Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Solbadning

Tip en ven

Af: Mikael Rørth, speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 16.10.2012

Fakta

  • Solbadning og solarie-brug er hovedårsag til både "almindelig" hudkræft til modemærkekræft
  • Solskoldning i ung alder særlig farlig
  • Undgå især solbadning midt på dagen

Undgå overdreven solbadning

Beskyt dig mod solen med tøj, skygge og solcreme. Pas på din hud og undgå solskoldning. Børn og unge har i særlig grad behov for beskyttelse mod solen. Opsøg læge, hvis du har et modermærke der forandrer sig.

Stigningen i nye tilfælde af modermærkekræft hænger utvivlsomt sammen med det nye skønhedsideal, som kom i 1930'erne. Det blev moderne at sole sig for at få solbrun hud. For at antallet tilfælde af modemærkekræft skal gå tilbage, er det nødvendigt at ændre på disse idealer.

Mindre solbadning forebygger

Solbadning er hovedårsagen til hudkræft. For at forebygge modermærkekræft, som er den alvorligste form for hudkræft, er det vigtigt at undgå at blive solskoldet og at reducere den totale dosis af solpåvirkning. At bruge kunstig ultraviolet stråling for at blive brun, såsom solarium og ultraviolette lamper, er heller ikke at anbefale. Særligt personer med lys hud, mange modermærker eller modermærkekræft i familien bør være forsigtige med solbadning. Børn har følsom hud og bør beskyttes ekstra godt. Midt på dagen er solen særlig stærk, nyd hellere solen om eftermiddagen.

Tøj giver god beskyttelse, hvis man er i solen. Man ved ikke, hvilke bølgelængder i sollyset der er farligst, derfor er man heller ikke sikker på, hvor god beskyttelse solcreme med solfilter giver mod modermærkekræft. UVB-strålerne giver den brune farve og forbrænding, men nye undersøgelser tyder på, at også UVA-strålerne kan indebære en kræftrisiko. UVA-stråler trænger relativt dybt ned i huden, men giver i modsætning til UVB ikke forbrænding.

Når du bruger solcreme, bør du bruge creme, som indeholder både UVA- og UVB-filter. Brug høj faktor. Du bør ikke bruge solcreme med den hensigt at tilbringe længst mulig tid i solen. Brug også solcreme til beskyttelse, når du er i solen af andre årsager end at solbade. Søg skygge, hvis du har mulighed for det. Husk også hovedtørklæde, solbriller og tøj.

Forskning i Europa viser, at periodevis, intens solbadning i tilknytning til ferie og fritid øger risikoen for modermærkekræft. Derfor bør man være særlig forsigtig, når man rejser til Syden eller sejler på havet om sommeren; her får huden pludseligt meget sol på sig. Ud over at solbadning øger risikoen for hudkræft, ældes huden hurtigere, den bliver rynket og læderagtig.

På Europa-toppen

Den hyppigste type hudkræft er basalcellekræft, som er overfladisk og begrænser sig til huden. Den anden hovedtype er modermærkekræft. Dette er en alvorlig kræftform og samtidig er det en af de kræfttyper, hvis forekomst er øget mest de seneste år.

Hold øje med dine modermærker

De fleste tilfælde af modermærkekræft bliver opdaget af patienten selv. Der er stor sandsynlighed for helbredelse ved tidlig behandling af modermærkekræft. Bliv bekendt med din hud fra top til tå, og gør det til en vane at undersøge den med jævne mellemrum også på ryg, ben, nakke, mave og hovedbund. Brug gerne spejl. Hvis du har lys hud, og hvis du har mange modermærker, skal du være særlig opmærksom. Undersøgelser viser, at mænd venter længere end kvinder, før de går til læge.

De kræftforandrede modermærker vokser relativt langsomt og kan udvikle sig over måneder og år. En type modermærkekræft spreder sig i huden og bliver efterhånden større i diameter end almindelige modermærker (større end 5 mm), med en uklar eller uregelmæssig kant og med varierende farve. Den mindre almindelige type modemærkekræft, som kaldes knudeformet eller nodulært melanom, vokser hurtigere og er ofte en rød eller pigmentfarvet klump i huden, som kan bløde.

Det er vanskeligere at give klare og entydige oplysninger om, hvordan en modermærkekræft ser ud, det er derfor ikke så let for den enkelte selv at skelne mellem et godartet modermærke og et kræftmodermærke. Gå derfor til læge, hvis du opdager en klump i huden, et sår, som ikke vil hele, eller et sår der bløder, eller hvis du har et modermærke, der er over 0,5 cm i diameter og som ændrer form, farve eller størrelse.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Mikael Rørth, professor, overlæge, dr. med., Onkologisk afdeling, Rigshospitalet
  • Gregers Hansen-Nord, speciallæge i almen medicin, alm. prakt. læge,
  • Bjarne Lühr Hansen, ph.d., lektor, alm. prakt. læge, Syddansk Universitet, Odense
Link til Lægehåndbogen