Røntgenstråler og risici

Thomas Abramovitz Bjerre

speciallæge

Fakta

  • Røntgenstråler givet i større mængde kan medføre udvikling af kræft efter mange år. Børn er mest følsomme overfor røntgenstråler
  • Fordelen ved at få en korrekt diagnose - og dermed den bedste behandling - er større end den risiko, der måtte være ved at få foretaget en røntgenundersøgelser eller skanning, hvor der bruges røntgenstråler
  • Røntgenstråler anvendes ved almindelige røntgenundersøgelser, CT-skanning og under gennemlysning

Om røntgenstråling

Fordelen ved at få en korrekt diagnose - og dermed den bedste behandling - er større end den risiko, der måtte være ved at få foretaget en røntgenundersøgelser eller skanning, hvor der bruges røntgenstråler.

Det er vigtigt, at du føler dig tryg ved at få foretaget en røntgenundersøgelse eller anden form for billeddiagnostisk undersøgelse. Derfor skal du have drøftet årsagen til at få udført en undersøgelse med den læge, der har henvist dig.

Røntgenundersøgelse

En almindelig røntgenundersøgelse kan udføres på alle dele af kroppen, men er specielt velegnet til at vurdere lungerne og skelettet.

Ofte består undersøgelsen af flere optagelser fra forskellige vinkler. Røntgenbilledet bliver dannet ved hjælp af røntgenstråler, der sendes gennem den del af kroppen, der skal undersøges.

Blødt kropsvæv som fedt, muskler, hud og blod svækker (absorberer) ikke strålerne ret meget og fremtræder som mørke skygger på billedet. Knoglevæv derimod absorberer mere af strålerne og fremtræder som hvide skygger.

Simple knogleundersøgelser giver en meget lille dosis af røntgenstråler, se tabel over røntgenstråling og kræftrisiko.

Se animation om røntgenstråler

Gennemlysning

Ved en gennemlysning anvendes de røntgenstråler, der passerer gennem kroppen, til at vise et ”levende billede” på en TV-skærm. De radiografer eller læger, der udfører undersøgelsen, kan enten tage enkelte billeder af det, de ser - eller optage det hele på en computer.

Gennemlysning anvendes blandt andet til undersøgelse af mavetarmkanalen og urinvejene.

Undersøgelser med gennemlysning giver for det meste en højere dosis end de almindelige røntgenundersøgelser.

CT-skanning

CT-skanning (Computer Tomografi) er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver mere detaljerede billeder af kroppens forskellige væv.

Du ligger på et leje, der langsomt bevæger sig gennem skanneren, mens et felt af røntgenstråler passerer de dele af din krop, der skal undersøges. Røntgenstrålernes information bliver samlet i en computer, som omsætter dem til billeder på en TV-skærm.

CT-skanning giver generelt højere stråledosis end en almindelig røntgenundersøgelse. Ved en CT-skanning, hvor der tages mange billeder, kan stråledosis være lige så høj eller højere end ved en gennemlysningsundersøgelse.

Er der risiko ved røntgenstråler?

Stråling fra omgivelserne

Hver dag bliver vi udsat for stråling fra omgivelserne - fra jorden, luften vi indånder, maden vi spiser og fra byggematerialer. Det kaldes tilsammen for den naturlige baggrundsstråling.

Hver røntgenundersøgelse giver os en yderligere stråledosis, der varierer med typen af undersøgelse fra et niveau svarende til få dages til års naturlig baggrundsstråling

I et livsforløb er den yderligere strålingsdosis, man får ved røntgenundersøgelser, meget lille. Fordelen ved at få stillet en korrekt diagnose og dermed få en rigtig behandling vil være større end risikoen ved en røntgenundersøgelse.

Noget væv er mere følsomt over for røntgenstråler end andet væv. F.eks. er celler i tarmvæggen meget strålefølsomme, mens knogler ikke er det. 

Strålers indvirkning på kroppen

Risikoen - set i perspektiv

En kendt skadelig virkning ved at bruge røntgenstråler til undersøgelser er minimal øget risiko for at udvikle kræft flere år efter bestrålingen. Risikoen er afhængig af stråledosis - det betyder jo højere dosis og jo flere undersøgelser, jo højere risiko.

Alle risikoniveauer er meget små sammenlignet med de 25-30 % risiko, vi alle har for at udvikle kræft. Selv ved de diagnostiske undersøgelser, der giver den højeste stråledosis, er der en lav risiko for at udvikle kræft.

Behovet for at få foretaget en røntgenundersøgelse bør altid vurderes ud fra din nuværende situation, men husk, at risikoen ved at undlade en nødvendig undersøgelse vil være større end risikoen ved røntgenstråler.

Risiko i forhold til alder

Røntgenundersøgelser bidrager til den samlede stråledosis, du får gennem hele livet. Jo ældre man er, jo mindre er risikoen for at udvikle kræft forårsaget af røntgenstråler. Det er simpelthen fordi, der er mindre tid for kræften til at udvikle sig i, og fordi cellerne er mindre følsomme.

Børns celler er mere følsomme overfor røntgenstråler. Derfor er det vigtigt kun at udsætte børn for røntgenstråler, når lægen vurderer, at det er den eneste mulighed for at opnå en sikker diagnose.

I praksis er det således, at det hovedsageligt er ældre borgere, der bliver f.eks. CT-skannet, altså den gruppe der er mindst følsomme over for røntgenstråler.

Beskyttelse af de reproduktive organer (æggestokke og testikler)

De reproduktive organer er følsomme over for røntgenstråler. Indtil for nyligt blev man tilbudt blybeskyttelse til at afdække de indre kønsorganer hos kvinder samt testikler hos mænd.

Nye retningslinjer fra Statens Institut for Strålehygiejne har dog afskaffet denne praksis, da moderne apparatur af tekniske grunde øger dosis, hvis der er blyafdækning i det område der skal undersøges. Anvendelse af blyafdækning sker i dag ud fra en individuel vurdering, som afhænger af, hvilken undersøgelse og hvilket apparatur der anvendes.

Er du gravid eller i den fødedygtige alder?

Se særlig information om graviditet og røntgenstråling.

Pårørende

For at give en så høj strålebeskyttelse til alle som muligt, vil du som pårørende normalt blive bedt om at vente udenfor undersøgelsesrummet, mens undersøgelsen foregår.

I særlige tilfælde, f.eks. ved små børn eller utryghed, kan personalet vurdere, at det er hensigtsmæssigt, at du som pårørende følger med ind. Du vil da blive iført et blyforklæde.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Abramovitz Bjerre

cheflæge, Røntgen og Skanning, Regionshospitalet Randers

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen