Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Lægehåndbogen

Nerveledningsundersøgelse og elektromyografi

Af: Michael Bjørn Russell, speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 13.07.2015

Fakta

  • Det centrale nervesystem består af hjernen og rygmarven

  • Det perifere nervesystem består af hjernenerver fra hjernen og perifere nerver fra rygmarven

  • Ved en nerveledningsundersøgelse fortager man målinger og tolkninger af elektriske signaler i de perifere nerver 

  • Ved elektromyografi foretager man målinger og tolkninger af elektriske signaler i muskler

  • De neurofysiologiske undersøgelser fortages med overflade- eller nåleelektrode og kan påvise forstyrrelser i perifere nervefibre og muskler. Der er et supplement til lægens undersøgelse

Nervesystem og muskler

Nervesystemet er opdelt i det centrale og perifere nervesystem. Det centrale nervesystem består af hjernen og rygmarven. Det perifere nervesystem består af hjernenerver fra hjernen og perifere nerver fra rygmarven. Det perifere nervesystem består af motoriske nervefibre til muskler og sensoriske nervefibre, som giver hjernen information fra sanseorganer, som registrer syn, smag, lugte, følesans og stillingssans.

Centralnervesystemet sender og modtager informationer via elektriske signaler i nervefibre. Når man f.eks. skal bøje en arm i albuen, sendes der elektriske signaler fra hjernen via rygmarven og de motoriske nerver ud til armens muskler. Muskler, som man bruger, når man bøjer armen i albuen, får signal om at trække sig sammen, medens muskler, som man bruger til at strække armen i albue, får signal om at slappe af. Når man strækker armen i albuen, er processen omvendt. Det vil sige, at muskler, som strækker armen i albuen, trækker sig sammen og muskler, som bøjer armen i albue, slapper af. 

Nerveledningshastighed er hastigheden af det elektriske signal i nervefiberet. Nervefibre er omgivet af en myelinskede af fedt (svarende til plastikisolering rundt om elektriske ledninger), der giver højere nerveledningshastighed end nervefibre uden myelinskede. Tilsvarende vil tykke nervefibre have større hastighed end tynde nervefibre. 

Skader på myelinskeden nedsætter nerveledningshastigheden. Er det i stedet selve nervefibrene f.eks. i en muskel, der er skadet, vil nerveledningshastigheden være uændret, men amplituden (størrelsen af det elektriske signal) vil være mindre, fordi der er færre nervefibre, som sender det elektriske signal. 

Forskellige sygdomme påvirker enten myelinskeden eller nervefiberen. Senere i førløbet kan det tegn på skade af både myelinskede og nervefiber. Dette skyldes, at udtalte skader på myelinskeden i en nervefiber udsætter nervefiberen for mere direkte påvirkning udefra, som på længere sigt kan være skadelige, tilsvarende kan en skade på nervefiberen på længere sigt medvirke til skade på myelinskeden

Elektriske signaler i en motoriske nervefibre giver signal til musklen om, at den skal trække sig sammen. Selve muskelsammentrækning er også elektrisk betinget.

Ved en nerveledningsundersøgelse foretages målinger og tolkninger af elektriske signaler i de perifere nerver og i muskler.

Nerveledningsundersøgelse og elektromyografi

Nerveledningsundersøgelse (neuronografi) og elektromyografi (EMG) supplerer hinanden ved undersøgelse af perifere nerver og muskler.

  • Ved nerveledningsundersøgelser bestemmer man nerveledningshastighed og amplitude af det elektriske signal i nervefibre
  • Elektromyografi (EMG) er en undersøgelse af musklers elektriske aktivitet

Man kan foretage undersøgelserne med nåleelektroder eller overfladeelektroder og derved påvise forstyrrelser i perifere nervefibre og muskler. Når man sammenholder resultatet af nerveledningsundersøgelsen med resultatet af lægeundersøgelsen, kan man få specificeret, om en sygdom er i hjerne, rygmarv eller i de perifere nervefibre og muskler. Desuden kan man ofte lokalisere, hvor i den perifere nervefiber eller i hvilke muskler sygdommen er.

Patientforberedelser

Testen kræver ingen specielle forberedelser. Det kan være nødvendigt at give beroligende medicin hos børn.

Undersøgelsen

Apparatur

Nerveledningshastigheden måles med enten overfladeelektroder, som man placerer på huden eller nåleelektroder, hvor man sætter spidsen så tæt på nervefiberen som muligt. Ved elektromyografi fører man nåleelektroden ind i musklen. Måleelektroder registrerer elektrisk spænding i nervefibre og muskler. De sender så elektriske signaler til måleapparatet, som afbilleder disse på en skærm. Signalerne kan også omdannes til lyd. 

I forbindelse med undersøgelse af nerveledningshastighed stimulerer man forskellige steder af nervefiberen parvis. Afstand mellem de to stimulationspunkter måles og efterfølgende kan nerveledningshastigheden beregnes i de forskellige dele af nerven. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår liggende, men kan udføres siddende. Undersøgelsen er rettet mod de perifere nervefibre og muskler, som blive mistænkt for at være påvirket ud fra symptomer og fund ved lægeundersøgelsen. En jordforbindelseselektrode fæstnes til håndleddet eller anklen. Undersøgelsen varighed afhængiger af, hvor mange nervefibre og muskler, der skal undersøges, og varer ofte mellem 1-3 timer.

Nerveledningshastighed

Motorisk ledningshastighed bestemmes ved at to måleelektroder placeres forskellige steder over nervefiberen, f.eks. i albuen og ved håndleddet. Måleelektroder placeres også over den muskel, som modtager nerveimpulser fra nerven, f.eks. en af tommelens muskler, hvis man undersøger medianusnerven. Svag elektrisk strøm sendes gennem huden ved albuen ind i nervefiberen, og der opstår en elektrisk signal ned igennem nervefiberen til musklen. Disse signaler måles med måleelektroderne.

Tiden registreres for hvert af de to stimuleringssteder langs nerven. Afstanden mellem måleelektroderne måles og ledningshastigheden beregnes. Nerveledningshastigheden i raske nervefibre til muskler er meget hurtig, omkring 50 m/sek. Det elektriske signal i nervefibre, som man stimulerer elektrisk, går i begge retninger. Således går det elektriske signal ved f.eks. stimulation af medianusnerven gennem huden ved albue også  ind til rygmarven, hvor det vender, går ud igen og ender i en af tomlens muskler, et såkaldt F-respons. F-respons kan således sige nogen om ledningsevne og hastighed i den mere centrale del af nervefiberen.

Sensorisk ledningshastighed måler man ved, at nerven man stimulerer på eksempelvis en finger, og det elektriske signal registreres i en måleelektrode længere oppe i armen. 

Elektromyografi 

Spidsen af en nåleelektrode placeres i selve musklen. De elektriske signaler, som muskelfibrene skaber ved muskelaktivitet, måles med nålen i flere forskellige positioner. Signalerne bedømmes med hensyn til form, bredde og højde. I forbindelse med undersøgelsen flytter man nåleelektroden 10-20 gang for at måle forholdene i flere af musklens fibre. De elektriske signaler visualiseres på en skærm og ved lyde. Normalt hører man knitre- eller skrattelyde, når man spænder musklerne. Ubehaget ved undersøgelsen kan variere fra person til person, men den er normalt ikke særlig smertefuld.

Hvilke fund kan man gøre?

Nerveledningshastigheden er normal ved muskelsygdomme. Ved myasthenia gravis, der er en sygdom i overgangen mellem muskel og nerve, vil man ved gentagen stimulation kunne se, at muskelresponset bliver mindre. Ved nervesygdomme vil nervesignalet blive mindre eller langsommere.

Ved at sammenligne undersøgelsen af nerveledningshastighed og elektromyografi kan man vurdere, om der er sygdom i nerverødderne fra ryggen eller sygdom i den yderste del af rygmarven (forhornscellesygdom)

Polyneuropati - nervebetændelse er en gruppe sygdomme, som rammer de perifere nerver, hvor nerveledningshastighed og/eller amplituden af det elektriske signal er nedsat. Charcot-Marie-Tooths sygdom er den mest almindelige arvelige polyneuropati, medens polyneuropati ofte er en komplikation til alkoholoverforbrug og diabetes. Polyneuropati ses også som en akut betændelsesreaktion i perifere nerver eller nerverødder ved Guillain-Barré syndrom.

Ved muskelsygdom vil de elektriske signaler fra musklerne være mindre end normalt. Er der muskelbetændelse, vil man ofte kunne se små ekstra muskelsignaler. Ved nervesygdom kan signalerne i musklerne blive større, da de tilbageblevne nerver sender besked til flere muskelfibre.

Motor neuron sygdom er sygdom i de motoriske hjerneceller og de motoriske forhornsceller i rygmarven, som f.eks. amyotrofisk lateralsklerose (ALS).

Diskusprolaps i nakke eller diskusprolaps i lænderyggen er en hyppig årsag til tryk på perifere nerver. 

Entrapment syndromer - langvarig afklemning af perifere nerver i områder, hvor nerven går gennem en smal kanal, eller hvor nerven ligger udsat for tryk giver nedsat nerveledningshastighed lokalt i nerven. Hyppige entrapment syndromer er karpaltunnel syndrom, ulnaris neuropati, peroneus neuropati og meralgia paresthetica.

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Michael Bjørn Russell, prof., overlæge, ph.d., dr. med., Neurologisk afd., Akershus Universitetssygehus, Oslo
  • John Sahl Andersen, alm. prakt. læge, lektor, ph.d.,
  • Nanna Witting, afdelingslæge, ph.d., Neurologisk Klinik, Rigshospitalet
  • Finn Klamer, speciallæge i almen medicin, tidl. prakt. læge, lægefaglig rådgiver i Den fælles offentlige sundhedsportal - sundhed.dk,
Link til Lægehåndbogen

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.