Hvordan kan du bruge appen i dit arbejde?
Hvad kan appen?
Min Læge har til formål at understøtte den digitale kommunikation mellem den praktiserende læge og patienten. Appen indeholder funktioner, der gør det muligt for brugeren at finde oplysninger om, og opnå adgang til, egen læge (inkl. evt. ferieafløser) og lægevagten, video- og e-konsultationer, tidsbestilling, overblik over aftaler i hele sundhedsvæsenet samt at se medicin, prøvesvar, vaccinationer, henvisninger, diagnoser, forløbsplaner og børns sundhedsdata.
Hvornår kan appen være relevant?
Arbejder du i almen praksis, kan du foreslå dine patienter at anvende denne app.
Hvilken evidens er anbefalingen af Min Læge baseret på?
Studierne, som ligger til grund for anbefalingen af Min Læge, er de to nedenfor angivne. Det ene studie er et norsk registerstudie, som finder, at længerevarende kontinuitet med samme praktiserende læge er associeret med signifikant lavere mortalitet, færre akutte indlæggelser og reduceret brug af lægevagten1. Dette studie findes relevant, idet appen Min Læge netop har til formål at understøtte digital kommunikation – og dermed kontinuitet i forholdet – mellem patient og almen praksis. Det andet studie er kvalitativt og undersøger danske patienters erfaringer med videokonsultationer under COVID-19. Det konkluderer, at patienter generelt er positive over for at anvende videokonsultationer som et supplement til fysisk fremmøde i almen praksis2.
Referencer:
1. Sandvik et al. Continuity in general practice as predictor of mortality, acute hospitalisation, and use of out-of-hours care: a registry-based observational study in Norway. 2022. doi: 10.3399/BJGP.2021.0340.
2. Assing et al. What are patients' first-time experiences with video consulting? A qualitative interview study in Danish general practice in times of COVID-19. 2022. doi: 10.1136/bmjopen-2021-054415.
Hvordan sikrer Nævnet for Sundhedsapps kvaliteten af de anbefalede apps?
Vurderingskriterier for anbefaling
Alle apps, der anbefales af Nævnet for Sundhedsapps, vurderes ud fra fire kriterier: Evidens for effekt, brugervenlighed, pris og samfundsværdi. Du kan læse mere om Nævnet for Sundhedsapps og de fire vurderingskriterier på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Nævnet for Sundhedsapps.
Datasikkerhed
Udbyderen af sundhedsappen har underskrevet en tro- og love-erklæring om, at appen håndterer og opbevarer data på en sikker måde og overholder gældende -lovgivning, herunder GDPR.
Lovgivning om medicinsk udstyr
Nævnet for Sundhedsapps anbefaler både sundhedsapps, der er CE-mærkede som medicinsk udstyr, og sundhedsapps, der ikke er. Det er en forudsætning for en anbefaling fra nævnet, at appen overholder lovgivningen for medicinsk udstyr. Du kan læse mere om medicinsk udstyr på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Medicinsk udstyr.
Vurderet af en sagkyndig ekspert
Sundhedsapps, der indeholder fagligt indhold inden for et specifikt område, vurderes af en sagkyndig ekspert. Dette kan fx være en speciallæge inden for det relevante speciale, men det kan også være en ekspert inden for en anden relevant faggruppe, fx en psykolog. Nævnet for Sundhedsapps inddrager den sagkyndiges bedømmelse som et væsentligt element i deres behandling af appen. Bedømmelsen bidrager således til at sikre, at anbefalingen hviler på en kvalificeret sundhedsfaglig vurdering. Appen Min Læge er dog ikke vurderet af en sagkyndig ekspert, da appen kan betegnes som en generel og administrativ sundhedsapp.