Aldersrelateret maculadegeneration (forkortet AMD) er ændringer på øjets nethinde som følge af alder, hvilket kan påvirke det skarpe syn
Tilstanden blev tidligere kaldet "aldersforkalkning", men skyldes ikke kalk
AMD mærkes som nedsættelse af læsesynet, mens orienteringssynet til siden er intakt
Der findes både en tør og en våd form for AMD
Der arbejdes på at udvikle behandling, der kan forebygge tør AMD, men virkningen er stadig så usikker, at behandlingen ikke tilbydes i Danmark
Våd AMD kan i mange tilfælde behandles med medicin, som skal sprøjtes ind i øjet. Hvis man får pludselig nedsat syn, fornemmelse af en mørk plet i midten og at lige linjer fremstår med buler, kan det være et udtryk for, at tilstanden skal behandles
Hvad er aldersrelateret maculadegeneration (AMD)?
Aldersrelateret maculadegeneration (AMD) er ændringer på øjets nethinde som følge af alder, hvilket kan påvirke det skarpe syn.
AMD kan opdeles i:
En tør (atrofísk) form, hvor nethindens celler går til grunde. Det udgør cirka halvdelen af tilfældene
En våd (exsudativ) form, hvor der udvikles væskehævelse i nethinden, oftest fordi der vokser blodkar ind i nethinden bagfra. Dette udgør cirka den anden halvdel af tilfældene
Hvad er symptomerne på aldersrelateret maculadegeneration (AMD)?
Sygdommen begynder oftest ved, at man mærker en plet i midten af synsfeltet, hvor bogstaver bliver slørede eller falder helt ud, når man læser. Det kan også vise sig ved, at lige linjer pludseligt bliver bugtede. Farverne ændrer også karakter og bliver mindre klare.
Det er det skarpe syn i midten, som påvirkes, mens det perifere syn er bevaret. Det perifere syn er orienteringssynet. Det benytter vi til at orientere os med i omgivelserne, når vi færdes.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
At lige linjer bliver bugtede, hvis synet bliver sløret, eller synet pludseligt nedsættes.
Hvordan stilles diagnosen?
Ved mistanke om AMD bør man blive undersøgt hos en øjenlæge. På baggrund af de symptomer, man beskriver, en måling af synsstyrken samt en undersøgelse og skanning af nethinden kan øjenlægen vurdere, om man skal henvises til en øjenafdeling.
På øjenafdelingen vil man undersøge, om der er hævelse eller nye blodkar, der kan behandles. Det kan eventuelt blive relevant at undersøge nethindens gennemstrømning af blod. Det foregår ved, at man sprøjter kontrastvæske ind i en blodåre i armen og herefter fotograferer nethinden flere gange hurtigt efter hinanden.
Se animation om aldersrelateret makuladegeneration (AMD)
Hvorfor får man aldersrelateret makuladegeneration (AMD)?
Der findes ingen enkelt faktor, der kan forklare, hvorfor man får AMD.
Hvis man ryger, øger det risikoen for at få synstab. Som følge af almindelig aldring sker der en gradvis ødelæggelse af den membran, som nethindens pigmentceller er bundet til. Dette fører til ødelæggelse af selve pigmentcellerne samt de lysfølsomme sanseceller.
Er aldersrelateret makuladegeneration (AMD) arveligt?
AMD kan i sjældne tilfælde skyldes arvelige defekter i bindevævet eller i immunforsvaret
Hvordan behandler man aldersrelateret makuladegeneration (AMD)
Den tørre form for AMD kan ikke behandles.
Hvis skanning af nethinden og kontrastundersøgelse viser våd AMD, som skyldes et nyt blodkar under nethinden, kan man i de fleste tilfælde behandle med et stof, der forhindrer, at det nye blodkar ødelægger nethinden.
Behandlingen kaldes intra-vitreal angiostatisk behandling. Denne behandling kan gives på øjenafdelinger, som har fået tilladelse af Sundhedsstyrelsen. Det virksomme stof skal indsprøjtes direkte i øjet under lokalbedøvelse. Man skal efterfølgende komme til jævnlige kontroller, da behandlingen i mange tilfælde skal gentages.
I sjældne tilfælde, hvor de skadelige blodkar vokser igennem nethinden langt fra det skarpe syn, kan våd AMD behandles med laserstråler, som ødelægger disse blodkar.
Hvis synet ikke kan bedres
Når AMD medfører synstab, kan det have store personlige konsekvenser. Det kan være svært at acceptere, at der måske ikke kan gøres mere for at bedre synet.
Der findes forskellige alternative behandlinger, som markedsføres mod AMD, fx akupunktur, lysterapi og kosttilskud. Der er imidlertid ingen dokumentation for, at disse behandlinger har en gavnlig virkning på AMD.
Behandling af AMD med dokumenteret virkning er gratis i Danmark.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre aldersrelateret makuladegeneration (AMD)?
Undgå at ryge.
Hvis man har fået konstateret AMD på det ene øje, kan udvikling af sygdommen på det andet øje i nogle tilfælde forebygges med et specielt vitamintilskud. Information om dette kan man få hos sin øjenlæge.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Intra-vitreal angiostatisk behandling har revolutioneret behandlingen af våd AMD. Inden for de første år kan synsstyrken i gennemsnit holdes på det niveau, det havde, da behandlingen begyndte. Behandlingen har næsten elimineret våd AMD som årsag til svært synstab i den vestlige verden. Behandlingen har medvirket til at reducere forekomsten af svært synstab i Danmark til en tiendedel af, hvad det var for omkring 25 år siden.
I de tilfælde, som ikke kan behandles, vil skaderne på det skarpe syn oftest udvikle sig yderligere med tiden. I mange tilfælde fører det til svær reduktion af synet. Synet ude til siden af synsfeltet påvirkes dog ikke.
Når synsstyrken reduceres som følge af AMD, bør man anvende optiske hjælpemidler i form af lyslupper, lup- og kikkertbriller samt TV-læseapparater. På den måde udnytter man det bevarede perifere syn bedre.
Hvor hyppig er aldersrelateret makuladegeneration (AMD)?
Cirka halvdelen af alle danskere vil på et tidspunkt få AMD forandringer, der uden behandling ville kunne påvirke synet hos cirka en sjettedel
Den våde form for AMD, som kan behandles med intra-vitreal angiostatisk behandling, rammer et par procent af befolkningen