Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Udbrændthed

Tip en ven

Af: Bjarne Lühr Hansen, speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 17.02.2014

Fakta

  • Det er vanskeligt at finde præcise tal på, hvor mange der er udbrændte.
  • Det er typisk for de udbrændte, at de føler sig fysisk, følelsesmæssigt og mentalt nedslidte på grund af en lang tids krævende arbejdssituation.
  • Hvis du føler dig udbrændt, er det vigtigt, at du tager kontakt med din læge. Lægen vil kunne finde ud af, om der er tale om udbrændthed eller måske en depression.

Er du altid træt?

Er du altid træt og er det en kamp at gå på arbejde? Føler du, at du aldrig får gjort nok, eller at det aldrig bliver godt nok, og har du svært ved at glæde dig over noget længere? Så er det måske på tide, at du lærer at sætte grænser.

I følge en norsk artikel hævder 15 procent af alle arbejdstagere at være udbrændte. Men det er vanskeligt at finde præcise tal på, hvor mange der er udbrændte. Det er også flere tilstande, som kan minde om hinanden. Udbrændthed, depression og træthed har mange fællestræk.

træt kvindezoom

Faresignaler

Det er typisk for de udbrændte, at de føler sig fysisk, følelsesmæssigt og mentalt nedslidte på grund af en lang tids krævende arbejdssituation. Du kan være i fare for at blive udbrændt, hvis du:

  • Identificerer dig for stærkt med arbejdet
  • Mangler balance mellem arbejde og privatliv
  • Prøver at være alt for alle
  • Arbejder inden for sundhedsvæsenet, som lærer, politi eller med rådgivning

Uoverstigelige forhindringer

Det ser ud som om, der har været en stigning i antallet af udbrændte de seneste år. Mange mener, at udbrændthed især forekommer inden for arbejdsområder, hvor der er følelsesmæssig og social tæt kontakt med andre mennesker.

Når man beskriver udbrændthed, er der tre begreber, som er centrale:

  • Følelsesmæssig udmattelse
  • Følelsesmæssig distancering
  • Reduceret personlig ydeevne

Andre typiske tegn er, at du føler dig vældig træt, når du er på arbejde og når arbejdsdagen er over. Du mister arbejdsglæden, er fysisk træt og orker ikke at gøre så meget i fritiden som før.

På arbejde har du måske samarbejdsproblemer med kolleger eller kunder/klienter, du er mindre tålmodig og bliver lettere irriteret på dem. Du skal kæmpe for at møde op på arbejde, og det er hårdt at komme i gang. Du synes, at du møder uoverstigelige forhindringer på arbejdet og du føler, at du aldrig har nok energi til at være produktiv nok og føle dig tilfreds med det du gør.

Andre tegn kan være:

  • Hovedpine, spændte muskler, kvalme eller svimmelhed.
  • Forandret søvnmønster - du sover mere eller mindre end før - eller forandret appetit.
  • Du bruger mad, alkohol, medikamenter eller lignende i håb om at føle dig bedre.
  • Du bliver let syg.

Psykologiske faktorer?

Tidligere mente man, at udbrændthedstilstande især ramte mennesker i "hjælpearbejde", og søgelyset blev rettet mod karakteristiske træk på sådanne arbejdspladser. Nu bruges begrebet udbrændthed mere generelt og kobles gerne til tidens effektivitets- og karrierekrav.

Forklaringsmodellerne har hovedsageligt lagt vægt på ydre forhold som arbejdsmiljø og samfundsforhold. På det seneste har man søgt at inddrage psykologiske forhold. Hvorfor bliver nogle mennesker lettere ofre for udbrændthed?

Nyt arbejde?

For at få det bedre, skal du først overveje, hvorfor du blev udbrændt. Typiske årsager kan være, at du ikke føler du har kontrol over, hvilke arbejdsopgaver du får eller på mængden af arbejdet. Det kan også dreje sig om konflikter på arbejdet og samarbejdsproblemer, at du bliver stresset af at have for meget ansvar eller at du er bekymret for, om du gør dit arbejde godt nok. Det kan også være, at dine værdibegreber ikke stemmer overens med arbejdspladsens.

Det er ikke usædvanligt, at den person, der bliver udbrændt, er idealistisk, samvittighedsfuld og pligtopfyldende. Problemet kan da være, at dine egne ambitioner, idealer og forventninger er for store.

Hvis du føler dig udbrændt, er det vigtigt, at du tager kontakt med din læge. Lægen vil kunne finde ud af, om der er tale om udbrændthed eller måske en depression. I nogle tilfælde vil lægen råde dig til at finde et andet arbejde.

Andre tiltag, som er vigtige for at undgå at blive udbrændt, er, at sætte grænser, tage pauser og lytte til kroppen. Regelmæssig daglig motion på 30 minutter har vist sig at kunne forebygge udbrændthed.

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Bjarne Lühr Hansen, ph.d., lektor, alm. prakt. læge, Syddansk Universitet, Odense
Link til Lægehåndbogen

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.

Patienthåndbogen - Danmarks største sygdomsleksikon på nettet. Se en kort introfilm her.