PET-skanning af hjertet viser, hvor god hjertets egen blodforsyning er
Metoden viser blodforsyningen til hjertemusklen i hvile og ved belastning
Hvis der er forskel på hvile og belastning, tyder det på sygdom
Både hvile- og belastnings-undersøgelsen udføres samme dag
Det er en nuklearmedicinsk undersøgelse, hvor der bruges en lille mængde af et radioaktivt sporstof
Undersøgelsen ligner meget en anden nuklearmedicinsk undersøgelse, der hedder skintigrafi af hjertet (myokardieskintigrafi)
Bemærk:
Der er flere slags medicin, der ikke må tages før undersøgelsen
Tal med lægen om din medicin, så du ved, om du skal holde pause med noget af det
Hjertet
Hjertet er en kraftig muskel, som pumper blodet ud i kroppen
Muskelvævet i hjertet kaldes på fagsprog myokardiet
Iltfattigt blod strømmer tilbage fra kroppen til hjertet i højre forkammer og pumpes derefter ned i højre hjertekammer. Fra højre hjertekammer pumpes blodet ud til lungerne, hvor det skiller sig af med kultveilte (CO2) og får tilført ilt (O2)
Blodet samles så i venstre forkammer og pumpes derfra ned i venstre hjertekammer. Herfra pumpes blodet ud i kroppens store kredsløb gennem hovedpulsåren (aorta) og videre gennem de øvrige pulsårer
Hjertet er beklædt med en ydre hinde, perikardiet
Udvendigt på hjertemusklen er hjertets egne pulsårer - kranspulsårerne - som forsyner hjertet med blod. Ved åreforkalkning i hjertet er der indsnævringer eller aflukninger af dele af kranspulsårerne, så hjertemusklen ikke får tilstrækkelig blodtilførsel og dermed for lidt ilt
Tegning af normalt hjerte, set forfra
Hvad er hjerte-PET-skanning?
Hjerte-PET-skanning er en undersøgelse af hjertets egen blodforsyning
PET-skanning (Positron-Emission-Tomografi) er en metode, hvor det er muligt at danne billeder af celler og væv ved hjælp af radioaktive sporstoffer
Ved hjerte-PET gives et sporstof, der viser, hvordan blodet strømmer igennem hjertet
Først optages hjertet i hvile, det betyder, at du bare ligger i skanneren og slapper af
Bagefter gives medicin, der udvider hjertets blodårer, og derefter laves en ny optagelse. Det kaldes belastningsundersøgelsen
Hvis der er forsnævringer på hjertets pulsårer - kranspulsårerne - viser det sig som områder med nedsat aktivitet på billederne
Ved undersøgelsen laves der en lavdosis-CT-skanning, som bruges til at justere billederne for, hvor dybt hjertet ligge i brystkassen, men der gives ikke røntgen-kontrast-stof
CT-skanningen bruges også til at beregne, hvor forkalkede kranspulsårerne er
Hvordan ser PET/CT-skanneren ud?
PET/CT-skanneren er magen til de andre store skannere. Der er et hul i midten, hvor et leje kører igennem
Mens du ligger på lejet, køres det ind i skanneren. Billederne vises på en skærm i kontrolrummet ved siden af skannerrummet
Hvad bruges hjerte-PET-skanning til?
Undersøgelsen bruges på personer med uklare symptomer på hjertesygdom. Det kan være ved en unormal cykeltest uden brystsmerter, hvis der er ikke-typiske brystsmerter, og hvis der er typiske brystsmerter uden ændringer i ekg ved belastning (cykel-test). Det kan også være hos personer, man mistænker for en blodprop i hjertet, men hvor de almindelige prøver ikke giver noget klart svar
Nogle gange bruges undersøgelsen også til at vise, om forsnævrede kranspulsårer har betydning for, hvor godt hjertet pumper
I andre tilfælde bruges undersøgelsen til at vurdere risikoen ved operation på hjertet. Den bruges også til at vise, om en operation på hjertet eller en ballon-udvidelse af hjertets kranspulsårer har haft den ønskede virkning
Selve undersøgelsen
Du ligger på et leje i skanneren med armene over hovedet
Skanneren optager både et billede af, hvor det radioaktive sporstof er (PET-skanneren), og laver en CT-skanning på samme tid
Du får en kanyle i armen, som regel i albuebøjningen, hvor der først gives sporstof, mens hvileoptagelsen laves
Bagefter får du medicin, der udvider dine blodkar, samtidig endnu en gang sporstof
Under hele undersøgelsen bliver du overvåget med kardiogram (ekg) og blodtryk
Hvordan forbereder jeg mig?
Du må ikke spise 3 timer før undersøgelsen, men du må gerne drikke vand
Det er meget vigtigt, at du ikke har spist og drukket noget, der forhindrer medicinen, der udvider dine blodkar, i at virke
Du må derfor ikke have drukket kaffe, te, kakao, cola, energidrik eller andre drikke, der indeholder koffein
Du må heller ikke have spist chokolade
Det er også vigtigt, at du ikke har taget medicin, der modvirker udvidelsen af blodkarrene
Det gælder nitroglycerin, langtidsvirkende nitrater, teofylamin, viagra og lignende
Tal med den læge, der henviser dig til undersøgelsen, om hvor længe du skal holde pause med medicinen, da der er store forskelle afhængigt af, hvilken slags medicin det er
Er der noget ubehag ved undersøgelsen?
Stoffet, der udvider kranspulsårerne, kan give forbigående hovedpine, åndenød og varmefornemmelse
Sporstoffet i sig selv giver intet ubehag
Hvad kan hjerte-PET-skanning vise?
Ved at sammenligne optagelsen i hvile og under udvidelse af kranspulsårerne, kan man se, om der er områder i hjertet, der får for lidt blod
Det kan vurderes, om det drejer sig om en blivende skade efter en blodprop, eller om der er mulighed for at bedre hjertets blodforsyning ved fx en ballon-udvidelse
Hvis der er tvivl om, det er muligt at få hjertet til at pumpe bedre, kan der eventuelt suppleres med en FDG-PET-skanning, der viser sukkerforbruget i hjertet
CT-skanningen viser, hvor udbredte forkalkninger der er i kranspulsårerne, men ikke om der er nedsat blodforsyning - det gør hjerte-PET-skanningen
Hvor farlig er hjerte-PET-skanning?
Den mængde radioaktivitet, der bruges, er så lille, at der ikke er en reel sundhedsrisiko
Strålingen er så lav, at den ikke påvirker processer i kroppen
Undersøgelsen giver en samlet stråledosis på 3 mSv, hvilket svarer til det en dansker får fra den normale baggrundsstråling på ét år