Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Hyperkaliæmi

Tip en ven

Af: Kai Lange

Sidst fagligt opdateret: 09.01.2014

Fakta

  • Kalium er et grundstof, som indgår i kroppens salte. Niveauet af kalium i blodet er vigtigt for, at kroppens celler kan fungere og kommunikere med hinanden
  • Hyperkaliæmi betyder, at der er for meget kalium i blodet
  • Den hyppigste og vigtigste årsag til hyperkaliæmi er nedsat nyrefunktion. Alder, nedsat hjertefunktion, sukkersyge og medicin kan også give hyperkaliæmi
  • Ofte har man ingen symptomer på hyperkaliæmi. Symptomer kan være træthed, nedsat muskelkraft eller tynd mave.
  • I yderste konsekvens fører svær hyperkaliæmi til en livstruende tilstand på grund af hjerterytmeforstyrrelser og hjertestop
  • Diagnosen stilles ved en blodprøve
  • I de fleste og mindre alvorlige tilfælde kan behandling af hyperkaliæmi foregå hos ens egen læge. Behandlingen går ud på at finde årsagen til hyperkaliæmien og forhindre, at den opstår igen. Dette kan ske ved at behandle årsagen eller ændre patientens kost eller medicin
  • Hvis man har svær hyperkaliæmi, skal man indlægges akut til behandling på hospital

Hvad er hyperkaliæmi?

Kalium er et grundstof, som indgår i kroppens salte. Kalium er vigtig for, at kroppens celler kan fungere og kommunikere med hinanden. Blodets niveau af kalium holdes derfor normalt inden for et meget snævert interval. For højt kalium i blodet betyder, at kroppens celler ikke kan fungere eller kommunikere hensigtsmæssigt. Det er især den elektriske kommunikation, der påvirkes. I yderste konsekvens fører dette til livstruende tilstande, hvor patienten får hjerterytmeforstyrrelser og kan dø af hjertestop.

Hyperkaliæmi betyder, at der er for meget kalium i blodet. Normalt ligger niveauet af kalium i blodet mellem 3.5 og 5.0 mmol/L. Hvis niveauet er over 5.0 mmol/L har man hyperkaliæmi. Hyperkaliæmi inddeles yderligere i:

  • let (kalium mellem 5.0 og 5.9 mmol/L)
  • moderat (kalium mellem 6.0 og 6.4 mmol/L)
  • svær (kalium over 6.5 mmol/L)

Inddelingen har betydning for, hvordan og hvor hurtigt man skal behandles.

Hvor hyppig er hyperkaliæmi?

Hyperkaliæmi er sjældent hos patienter i almen praksis. På hospitalet har mellem 1 og 10 % af patienterne hyperkaliæmi, men svær hyperkaliæmi er også sjældent hos indlagte patienter.

Hvorfor får man hyperkaliæmi?

Kroppen sørger for at holde kalium i blodet inden for et snævert område. Langt hovedparten af kroppens kalium (98 %) findes inde i cellerne, hvor koncentrationen er 140-150 mmol/L. Den resterende del findes uden for cellerne. Det er niveauet af kalium uden for cellerne, som måles i blodet. To hovedmekanismer sørger for, at kaliumniveauet i blodet (og inde i cellerne) holder sig inden for det normale område:

  1. En pumpe sørger for hele tiden at holde en passende balance mellem kalium inde i cellerne og kalium uden for cellerne. Den pumper kalium ind i cellerne og natrium ud af cellerne. Denne mekanisme forhindrer hurtige ændringer i blodets kaliumniveau
  2. Nyrerne filtrerer blodet og udskiller kalium gennem urinen. Denne mekanisme forhindrer ændringer i blodets kaliumniveau på langt sigt

Forhøjet kalium i blodet kan derfor opstå på følgende måde:

  • For stor tilførsel af kalium.
    • Dette kan ske med kosten. De fleste fødevarer indeholder kalium, men nogle fødevarer indeholder betydeligt mere kalium end andre. Kalium kan også tilføres med lægemidler (kaliumpiller)
  • Forskydning af kalium fra cellerne til blodet
    • Der er mange årsager til dette. Stor vævsskade pga. større brandsår, aggressiv kemoterapi eller trafikulykker kan ødelægge cellerne. Herved vil større mængder af kalium trænge ud i blodet og giver forhøjet kalium. Forskydning af kalium fra cellerne til blodet kan også skyldes indgift af forskellige lægemidler. Og det kan skyldes mangel på faktorer, der stimulerer pumpen, som pumper kalium ind i cellerne (insulinmangel, mangel på bestemte hormoner)
  • Nedsat udskillelse af kalium
    • Nedsat nyrefunktion er den hyppigste årsag til hyperkaliæmi. Nyrefunktionen skal dog være svært nedsat for ikke at kunne udskille tilstrækkelige mængder af kalium. Alvorlig kritisk sygdom og svær væskemangel giver nedsat nyrefunktion. Nyrefunktionen kan også være nedsat som følge af sygdomme i selve nyren. Nyrefunktionen er hyppigt nedsat på grund af sukkersyge, hjertesvigt, forhøjet blodtryk og alder. Mange former for medicin kan også påvirke en i forvejen nedsat nyrefunktion

Hyperkaliæmi er meget sjældent, hvis man har normal nyrefunktion.

Hvad er symptomerne på hyperkaliæmi?

Ofte har man ingen symptomer på hyperkaliæmi. Hyperkaliæmi opdages derfor ofte tilfældigt i forbindelse med rutine blodprøvetagning. De klassiske symptomer på hyperkaliæmi er træthed, nedsat muskelkraft, oppustet mave og tynd mave.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Som patient skal man være opmærksom på ovenstående symptomer. Men vigtigst er, at man sørger for regelmæssigt at få målt kaliumniveauet i blodet, hvis man har nedsat nyrefunktion, sukkersyge, nedsat hjertefunktion, forhøjet blodtryk eller er ældre. 

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen hyperkaliæmi stilles alene ud fra en blodprøve.

Kroppens reaktioner på hyperkaliæmi

Ud over ovenstående symptomer er den farligste reaktion hjerterytmeforstyrrelser og evt. hjertestop. Personer med alvorlig hyperkaliæmi skal derfor altid indlægges akut til behandling på hospital. Hjerterytmeforstyrrelser og evt. hjertestop kan opstå uden forudgående symptomer ved alvorlig hyperkaliæmi.

Hvilke faktorer kan medføre hyperkaliæmi?

Nedsat nyrefunktion er den hyppigste årsag til hyperkaliæmi. Man får meget sjældent hyperkaliæmi, hvis ens nyrefunktion er normal. Svær kritisk sygdom og svær væskemangel kan give nedsat nyrefunktion og hyperkaliæmi. Ellers er det især mennesker med kendt nedsat nyrefunktion, sukkersyge, nedsat hjertefunktion, forhøjet blodtryk eller ældre, der kan få hyperkaliæmi. Ofte får disse personer behandling med medicin, som i sig selv nedsætter nyrernes evne til at udskille kalium. Det er derfor nødvendigt for disse personer at få kontrolleret niveauet af kalium i blodet.

Nedsat funktion af binyrerne kan også give for meget kalium i blodet, men det er særdeles sjældent.

Hvilke undersøgelser skal udføres?

Diagnosen kan kun stilles ud fra en blodprøve. Hvis prøven viser for højt kalium i blodet er det vigtigt, at lægen gentager prøven, da fejl ved selve blodprøvetagningen kan give en falsk forhøjet værdi af kalium (pseudohyperkaliæmi). Dette skyldes som regel, at de røde blodlegemer er gået i stykker og derfor frigiver kalium til blodvæsken. Derved bliver kalium i blodet falsk forhøjet.

Hvis kalium i blodet er forhøjet, skal man have taget et  hjertekardiogram (EKG) for at se, om hjertet er påvirket. Hvis kalium er over 6.0 mmol/L, eller der er hjerterytmeforstyrrelser, skal man indlægges akut til behandling på hospital. Hvis kalium er under 6.0 mmol/L kan den videre behandling som regel foregå hos ens egen læge.

I alle tilfælde bør årsagen til hyperkaliæmien findes.  Nyrefunktionen skal derfor undersøges vha. blodprøver og urinprøver. Der er også vigtigt for lægen at udspørge patienten om andre forhold, som kan give hyperkaliæmi. Endelig er det vigtigt at se på kosten og den medicin man får for at vurdere, om det kunne være årsagen.

Hvilken behandling er der?

Akut behandling på sygehus

Ved alvorlig hyperkaliæmi eller ved samtidige hjerterytmeforstyrrelser skal behandlingen foregå, mens man er indlagt og under overvågning af hjertets funktion. Behandlingen går ud på at finde årsagen til, at kalium i blodet er forhøjet, beskytte hjertet og samtidig nedsætte indholdet af kalium i blodet. Hvis nyrefunktionen er meget nedsat, kan det være nødvendigt at behandle med  dialyse (kunstig nyre).

Behandling i almen praksis

Behandling af mild hyperkaliæmi kan foregå hos ens praktiserende læge. Behandlingen går ud på at finde årsagen til, at kalium i blodet er forhøjet og samtidig nedsætte indholdet af kalium i blodet. Nyrefunktionen skal klarlægges. Det kan være nødvendigt med kaliumreduceret kost. Medicinlisten skal gennemgås for at justere medicin, som kan give forhøjet kalium og for at tilføre medicin, som kan fjerne kalium fra kroppen - enten gennem nyrerne eller via tarmen.

Forebyggende behandling

Den forebyggende behandling skal tilpasses den underliggende årsag til hyperkaliæmi. Risikopatienter er personer med nedsat nyrefunktion, sukkersyge, nedsat hjertefunktion, forhøjet blodtryk og ældre mennesker. Den forebyggende behandling omfatter kaliumreduceret kost og opmærksomhed på medikamenter, som kan udløse hyperkaliæmi. Da der ofte ikke er symptomer ved hyperkaliæmi, er regelmæssige kontrol af kalium i blodet nødvendig hos disse personer.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Svær hyperkaliæmi er en akut livstruende tilstand, som kræver akut behandling. Forløbet afhænger af grundsygdommen. Kronisk mild til moderat hyperkaliæmi skyldes som regel nedsat nyrefunktion. Langtidsudsigterne afhænger her af, hvorledes den nedsatte nyrefunktion kan behandles.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre hyperkaliæmi?

Hvis du er en normal person, behøver du ikke bekymre dig om hyperkaliæmi. Hvis du derimod er en risikopatient - dvs. har nedsat nyrefunktion, sukkersyge, nedsat hjertefunktion, forhøjet blodtryk eller er ældre, bør du regelmæssigt få undersøgt kalium i blodet hos din egen læge. Din egen læge vil kunne vejlede dig om, hvad der er mest hensigtsmæssigt for dig.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Kai Lange, Overlæge, dr.med.,
  • Gregers Hansen-Nord, speciallæge i almen medicin, alm. prakt. læge,
  • Lars S. Rasmussen, overlæge, Anæstesi- og Operationsklinikken, Rigshospitalet
  • Finn Klamer, speciallæge i almen medicin, tidl. prakt. læge, lægefaglig rådgiver i Den fælles offentlige sundhedsportal - sundhed.dk,
Link til Lægehåndbogen

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.