Løft af bryst
Videotekst
En kvindes bryst består hovedsageligt af fedtvæv og brystkirtler. Brystkirtlerne tømmes ud til mælkegange, som fører frem til brystvorten. Brystvorten er omgivet af en pigmenteret ring, som vi kalder areola.
En kvinde kan ønske løft af brysterne, hvis hun har bryster, som hænger lavt, mangler fasthed eller har brystvorter, som peger nedad. Antallet og længden af de kirurgiske snit ved løft af brysterne varierer i forhold til størrelsen og formen af brysterne og af brystvorternes position før operationen. I nogle tilfælde anlægges et snit oven for areola og brystvorten, og areola flyttes til en højere position, hvorved brystet løftes og vendes mere opover.
Ved mere omfattende indgreb i forbindelse med løft af brysterne kan det være nødvendigt med flere snit. For eksempel kan et snit lægges over og omkring areola. Dernæst lægges snit under eller på siderne af areola og langs omslagsfolden under brystet, sådan at overflødig hud og fedtvæv kan fjernes.
Areola flyttes derefter sammen med brystvorten til en højere position, for det meste uden at der skæres, der hvor de hæfter til underliggende væv. Til sidst sys huden på nedre del af brystet sammen, sådan at brystet løftes og antager sin nye kontur.
Efter en periode med blodudtrædninger og hævelse vil snitlinjerne blegne, og brysterne antager en mere naturlig form. Indgrebet er forbundet med flere mulige komplikationer, hvilket bør diskuteres med lægen før operationen.
Vil du vide mere?
Indhold leveret af