliceret forløb
- I samarbejde med de øvrige i operationsteamet sikre en lejring, så man undgår trykskader
Sikkerhedstiltag
- Specialuddannet anæstesilæge og anæstesisygeplejerske, som har de nødvendige kompetencer til at varetage anæstesi og håndtering af eventuelle komplikationer undervejs
- Hyppig kontrol af medicinsk-teknisk udstyr
- Regelmæssige medicoteknisk kontrol af det anvendte overvågningsudstyr
- Operationsteamet afholder tjek-ind og tjek ud kontrol i forbindelse med hver eneste operation:
- Tjek-ind liste: Foreligger der informeret samtykke i journal forud for kirurgi? Er operationsstedet markeret på patienten? Har patienten bekræftet identitetsoplysninger og indgrebets art? Kort opsummering af det planlagte indgreb og eventuelle yderligere tiltag udover standard. Har patienten specielle forhold, der skal tages højde for under operationen?
- Tjek-ud liste efter operationen: Kort opsummering af indgrebet - er der foretaget den planlagte operation? Har der været behov for yderligere indgreb? Er der tilstødt komplikationer? Er der behov for yderligere opfølgning/overvågning/ behandling? Og hvor flyttes patienten til efter operationen?
Hvordan overvåges patienten?
Overvågningen kan følges på en eller flere skærme under anæstesien.
Til at overvåge hjertefrekvens og rytme påsættes elektroder på patienten, hvorved man kan se puls og rytmeforstyrrelser på skærmen (EKG).
Blodtrykket måles regelmæssigt under operationen med en blodtryksmanchet på den ene arm (blodtryksmåling). Det gær man for sikre et stabilt kredsløb (de røde tal i højre kolonne) under anæstesi og operation.
Vejrtrækning måles med EKG elektroderne, og det gule tal angiver, hvor mange gange i minuttet patienten trækker vejret. Iltindholdet i blodet måles med et pulsoximeter, hvor en fingermåler ved hjælp af infrarødt lys måler iltmætningen i pulsårerne.
Endelig kan man måle kropstemperaturen (temperaturmåling) på flere måder. En sensor som påsættes med klistermærke i ansigtet, en temperaturføler i næsesvælget, blærekateter mv.
Vil du vide mere?