Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Lægehåndbogen

Fnat

Af: Tove Agner, speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 30.06.2014

Fakta

  • Fnat er en hudsygdom, som skyldes scabiesmider (fnatmider), der graver gange i huden og lægger æg
  • Der opstår hurtigt en meget generende kløe
  • De fleste udvikler kløende røde prikker, af og til små blærer - særligt på fingre og hænder
  • Scabiesmider overføres fra person til person ved tæt kropskontakt
  • Udslættet og kløen skyldes en allergisk reaktion mod miden og dens affaldsprodukter
  • Effekten af behandlingen er god, hvis vejledningen følges omhyggeligt 

Hvad er fnat - scabies?

Fnat, håndledzoom

Scabies kaldes på dansk for fnat. Det er en hudsygdom, som skyldes en scabiesmide, der graver gange i huden og lægger æg. Typisk for fnat er, at man pludselig får en generende kløe, som opleves mest intenst om natten. Kløen er stærkest på steder, hvor scabiesmiden findes, men kløen rammer efterhånden hele kroppen. Hoved og nakke går fri for smitte og kløe hos voksne, men kan blive angrebet hos småbørn. De fleste udvikler kløende små hævelser (papler), af og til små blærer, og efterhånden kradsmærker som følge af kløen.

Scabiesgangene kan netop ses med det blotte øje. De er gråhvide, tynde og slyngede og kan blive op til 10 mm lange. Miden kan ses som en sort prik for enden af midegangen, men kan være vanskelig at opdage.

Midegangene finder man lettest på siden af fingrene, omkring håndleddet og i albuer, eventuelt omkring brystvorter eller på penis. På kønsorganer får man ofte yderligere små, røde og hårde knuder. Hos børn under 2 år kan midegange ofte ses i fodsålerne.

baby med fnat på mavenzoom

Scabies sås tidligere mest hos yngre som en seksuelt overført sygdom, men findes i dag også hyppigt hos ælde plejekrævende patienter, hvor smitten bringes videre via plejepersonale. Scabiesepidemier kan optræde på institutioner, f.eks. på hospitalsafdelinger, og her må alt plejepersonale, der har været i kontakt med den smittede patient, så behandles.

Hvor hyppig er fnat?

Fnat er en hyppigt forekommende sygdom i Danmark. De fleste behandles hos egen læge, men nogle behandler sig selv uden involvering af læge, idet behandlingsmidlet er i håndkøb.

Hvorfor får man fnat?

Årsagen er smitte med miden med navnet Sarcoptes scabei var hominis. Denne mide er kun 0,3-0,4 mm lang og kan derfor knapt ses med det blotte øje. Hunmiden graver gange og lægger æg i gangene.

Scabiesmiden overføres fra person til person ved tæt kontakt. Scabiesmiden kan overleve i for eksempel sengetøj i kortere tid, indtil 4 døgn, og dette kan være smittekilden i nogle tilfælde.

Udslættet og kløen skyldes en allergisk reaktion mod miden og dens affaldsprodukter. Denne reaktion kommer 3-5 uger efter, at man er blevet smittet.

Hvad er symptomerne på fnat?

Kløen er det helt dominerende symptom. Den er mest udtalt som natten. Der kan ses områder med følger efter kradsning, små hævelser (papler), og midegange kan ofte isoleres.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Fnat (scabies) er en af de mest kløende hudlidelser. Beskrives ofte af patienterne som ulidelig. 

Hvordan stilles diagnosen?

Fnatmidegang, scabiesgangzoom

Scabies kan ligne en lang række hudsygdomme. For at kunne stille diagnosen sikkert, skal lægen identificere en scabiesmide eller æggene ved undersøgelse i mikroskop. I praksis kan dette være tidskrævende og vanskeligt. Udsættelse for fnat øger sandsynligheden for diagnosen markant. I enkelte tilfælde kan den typiske sygehistorie og udslættet være tilstrækkeligt til at stille diagnosen med stor grad af sikkerhed.

Hvilken behandling er der?

Sengetøj, håndklæder og tøj skal vaskes ved 60 grader. Tøj, som ikke tåler dette, kan hænges væk i en uge, eller lægges i fryseren natten over. Større beklædningsgenstande og overtøj, dyner, tæpper, puder og madrasser luftes godt og køligt og sættes bort.

Medicinsk behandling

Permetrin creme er førstevalgsbehandling. Hele hudoverfladen skal smøres ind undtaget ansigt og hårbund.

Foruden den syge skal alle familiemedlemmer og nære kontakter behandles, selv om de ikke har kløe, udslæt eller andre tegn på smitte. Selv om behandlingen er vellykket, kan kløen vedvare i op til 4-6 uger efter behandlingen.

Peremetrin creme kan også bruges af gravide, ammende og små børn.

Børnehave/skole

Smittefaren ophører hurtigt ved behandling. Børn kan derfor gå i skole/børnehave dagen efter at behandlingen er gennemført.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Effekten af behandlingen er god, de allerfleste bliver raske, hvis opskriften følges. Enkelte kan reagere på lokalbehandlingen med hudirritation. Kløen og udslættet som følge af scabiesmiden kan vare i 4-6 uger efter behandlingen, men aftager efterhånden.

Det er vigtigt at huske på, at scabies ikke forsvinder af sig selv, men hvis lægens råd følges og behandlingen gennemføres omhyggeligt, er behandlingen oftest vellykket.

Hvis behandlingen ikke lykkes kan det skyldes ufuldstændig påsmøring eller for kort virketid, men ny smitte kan også forekomme. Behandlingen vil da som regel være en ny kur med det samme præparat.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre fnat?

Tæt kontakt med en anden person, der har fnat, kan medføre smitte. Hvis man har mistanke om smitte kan man opsøge lægen og blive undersøgt. Det er meget vigtigt at følge vejledningen for behandling nøje, så man undgår, at sygdommen vender tilbage, og så man undgår at smitte andre.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Tove Agner, overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., praktiserende læge, ekstern lektor ved afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Link til Lægehåndbogen

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.