MR-skanning af blærehalskirtlen (prostata)

Thomas Abramovitz Bjerre

Speciallæge

Fakta

  • MR-skanning af blærehalskirtlen (prostata) kan vise kræftknuder 
  • En MR-skanning medvirker til, at man kan tage vævsprøver fra knuden 
  • Genstande af metal må ikke komme i en MR-skanner på grund af dens kraftige magnetfelt

Hvad er en MR-skanning?

Se MR-skanning for nærmere beskrivelse af teknikken og undersøgelsen.

Sådan fungerer skanneren

Du skal ligge i skanneren, så prostata er placeret i midten af skanneren. Skanneren sender radiobølger mod prostata og dens omgivelser. I det kraftige magnetfelt registreres dette af antennen (radiomodtageren i skanneren). Signalerne bliver opfanget og sendt til en computer, som danner billederne.

Computerteknologi gør det muligt at fremstille billeder i forskellige planer. Der eksisterer mange teknikker, som kan bruges til at påvirke MR-signalerne til at fremhæve bestemte typer væv.

Det kan være forskelligt fra hospital til hospital, hvordan undersøgelsen foregår.

Hvordan forbereder jeg mig?

Før MR-skanningen af prostata kan du spise, drikke og tage din medicin, som du plejer. Personalet på det sted, hvor du skal undersøges, informerer dig, hvis der er nogen form for forberedelse til den pågældende MR-skanning.

Har du behov for beroligende medicin (f.eks. på grund af klaustrofobi) eller smertestillende medicin, kan du få det før undersøgelsen. Husk at tale med din læge om dit behov, da fremgangsmåden er forskellig fra afdeling til afdeling.

Det stærke magnetfelt, der bliver brugt ved MR-skanninger, påvirker alt jernholdigt metal i kroppen. Derfor er det vigtigt, at du og din læge i fællesskab udfylder et MR-kontrolskema inden undersøgelsen. Skemaet sender lægen sender til den radiologiske afdeling sammen med henvisningen til MR-skanningen.

MR-kontrolskemaet er sikkerhed for, at du kan MR-skannes. Følgende gælder:

Du kan muligvis ikke blive MR-skannet, hvis du har

  • Pacemaker - visse typer er godkendt til MR-skanning - spørg din radiologiske afdeling
  • Metalklips i hjernen
  • Hjælpemidler, f.eks. øreimplantat
  • Insulinpumpe
  • Elektroniske stimulatorer, der ikke kan fjernes
  • Metalsplinter i øjne/krop

Det må du ikke have med/på ind i skannerrummet

  • Alle former for magnetkort (Dankort, kreditkort m.m.)
  • Hårpynt, smykker, ur og piercinger
  • Tøj med metal, f.eks. lynlåse, knapper og metaltråde
  • Høreapparater og briller
  • Mobiltelefoner og anden elektronik
  • Smerteplaster

Du kan godt blive MR-skannet selv om

  • Du har plomber i tænderne
  • Du har metalproteser indopereret - blot protesematerialet ikke er magnetisk

Hvis du skal have kontraststof

  • Du kan godt blive MR-skannet med kontraststof, selvom du har nedsat nyrefunktion. Er din nyrefunktion meget nedsat (< 30 ml/min./1,73 min.) skal der gå mindst 7 dage mellem to undersøgelser, hvor der bruges kontraststof

Hvordan foregår undersøgelsen?

MR-skanningen foregår, mens du ligger på et leje i skanneren. 

Under undersøgelsen laver maskinen høje bankelyde. For at dæmpe støjen kan du få ørepropper og/eller hovedtelefoner, hvor du kan høre musik.

Du bliver hjulpet til rette på det leje, der kører dig på plads i MR-skanneren. Det er meget vigtigt, at du ligger stille under undersøgelsen, så billederne bliver skarpe. I nogle tilfælde får du sprøjtet kontraststof i en blodåre for at gøre forskellen mellem blodkar, organer og væv tydeligere. Undersøgelsen tager sædvanligvis mellem 20 og 45 minutter.

Personalet betjener skanneren uden for skannerrummet. De kan se og høre dig hele tiden. I har også mulighed for at tale sammen.

Hvad kan undersøgelsen vise?

Kræft i prostata er den næst hyppigste årsag til kræftdødsfald hos mænd. Behandlingen afhænger af, hvor udbredt kræftknuden er. MR-skanning kan i langt de fleste tilfælde vise kræftknuden og dens udbredelse.

MR-skanning udføres rutinemæssigt på alle mænd, hvor man har mistanke om en knude i prostata. Der tages kun vævsprøve (biopsi), hvis MR-skanningen giver mistanke om en kræftknude.

Hvilke risici er der ved undersøgelsen?

Der er ingen kendte risici forbundet med MR-skanning af prostata.

Kontraststoffet giver i sjældne tilfælde bivirkninger, som sædvanligvis er lette som f.eks. kvalme, nældefeder eller metalsmag. Se også artiklen om kontraststoffer.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Abramovitz Bjerre

Cheflæge, Røntgen og Skanning, Regionshospitalet Randers

Dorte Bojer

Alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen