Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Skuldebursit akut, bursit

Tip en ven

Af: Jes Bruun Lauritzen, speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 28.09.2014

Fakta

  • Skulderbursit er en betændelse i slimsækkene ved skulderleddet
  • En skulderbursit kan give smerter og indskrænket bevægelse af skulderleddet
  • Der er tale om en irritativ tilstand, og man vil typisk også have smerter i hvile
  • Årsagen er ukendt, men ældre mennesker har større risiko
  • Behandlingen vil ofte indebære blokadebehandling med steroid

Hvad er akut betændelse i skulderens slimsække?

I skulderen findes der flere slimsække, der ligger mellem senerne. Af og til opstår der betændelse i sådanne slimsække (bursit) i skulderen. En akut betændelse i skulderens slimsække kaldes bursit på lægefagsprog.

Slimsækkene hæver op, fyldes med væske, og det giver smerter. Smerterne forværres i løbet af kort tid og sidder i skulderen og på forsiden af armen. Smerterne vil være stærke, også når armen er i hvile og om natten. Ofte kan smerterne være så stærke, at man ikke kan sove. Man vil ofte have problemer med at klæde sig af og på og at bruge armen.

Hvor hyppig er betændelse i skulderens slimsække?

Bursit i skulderen er en almindelig sygdom.

Hvorfor får man betændelse i skulderens slimsække?

Bursit i skulderen opstår normalt uden nogen kendt årsag. Nogle hævder alligevel, at den kan skyldes overbelastning. Betændelsen kan i enkelte tilfælde skyldes en bakterieinfektion, men typisk er det en steril irritationstilstand. Der er ingen sikre risikofaktorer med hensyn til udvikling af en bursit i skulderen.

Hvad er symptomerne på betændelse i skulderens slimsække

Smerter i skulderen, både ved belastning men også i hvile.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis man har vedvarende smerter selv i hvile og over tid bør man kontakte sin læge

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen vil foretage en undersøgelse af armen og skulderen. Personens beskrivelse af smerterne giver ofte gode holdepunkter for diagnosen. Blodprøver er normalt uden værdi, men kan tages ved mistanke om bakterieinfektion. Det kan også blive nødvendigt med en tapning af slimsækkene med kanyle og sprøjte. En sådan tapning viser normalt en klar væske. Ved mistanke om infektion sendes væsken til bakteriedyrkning.

Hvilken behandling er der?

Hensigten med behandlingen er at lindre smerterne og at dæmpe betændelsen. Det er vigtigt, at man holder armen i ro, så længe smerter er kraftige, men kun nogle få dage. Det kan være nødvendigt at give en indsprøjtning med en blanding af kortikosteroider og korttidsvirkende lokalbedøvelse i slimsækkene. Disse præparater dæmper betændelsen, virker smertestillende og har typisk meget god effekt. Man kan give smertestillende tabletter som tillæg til steroider eller som eneste behandling.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Uden behandling vil betændelsen normalt blive meget bedre efter to uger. Den er normalt helbredt efter ca. seks uger. Med behandling får man det umiddelbart meget bedre, og tilstanden svinder efter et par dage.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre betændelse i skulderens slimsække?

En tidlig diagnose kan sikre et hurtigere behandlingsforløb.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Jes Bruun Lauritzen, professor, overlæge, dr. med., Ortopædkirurgisk afdeling, Bispebjerg Hospital, Københavns Universitet
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., praktiserende læge, klinikchef, Århus Universitetspraksis og ekstern lektor ved afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Århus Universitet
  • Bengt Lund, dr.med.speciallæge i ortopædkirurg. Fhv. overlæge, Silkeborg Regionssygehus
  • Finn Klamer, speciallæge i almen medicin, tidl. prakt. læge, lægefaglig rådgiver i Den fælles offentlige sundhedsportal - sundhed.dk,
Link til Lægehåndbogen

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.