Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko

Nuklearmedicinske undersøgelser og stråling

I nuklearmedicinske undersøgelser bruges radioaktivt mærkede sporstoffer.

Sporstoffer er ganske små mængder af et stof, der optages forskelligt i kroppen, afhængigt af hvordan stoffet ser ud.

Nogle sporstoffer optages i knoglerne, andre i nyrerne eller i hjertet, hjernen etc.

I alt bruges op mod 50 forskellige sporstoffer i nuklearmedicin, afhængigt af hvad der skal undersøges.

For at kunne se sporstoffet gøres det radioaktivt.

Med forskelligt udstyr (gammakamera, PET-skannere) kan sporstoffet ses, og lægen kan bestemme stedet i kroppen, hvor det optages, og bestemme mængden der er optaget.

I modsætning til røntgenundersøgelser (almindelige røntgenbilleder, CT-skanninger og gennemlysning) kommer strålingen ikke fra en maskine, men fra de sporstoffer der gives ind i kroppen.

Strålingen er meget lille 

Ligesom for røntgenundersøgelser gælder det også for nuklearmedicinske undersøgelser, at den givne stråling er meget lille.

Ofte sammenlignes med den naturligt forekommende stråling, der kommer fra luften, byggematerialer, drikkevand, mad mm.

Den naturligt forekommende stråling kaldes baggrundsstråling og er i Danmark på 3 mSv (milliSievert) per år.

Sievert er en måleenhed for, hvor meget stråling man får.

Ved nuklearmedicinske undersøgelser er stråledosis på 0,01 til 12 mSv, det vil sige fra langt under og op til fire gange den årlige stråledosis.

Selvom det er meget små mængder stråling, der gives ved nuklearmedicinske undersøgelser, er det afgørende for alle slags undersøgelser, at gevinsten ved at foretage undersøgelsen langt skal overstige den minimale risiko, der kunne være ved selve undersøgelsen. Uanset om det er en røntgenundersøgelse eller en nuklearmedicinsk undersøgelse. Derfor skal alle henvisninger til undersøgelser vurderes af en læge.

Er der risiko ved en nuklearmedicinsk undersøgelse?

Ved nuklearmedicinske undersøgelser er der en teoretisk øget risiko for at udvikle kræft senere i livet.

Risikoen afhænger af stråledosis – jo højere dosis, jo højere risiko.

Normalt har vi cirka 25 % risiko for at udvikle kræft, så en stigning på mindre end én promille (én tusindedel) som følge af en nuklearmedicinsk undersøgelse, kan ikke med sikkerhed måles. Det er dog muligt at foretage beregninger, der giver et skøn over risikoen.

Tabel over risiko ved nuklearmedicinske undersøgelser

Gravide og ammende

Nogle af sporstofferne optages også i fosteret, hvorfor det er vigtigt at vide, om en kvinde er gravid, inden man laver en nuklearmedicinsk undersøgelse. Hvis der er tvivl, skal kvinden tage en graviditetstest. Derfor spørger man alle kvinder i den fødedygtige alder (cirka 12-55 år) inden undersøgelsen, om de er gravide. Det kan virke provokerende på forældre, at deres datter på 15 år bliver spurgt, om hun er gravid, men det er et lovkrav, der skal sikre mod unødvendig stråling til fosteret. Læs her om røntgenstråling og graviditet.

Enkelte sporstoffer udskilles i modermælken, hvorfra det så kan optages i barnet. Det er derfor vigtigt at vide, om kvinden ammer.

Hvis hun gør, vil forholdsreglen som oftest være, at den første portion mælk efter undersøgelsen skal kasseres. Derefter er der ingen risiko for barnet ved at få bryst.

Børn og risiko i forhold til alder

Risikoen for en følgevirkning efter en nuklearmedicinsk undersøgelse er minimal.

For at være på den sikre side, vurderer lægen dog altid, om en patient kan være særlig strålefølsom.

Man ved, at børn er mere følsomme for stråler end voksne er, og jo ældre en person bliver, jo mindre er følsomheden.

Alle undersøgelser på børn og unge vurderes derfor ekstra, så der kan tages særlige forholdsregler.

Pårørende

Ved alle nuklearmedicinske undersøgelser er strålingen, der udsendes til omgivelserne så lille, at der ikke er risiko for pårørende.

Forældre er derfor meget velkomne til at være med ved undersøgelser af deres børn. Det samme gælder naturligvis også for andre pårørende.

Vil du vide mere?

• Røntgenstråler og risici
• Røntgenstråling under graviditet