Meta Learn

Information til fagpersoner

Hvordan kan du bruge appen i dit arbejde?

Hvad kan appen?

Meta Learn har til formål at fremme mental trivsel gennem målretterede øvelser mod tankemylder, stress, tristhed og lavt selvværd. Appen bygger på metakognitiv terapi og guider brugeren til at træne sit fokus og reducere belastende tankeprocesser gennem tilpassede træningsforløb.

Hvornår kan appen være relevant?

Appen kan anvendes af personer med udfordringer med overtænkning, tankemylder, bekymringer, stress eller tristhed.

Hvad skal du være opmærksom på, når du anbefaler appen?

Meta Learn koster 99 kr. om måneden.

Hvilken evidens er anbefalingen af Meta Learn baseret på?

Studierne, som ligger til grund for anbefalingen af Meta Learn, er de fem nedenfor angivne. Det første studie er en systematisk metanalyse af 25 studier, heraf 15 RCT-studier, som undersøgte deltagernes tilstand før og efter behandling med metakognitiv terapi. Metanalysen viste, at metakognitiv terapi havde en signifikant effekt på symptomer på angst, depression og dysfunktionelle metakognitioner, og at effekterne blev opretholdt over tid1. Det andet studie undersøgte tilbagefald og generel trivsel tre år efter at have gennemført ti sessioner metakognitiv terapi for depression og fandt, at 60% af patienterne ikke have oplevet nye depressive episoder, samt at livskvalitetsindikatorer (tilfredshed med fysisk aktivitet, kost, familie, socialt liv, fritidsaktiviteter og syn på fremtiden samt egen opfattelse af psykisk, social og arbejdsmæssig funktionsevne) havde en moderat til stærk negativ korrelation med depressionsscorer ved opfølgningen2. Det tredje studie undersøgte, om metakognitive overbevisninger (underliggende overbevisninger om egen tænkning) og kognitivt opmærksomhedssyndrom (uhensigtsmæssige tanke- og opmærksomhedsmønstre, der bidrager til psykiske problemer som angst og depression) er forbundet med lavere livskvalitet og fandt, at negative metakognitive overbevisninger var forbundet med lavere livskvalitet, og at sammenhængen var delvist medieret af brugen af strategier fra kognitivt opmærksomhedssyndrom, hvilket var en signifikant sammenhæng3. Det fjerde studie er et prospektivt studie, der undersøgte, om metakognitiv overbevisning kunne forudsige udviklingen af angst efter korrigering for bekymring, og som fandt, at både bekymring og metakognitiv overbevisning uafhængigt af hinanden og uden indikation af interaktionseffekt kunne forudsige udviklingen af angst4. Det femte studie undersøgte hos 52 patienter sammenhængen mellem metakognitiv forandring og social angst og fandt en signifikant sammenhæng mellem metakognitiv overbevisning og social angst, hvormed det antages, at forandringer af metakognitive overbevisninger vil kunne afhjælpe symptomer på social angst5.

Referencer:
1. Normann & Morina. The Efficacy of Metacognitive Therapy: A Systematic Review and Meta-Analysis. 2018. doi: 10.3389/fpsyg.2018.02211
2. Solem et al. Metacognitive Therapy for Depression: A 3-Year Follow-Up Study Assessing Recovery, Relapse, Work Force Participation, and Quality of Life. 2019. doi: 10.3389/fpsyg.2019.02908.
3. Havnen et al. Metacognitive strategies mediate the association between metacognitive beliefs and perceived quality of life. 2024. doi: 10.1111/sjop.13015.
4. Ryum et al. Worry and Metacognitions as Predictors of Anxiety Symptoms: A Prospective Study. 2017. doi: 10.3389/fpsyg.2017.00924
5. Strand et al. Metacognitive beliefs predict interpersonal problems in patients with social anxiety disorder. 2023. doi: 10.1111/sjop.12943

Hvordan sikrer Nævnet for Sundhedsapps kvaliteten af de anbefalede apps?

Vurderingskriterier for anbefaling

Alle apps, der anbefales af Nævnet for Sundhedsapps, vurderes ud fra fire kriterier: Evidens for effekt, brugervenlighed, pris og samfundsværdi. Du kan læse mere om Nævnet for Sundhedsapps og de fire vurderingskriterier på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Nævnet for Sundhedsapps.

Datasikkerhed

Udbyderen af sundhedsappen har underskrevet en tro- og love-erklæring om, at appen håndterer og opbevarer data på en sikker måde og overholder gældende -lovgivning, herunder GDPR.

Lovgivning om medicinsk udstyr

Nævnet for Sundhedsapps anbefaler både sundhedsapps, der er CE-mærkede som medicinsk udstyr, og sundhedsapps, der ikke er. Det er en forudsætning for en anbefaling fra nævnet, at appen overholder lovgivningen for medicinsk udstyr. Du kan læse mere om medicinsk udstyr på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Medicinsk udstyr.

Vurderet af en sagkyndig ekspert

Sundhedsapps, der indeholder fagligt indhold inden for et specifikt område, vurderes af en sagkyndig ekspert. Dette kan fx være en speciallæge inden for det relevante speciale, men det kan også være en ekspert inden for en anden relevant faggruppe, fx en psykolog. Nævnet for Sundhedsapps inddrager den sagkyndiges bedømmelse som et væsentligt element i deres behandling af appen. Bedømmelsen bidrager således til at sikre, at anbefalingen hviler på en kvalificeret sundhedsfaglig vurdering.

Indhold leveret af:

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Telefon: 44 88 95 95

dkma@dkma.dk

Gå til hjemmeside