AlkoLog

Information til fagpersoner

Hvordan kan du bruge appen i dit arbejde?

Hvad kan appen?

AlkoLog har til formål at øge brugerens bevidsthed om eget alkoholforbrug og støtte sundere vaner via selvmonitorering og registrering af dagligt alkoholindtag. I appen er det bl.a. muligt for brugeren at få et overblik over sit alkoholforbrug ved at følge det i en kalender eller graf, give sig selv personlige udfordringer (fx ikke at drikke alkohol i hverdagene) og læse artikler om alkohol, herunder tips og tricks til at reducere alkoholforbrug. Appen indeholder også et modul med kontaktoplysninger til AlkoLinjen, som brugeren kan kontakte via telefon, chat eller brevkasse.

Hvornår kan appen være relevant?

Appen kan anvendes af personer der ønsker et overblik over deres alkoholvaner og/eller at sænke deres alkoholforbrug.

Hvad skal du være opmærksom på, når du anbefaler appen?

Vær opmærksom på, at appen ikke er tiltænkt personer med mistænkt alkoholafhængighed og betydelig abstinensrisiko eller alvorlig psykisk sygdom.

Hvilken evidens er anbefalingen af AlkoLog baseret på?

Studierne, som ligger til grund for anbefalingen af AlkoLog, er de fire nedenfor angivne. Det ene studie er et randomiseret feasibility studie, der undersøgte om en smartphone-app (DynamiCare Health) kunne anvendes til at understøtte behandling af alkohol- og stofmisbrug via contingency management. Resultaterne viste, at størstedelen af deltagerne havde et langvarigt og stabilt brug af appen, og alle respondenter rapporterede, at appen hjalp dem med at holde sig fra rusmidler1. Det andet studie er et review, som sammenfattede eksisterende forskning om contingency management2. Det tredje studie er et randomiseret kontrolleret forsøg, der undersøgte om en smartphone-app kunne reducere usundt alkoholforbrug. Resultaterne viste en beskeden men signifikant større reduktion af ugentligt alkoholforbrug i interventionsgruppen3. Det fjerde og sidste studie er et dobbeltblindet, randomiseret kontrolleret forsøg, der undersøgte, om en smartphone-app (Drink Less) kunne reducere alkoholforbrug sammenlignet med almindelig digital rådgivning. Studiet konkluderede, at appen sandsynligvis kan reducere alkoholforbrug, men at effekten er relativ lille4.

De fire studier belyser effekten af forskellige alkoholreduktionsapps, der indeholder nogle funktioner, der ligner dem, som findes i AlkoLog. Det skal dog bemærkes, at studierne, som undersøger contingency management adskiller sig fra AlkoLog på to centrale punkter: 1) abstinens valideres oftest objektivt, hvorimod AlkoLog er baseret på selvrapporteret data og 2) interventionerne anvender oftest finansielle incitamenter (penge eller vouchers), mens AlkoLog udelukkende benytter ikke materielle belønninger såsom ros og positiv feedback.

Referencer:
1. Hammond et al. Digital delivery of a contingency management intervention for substance use disorder: A feasibility study with DynamiCare Health. 2021. doi: 10.1016/j.jsat.2021.108425.
2. Dallery et al. Technology-Based Contingency Management in the Treatment of Substance-Use Disorders. 2019. doi: https://doi.org/10.1007/s40614-019-00214-1.
3. Cunningham et al. Randomized controlled trial of a smartphone app designed to reduce unhealthy alcohol consumption. 2024. doi: 10.1016/j.invent.2024.100747.
4. Oldham et al. Effectiveness of a smartphone app (Drink Less) versus usual digital care for reducing alcohol consumption among increasing-and-higher-risk adult drinkers in the UK: a two-arm, parallel-group, double-blind, randomized controlled trial. 2024. doi: 10.1016/j.eclinm.2024.102534.

Hvordan sikrer Nævnet for Sundhedsapps kvaliteten af de anbefalede apps?

Vurderingskriterier for anbefaling

Alle apps, der anbefales af Nævnet for Sundhedsapps, vurderes ud fra fire kriterier: Evidens for effekt, brugervenlighed, pris og samfundsværdi. Du kan læse mere om Nævnet for Sundhedsapps og de fire vurderingskriterier på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Nævnet for Sundhedsapps.

Datasikkerhed

Udbyderen af sundhedsappen har underskrevet en tro- og love-erklæring om, at appen håndterer og opbevarer data på en sikker måde og overholder gældende -lovgivning, herunder GDPR.

Lovgivning om medicinsk udstyr

Nævnet for Sundhedsapps anbefaler både sundhedsapps, der er CE-mærkede som medicinsk udstyr, og sundhedsapps, der ikke er. Det er en forudsætning for en anbefaling fra nævnet, at appen overholder lovgivningen for medicinsk udstyr. Du kan læse mere om medicinsk udstyr på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Medicinsk udstyr.

Vurderet af en sagkyndig ekspert

Sundhedsapps, der indeholder fagligt indhold inden for et specifikt område, vurderes af en sagkyndig ekspert. Dette kan fx være en speciallæge inden for det relevante speciale, men det kan også være en ekspert inden for en anden relevant faggruppe, fx en psykolog. Nævnet for Sundhedsapps inddrager den sagkyndiges bedømmelse som et væsentligt element i deres behandling af appen. Bedømmelsen bidrager således til at sikre, at anbefalingen hviler på en kvalificeret sundhedsfaglig vurdering.

Indhold leveret af:

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Telefon: 44 88 95 95

dkma@dkma.dk

Gå til hjemmeside