Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Mollusker (vandvorter)

Tip en ven

Af: Tove Agner, speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 27.01.2014

Fakta

  • Mollusker kaldes på dansk for vandvorter og er nogle små knopper på huden forårsaget af en virusinfektion i hudens yderste lag. Vandvorter bliver fra 2 til 5 mm i diameter
  • De giver sjældent nogen symptomer ud over det kosmetiske
  • Svinder oftest spontant inden for 6-9 måneder
  • Behandling er sjældent nødvendig

Hvad er mollusker/vandvorter?

Mollusker kaldes på dansk også for vandvorter og er nogle små knopper på huden forårsaget af en virusinfektion i hudens yderste lag. Molluskerne/vandvorterne bliver fra 2 til 5 mm i diameter.

Molluskerne er hudfarvede, glatte, perlelignende forandringer med en central fordybning og de indeholder en osteagtig masse. De ses hyppigst hos børn og molluskerne sidder typisk på overkroppen og armenes bøjesider.

Forandringerne er typiske og diagnosen er næsten altid let at stille. Mollusker/vandvorter kan også findes hos voksne og sidder da typisk på kønsdelene og smitter ved seksuel kontakt. Mollusker hos voksne, som sidder på andre dele af kroppen (ikke på kønsdelene), ses især hos personer med nedsat immunforsvar.

Hvor hyppig er mollusker?

Foto af molluskerzoom

Hvorfor får man mollusker/vandvorter?

Årsagen til mollusker/vandvorter er en virusinfektion med et såkaldt poxvirus. Mollusker kan smitte ved direkte kontakt, men smittefaren er lille. Hos voksne er det en seksuelt overført sygdom og molluskerne sidder ved kønsdelene. Hos voksne med nedsat immunforsvar kan molluskerne også sidde spredt på arme, ben, krop og i ansigtet.

Hvad er symptomerne på mollusker?

Der ses små blanke knopper på huden, ikke kløende

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis der kradses i molluskerne/vandvorterne kan der sjældent gå betændelse i det, og lægen kan da hjælpe med behandling

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles på det kliniske billede, idet molluskerne/vandvorterne ser ret karakteristiske ud

Hvilken behandling er der?

Det er for det meste ikke nødvendigt med behandling. Hvis der samtidig er kløende eksem, kan det dog nogle gange afhjælpes ved at fjerne molluskerne.

Mollusker kan fjernes kirurgisk, men det er forbundet med ubehag. Dette sker enten ved at pirke indholdet ud med en kanyle eller ved at skrabe dem bort med en skarpske (lille skarpt instrument). Det kræver lokalbedøvelse med en bedøvende creme først. Molluskerne kan også frysebehandles. Da det er en godartet sygdom, som går i sig selv igen, er det vigtigt, at en evt. behandling ikke giver anledning til hospitalsskræk hos børn og at behandlingen ikke efterlader ar.

Hvordan er langtidsudsigterne?

De fleste mollusker/vandvorter forsvinder af sig selv i løbet af 6-9 måneder, men de kan også blive længere. Mollusker er en helt ufarlig hudsygdom.

Børnehave/dagpleje

Faren for smitte mellem personer er lille, og der er derfor ingen begrænsninger for at gå i børnehave eller dagpleje.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?

Det er svært at undgå at blive smittet med mollusker, da det er en almindeligt forekommende virusinfektion hos børn. Tilstanden kan kompliceres med infektion, hvis der kradses i huden.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Tove Agner, overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., praktiserende læge, klinikchef, Århus Universitetspraksis og ekstern lektor ved afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Århus Universitet
Link til Lægehåndbogen

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.