Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Rygmarvsskade

Tip en ven

Af: Nanna Witting, speciallæge

Oprettet: 11.06.2010

Rygmarven

Ryggen består af rygsøjlen, cerebrospinalvæsken og rygmarven med nerverødder. Rygsøjlen består af 7 nakkehvirvler, 12 brysthvirvler, 5 lændehvirvler, korsbenet og halebenet. Se tegning af rygsøjlen.

Mellem hver af hvirvlerne ligger der en bruskskive, som fungerer som en stødpude. Rygmarven ligger inde i rygsøjlen, beskyttet af knoglerne i rygsøjlen og cerebrospinalvæsken som er den væske, der omgiver rygmarven. Fra rygmarven er der nerverødder, der løber ud i nerverne til kroppen. Nerverne udgår parvis, en højre og en venstre, svarende til hvert niveau af rygsøjlen. Hver nerve forsyner et afgrænset område af kroppen med to sæt nerver: Følenerver (sensoriske nerver), som fører besked ind til centralnervesystemet, og motoriske nerver, som fører besked til muskler og sener ud fra centralnervesystemet.

I forbindelse med alvorlige uheld kan ryggen skades, så rygmarven bliver klemt. Dette kan føre til, at rygmarven nedenfor skaden mister forbindelsen med resten af centralnervesystemet (tværsnitsskade). Det betyder i værste fald, at man bliver lam fra skadestedet og ned, mister følesansen i samme område, og at man mister kontrollen over urin, afføring og seksualfunktioner.

Jo højere oppe i rygmarven skaden sker, jo mere omfattende er skaderne og lammelserne. Ved skader i nakken vil også armene kunne være lammet. Skader i den øverste del af nakken kan forårsage død, fordi det kan ramme nerver som kontrollerer vejrtrækningen.

Rygmarvsskader ses oftest blandt unge mennesker og hyppigst blandt mænd. De er som regel resultat af trafikulykker, faldulykker eller udspring på lavt vand. Rygmarvsskader kan også ses i forbindelse med andre sygdomme, f.eks. betændelsesforandringer, slidforandringer eller kræft.

Sygehistorie og fund

Baggrunden for en rygmarvsskade er som regel et uheld. Ofte er den tilskadekomne alvorlig skadet og bevidstløs, så det ikke er muligt at tale med vedkommende. Andre gange er vedkommende vågen og mærker, at følelsen i nedre del af kroppen er borte, og ikke at være i stand til at bevæge f.eks. benene.

Ved undersøgelse finder man, at den skadede er uden kraft i underkroppen, eventuelt også i armene, hvis skaden sidder højt i nakken. Ofte er blodtrykket lavt, og pulsen langsom.

Hvordan håndterer man den skadede person?

På skadestedet skal der udvises den største forsigtighed for at undgå, at skaden forværres. Man skal ikke løfte, dreje eller få den skadede til at sidde op. Alle bevægelser i nakke og ryg skal undgås. Bøj ikke den skadede fremover. Man skal altid sørge for bedst mulig stabilitet, når man løfter og drejer den skadede. Flere personer (3-4) bør deltage i manøvreringen af den skadede, så der ikke opstår bevægelser af skaden i ryggen. Stiv nakkekrave skal bruges under transport i forbindelse med undersøgelser på røntgenafdelingen ved mistanke om nakkeskade. Man sikrer stabiliteten ved at støtte patienten med sandsække. Bevidstløse ved ulykker bør behandles, som om de har rygmarvsskade.

Man skal sikre, at den skadede trækker vejret, og at puls og blodtryk er i orden. Andre skader behandles eller der tages hensyn dertil.

Hvad er konsekvenserne af en tværsnitsskade?

Når den akutte fase er overstået, den skadede er stabiliseret og indlagt på sygehus, vil man kortlægge omfanget af skaden. Ved tværsnitslæsioner er forbindelsen til nedre del af rygmarven er afbrudt. Her vil man finde følgende:

  • Lammelser og med tiden stramninger/krampe i muskulaturen (spasticitet) samt eventuelt stramning i leddene (kontrakturer, hvis man ikke forebygger.
  • Bortfald af følesans. Dette indebærer bl.a. en betydelig risiko for udvikling af tryksår/liggesår.
  • Åndedrætsbesvær hvis skaden sidder i øvre del af ryggen og nakken.
  • Vandladningsgener. Man mister kontrollen over vandladningen, og der er på sigt risiko for urinvejsinfektioner og nyreskade.
  • Tarmtømningsproblemer. Kontrollen over afføringen mistes, og man kan få problemer med forstoppelse.
  • Seksualfunktionen skades.
  • Som følge af den fysiske inaktivitet kan der opstå stofskifteændringer.
  • Inaktivitet fører også til afkalkning af skelettet. Det øger risikoen for knoglebrud.
  • Blodtryksændringer. Blodtrykket kan både blive for lavt og for højt.
  • Blodprop. Fordi den skadede ofte er inaktiv, er der øget risiko for blodprop i læggen.
  • Øget svedtendens. Fordi temperaturregulationen er skadet, kan det føre til ukontrolleret sved.

Hvordan behandles en rygmarvsskade?

Behandlingen af den skadede starter umiddelbart. Det er en omfattende opgave, hvor mange fagpersoner er involveret. Behandlingen kan inddeles i følgende faser:

  • Akutbehandling på skadestedet
  • Akutbehandling på sygehuset
  • Tidlig rehabilitering
  • Fuld rehabilitering
  • Udskrivning
  • Opfølgning

Behandlingen foregår over lang tid. Målet er, at den skadede bliver mest mulig selvhjulpen.

Vil du vide mere?

  • RYK - Rygmarvsskadede i Danmark, Dansk Handicap Forbund, Hans Knudsens Plads 1A, 2100 København Ø, tlf. 39 29 35 55, e-mail: info@ryk
  • P T U, Landforeningen af polio-, trafik- og ulykkesskadede, Fjeldhammervej 8, 2610 Rødovre, Tlf. 36 73 90 00

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Nanna Witting, afdelingslæge, ph.d., Neurologisk Klinik, Rigshopspitalet
  • Finn Klamer, speciallæge i almen medicin, tidl. prakt. læge, lægefaglig rådgiver i Den fælles offentlige sundhedsportal - sundhed.dk,
  • Terje Johannessen, professor i allmennmedisin, Institutt for samfunnsmedisinske fag, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Trondheim
  • Ingard Løge, spesialist allmennmedisin,
Link til Lægehåndbogen