Min Graviditet

Information til fagpersoner

Hvordan kan du bruge appen i dit arbejde?

Hvad kan appen?

Min Graviditet har til formål at støtte den gravide og dennes eventuelle partner gennem graviditeten og i den første tid, efter barnet er født. Brugeren kan i appen se sine egne graviditetsoplysninger, få overblik over graviditetens faser uge for uge og anbefalede aftaler i sundhedsvæsenet, se sine tidligere aftaler og få generel, myndighedsbaseret viden om graviditet, fødsel og tiden med den nyfødte.

Hvornår kan appen være relevant?

Appen kan anvendes af personer der er gravide, ønsker at blive gravide eller har været gravide samt deres pårørende.

Hvilken evidens er anbefalingen af Min Graviditet baseret på?

Studierne, som ligger til grund for anbefalingen af Min Graviditet, er de tre nedenfor angivne. Det første studie er et systematisk review, der undersøgte effekter, barrierer og facilitatorer ved de sundhedsapps (herunder interventioner leveret via SMS eller hjemmeside), der bruges til at levere svangreomsorg globalt. Det blev konkluderet, at brugen af digitale interventioner er effektive, bl.a. hvad angår deltagelsen i svangreomsorgen samt vægtstyring under graviditeten og håndtering af diabetes1. Det andet studie er en metaanalyse, der gennem 15 RCT’er undersøgte effekten af sociale medier og sundhedsapps i svangreomsorg. Resultaterne var signifikante og viste bl.a., at der var en moderat effekt af sundhedsapps til vægtkontrol under graviditeten og til at opretholde en optimal kropskomposition, samt at sundhedsapps og sociale medier havde stor effekt i reduceringen af graviditetsrelateret stress og depression og var brugbare i fødselsforberedelse2. Det sidste studie evaluerede SMART start, der beskrives som et digitalt framework til svangreomsorg bestående af en app og to forskellige valgfrie kits til hjemmemonitorering af bl.a. vægt, blodtryk, urin og søvn. Studiet konkluderede, at adherence til interventionen var varierende, men at gravide generelt er villige og i stand til at deltage i hjemmebaseret, multimodal selvmonitorering3.

Referencer:

Ameyaw et al. Effectiveness of mHealth Apps for Maternal Health Care Delivery: Systematic Review of Systematic Reviews. 2024. doi: 10.2196/49510.
Chan & Chen. Effects of Social Media and Mobile Health Apps on Pregnancy
Care: Meta-Analysis. 2019. doi: 10.2196/11836.
Jaeger et al. Adherence to digital pregnancy care lessons learned from the SMART start feasibility study. 2025. https://doi.org/10.1038/s41746-025-01966-8

Hvordan sikrer Nævnet for Sundhedsapps kvaliteten af de anbefalede apps?

Vurderingskriterier for anbefaling

Alle apps, der anbefales af Nævnet for Sundhedsapps, vurderes ud fra fire kriterier: Evidens for effekt, brugervenlighed, pris og samfundsværdi. Du kan læse mere om Nævnet for Sundhedsapps og de fire vurderingskriterier på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Nævnet for Sundhedsapps.

Datasikkerhed

Udbyderen af sundhedsappen har underskrevet en tro- og love-erklæring om, at appen håndterer og opbevarer data på en sikker måde og overholder gældende -lovgivning, herunder GDPR.

Lovgivning om medicinsk udstyr

Nævnet for Sundhedsapps anbefaler både sundhedsapps, der er CE-mærkede som medicinsk udstyr, og sundhedsapps, der ikke er. Det er en forudsætning for en anbefaling fra nævnet, at appen overholder lovgivningen for medicinsk udstyr. Du kan læse mere om medicinsk udstyr på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Medicinsk udstyr.

Vurderet af en sagkyndig ekspert

Sundhedsapps, der indeholder fagligt indhold inden for et specifikt område, vurderes af en sagkyndig ekspert. Dette kan fx være en speciallæge inden for det relevante speciale, men det kan også være en ekspert inden for en anden relevant faggruppe, fx en psykolog. Nævnet for Sundhedsapps inddrager den sagkyndiges bedømmelse som et væsentligt element i deres behandling af appen. Bedømmelsen bidrager således til at sikre, at anbefalingen hviler på en kvalificeret sundhedsfaglig vurdering. Appen Min Graviditet er dog ikke vurderet af en sagkyndig ekspert.

Indhold leveret af:

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Telefon: 44 88 95 95

dkma@dkma.dk

Gå til hjemmeside