I Danmark er det fastlagt ved lov, at alle børn skal tilbydes syv forbyggende helbredsundersøgelser i løbet af barnets fem første leveår
Børnene har samtidig mulighed for at deltage i et planlagt forebyggende vaccinationsprogram
Ved hver enkelt af de forebyggende undersøgelser vurderer den praktiserende læge, om barnet er i trivsel, og om det udvikler sig som forventet i forhold til sin alder
Barnet bliver undersøgt både med udgangspunkt i eventuelle kendte sygdomme og forældrenes ønsker
Hvad er forebyggende børneundersøgelser?
Alle danske børn i alderen 0 til 5 år skal, i henhold til sundhedsloven, have tilbudt syv forebyggende helbredsundersøgelser hos deres praktiserende læge. De bliver også tilbudt at deltage i et børnevaccinationsprogram. Undersøgelserne og vaccinationerne er med til at give børnene de bedst mulige betingelser for en sund udvikling. De forebyggende helbredsundersøgelser sker, når barnet er:
5 uger
5 måneder
12 måneder
2 år
3 år
4 år og
5 år gammelt
Ved hver undersøgelse vurderer lægen, om barnet er i trivsel, og om det udvikler sig som forventet i forhold til sin alder (alderssvarende). Derudover rådgiver lægen om eventuelle kendte sygdomme hos barnet og/eller problemstillinger, som forældrene fortæller om.
Hvad undersøger lægen til en børneundersøgelse?
Et barn er i trivsel, hvis det vokser og udvikler sig som forventet. Det afgør lægen ved at måle og veje barnet ved alle helbredsundersøgelserne. Læger taler om, at barnet følger sin vækstkurve. Fx vil det forventes, at et barn, der var lille ved fødslen, vil være mindre ved 2-årsalderen end et barn, der var stort ved fødslen. Barnet er i trivsel, hvis højden og væksten følger bestemte kurver afhængig af barnets fødselsvægt. Se vækstkurve for piger eller vækstkurve for drenge.
Foto af læge, der vejer et barn
Barnets udvikling følges ved hjælp af såkaldte milepæle, der skal være nået ved børneundersøgelserne. Læger siger, at barnet er alderssvarende udviklet, hvis barnet har nået disse milepæle. Under de enkelte undersøgelser, som bliver beskrevet nedenfor, er nævnt nogle milepæle, men langt fra alle. Milepælene er kun retningsgivende – nogle børn vil være hurtigere udviklet end andre. Men milepælene kan være et godt udgangspunkt for samtalen med lægen.
Et væsentligt led i de forebyggende undersøgelser er forældresamtalen, der tager udgangspunkt i forældrenes bekymringer og glæder. Under de enkelte undersøgelser, som bliver beskrevet nedenfor, er nævnt nogle emner, som typisk indgår i forældresamtalen. Men det kan sagtens være andre emner, man vælger at tage op.
Vær opmærksom på, at det er forskelligt fra læge til læge, hvad der foregår til de enkelte børneundersøgelser. Det vigtigste for lægen er at kunne vurdere, om barnet er sundt og alderssvarende.
5 ugers undersøgelsen er den første af de forebyggende børneundersøgelser, og den har derfor stor betydning i forhold til at opdage eventuelle medfødte, uopdagede sygdomme. Lægen undersøger barnet grundigt, vejer og måler det og vurderer, om det er alderssvarende udviklet.
Forældresamtalen drejer sig ofte om: fødslen, barnets søvn og ernæring.
Milepæle
Barnet kan løfte hovedet opad, når det ligger på maven
Barnets gråd er forskellig, afhængig af om det er sultent, har en våd ble eller har ondt
Barnet kan kortvarigt fokusere på ting i bevægelse
Barnet smiler til mor eller far
5 måneders undersøgelsen
Ved 5-månedersalderen har familien oftest fundet deres egen rytme. Lægens undersøgelse vil være mindre omfattende end den første undersøgelse og koncentrerer sig om trivsel (vægt og højde), udvikling (milepæle) og eventuelle nye sygdomme.
Forældresamtalen drejer sig ofte om: ernæring – herunder amning og overgang til anden ernæring end mælk, tænder og tandfrembrud, hvordan man håndterer feber og kontakt til lægevagten.
Milepæle
Barnet har kontrol over hovedets stilling, når det sidder op
Barnet drejer hovedet efter en lyd
Når barnet ligger på maven, løfter det hovedet opad og støtter på underarmene
Barnet kan vende sig fra mave til ryg
Det griber sikkert ud efter ting og kan flytte ting fra hånd til hånd
Barnet pludrer med forskellige lyde
Når barnet ligger på ryggen, og man tager det i hænderne for at trække overkroppen opad, vil barnet trække med – bøje armene og løfte hovedet
Foto af læge, der trækker baby op i armene
12 måneders undersøgelsen
De fleste børn bliver passet udenfor hjemmet sammen med andre børn og bliver derfor ofte smittet med infektionssygdomme. Barnet bevæger sig selv rundt i hjemmet, og der er risiko for at komme til skade. Det viser begyndende selvstændighed og forsøger at sætte sin vilje igennem. Lægens undersøgelse vil fokusere på trivsel (vægt og højde) og udvikling (milepæle). Ofte vil lægen også lytte på hjertet og føle på maven.
Forældresamtalen drejer sig ofte om: Ernæring – herunder ophør med flaske, hvordan man håndterer de mest almindelige infektionssygdomme og tandpleje.
Milepæle
Barnet kan rejse sig selv, står og går eventuelt med støtte
Når barnet lægges på maven, vil det kravle på alle fire
Pincetgreb (barnet kan gribe om mindre ting med tommelfinger og pegefinger)
Det kan drikke af en kop og holde på en ske
Barnet kan sige enkelte ord, klappe kage og vinke
Barnet søger tryghed hos forældre og er bange for fremmede
2 års undersøgelsen
Det 2-årige barn har travlt med at udvikle sprog og motorik. Det er stadig genert. Lægens undersøgelse vil ikke være særlig omfattende. Udover at vurdere trivsel (højde og vægt) og udvikling (milepæle) koncentrerer man sig om de sygdomme, som barnet måtte have gennemgået.
Forældresamtalen drejer sig ofte om: Udvikling af selvstændighed og opdragelse, leg og stimulation, og om hvordan man håndterer de hyppigste infektionssygdomme.
Milepæle
Barnet går og løber på flad fod
Det kan gå baglæns
Sparker til en bold og kan kaste den i en bestemt retning
Kan samle små ting og bygge tårn med omkring 5 klodser
Barnet spiser nu selv
Barnets ordforråd er stort, og det kan tale i sætninger med 2-3 ord
Barnet leger ”parallelt” med andre børn – det vil sige, at børnene leger ikke sammen, men ved siden af hinanden
3 års undersøgelsen
Det 3-årige barn er livligt, nysgerrigt og træner sin selvstændighed, hvilket kan være en stor udfordring for forældrene. Lægens undersøgelser vil fokusere på trivsel (vægt og højde), udvikling (milepæle), synsprøve og eventuelle aktuelle og tidligere sygdomme hos barnet.
Foto af barn til synsundersøgelse
Forældresamtalen drejer sig ofte om: Ernæring – herunder om barnet er overvægtigt, samspillet med forældre og andre og den sproglige udvikling.
Milepæle
Barnet kan nu gå alene på trapper og køre på trehjulet cykel
Det kan selv klæde sig af og vaske hænder
Barnet taler i sætninger med 7-8 ord
Det kan svare på spørgsmål
Barnet er nu renligt eller er godt på vej til det
4 års undersøgelsen
Barnet er meget fysisk aktivt, der er "krudt" i barnet. Barnet har efterhånden god kontrol over kroppen. De tidligere mange infektionssygdomme er ved at være overstået. Ved undersøgelsen vurderer lægen, om barnet er i trivsel (højde og vægt), om det er udviklet alderssvarende (milepæle), og om barnet ser og hører normalt.
Forældre stiller ofte spørgsmål vedrørende: Mad og spisevaner – herunder overvægt, samspil med andre børn og sociale kompetencer, fx at vente på sin tur og stå i kø.
Milepæle
Barnet kan hoppe på et ben
Det tager genstande med fingrene og ikke hele hånden
Barnet rejser sig fra liggende til stående som en voksen
Barnet kan tegne mennesker, huse og dyr
Barnet taler i lange sætninger og kan huske rim og remser
Barnet leger stadig parallelt med andre børn, det vil sige, at børnene leger ikke sammen, men ved siden af hinanden
5 års undersøgelsen
Dette er den sidste af de forebyggende børneundersøgelser. Derfor skal undersøgelsen afrunde de problemstillinger, der eventuelt måtte være opstået de første 5 år. Det 5-årige barn kan nu overveje og planlægge sine aktiviteter, det kan sætte sig i andres sted og vise hensyn. Lægens undersøgelse vil fokusere på trivsel (højde og vægt), udvikling (milepæle) og de sygdomme, som barnet har overstået, eller som stadig er til stede. Lægen tester barnets syn og hørelse, medmindre det er blevet testet tidligere.
Forældre stiller ofte spørgsmål vedrørende: Skolestart, mad og spisevaner og barnets sociale kompetencer.
Milepæle
Barnet kan hoppe med samlede ben
Det kan gribe en lille bold med to hænder og kaste overhåndskast
Barnet kan tegne en firkant og klippe efter en streg
Barnets ordforråd er på omkring 2000 ord, og det taler fint i sætninger
Barnet kan tælle til ti, kender fire til seks farver og kan fortælle, hvordan det går i daginstitutionen
Barnet leger nu rigtigt sammen med andre børn
Når barnet påbegynder skole, overgår de forebyggende kontroller i forhold til barnets trivsel og udvikling til den kommunale sundhedspleje via en skolesundhedsplejerske