Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Nerveledningsundersøgelse

Tip en ven

Af: Nanna Witting, speciallæge

Oprettet: 27.10.2010

Nervesystem og muskler

Nervesystemet inddeles i to hovedområder: Det centrale nervesystem, som består af hjernen og rygmarven, og det perifere nervesystem, som er de nerver som går ud i kroppen fra hjernen (hjernenerverne) og rygmarven (de perifere nerver). Det perifere nervesystem består både af nerver, som fører information ud til musklerne (motoriske nerver) og nerver, som fører information ind til centralnervesystemet (sensoriske nerver) fra bl.a. sanseorganer (følesans, lugtesans mm).

Informationer og beskeder i nervesystemet er elektriske signaler som passerer gennem nervetrådene, ud fra eller ind til centralnervesystemet. Hvis du skal lave en bevægelse, sendes et elektrisk signal fra hjernen, via rygmarven og de motoriske nerver ud til de muskler som skal trække sig sammen eller slappe af, for at bevægelsen kan udføres. Nerver og muskler fungerer således som en enhed. Hastigheden som et elektrisk signal bevæger sig med i nerverne, betegnes nerveledningshastighed. Akkurat som elektriske ledninger i et hus er omgivet af isolerende plast, er nervetrådene omgivet af en fedtskede, den såkaldte myelinskede.

Skader på myelinskeden vil primært nedsætte nervens ledningshastighed. Er det i stedet selve nerven mere end myelinskeden der er syg, bliver størrelsen (amplituden) af det elektriske signal mindre, mens nerveledningshastigheden i første omgang er normal.

Forskellige sygdommen giver enten skader i myelinskeden eller selve nervetråden. Også i musklen udløses sammentrækninger af elektriske signaler, såkaldte muskelpotentialer. Målinger og tolkninger af elektriske signaler i de perifere nerver og i muskler er det, nerveledningsundersøgelsen går ud på.

Hvad er EMG og ENG?

Elektromyografi (EMG) og elektroneurografi (ENG) er to undersøgelser, som ofte udføres samme i en nerveledningsundersøgelse. De supplerer hinanden og ses i sammenhæng, når resultatet vurderes.

  • Elektromyografi (EMG) er nåleundersøgelse af musklers elektriske aktivitet
  • Elektroneurografi (ENG) er bestemmelse af ledningshastighed og amplitude i nerver

Undersøgelserne kan vise forstyrrelser i muskler og de perifere nerver. Sammen med resultater fra lægens undersøgelse af patienten, kan EMG og ENG skelne mellem sygdom i hjerne eller rygmarv fra sygdom i perifere nerver og muskler. Man kan også vurdere, hvor i muskler og perifere nerver sygdommen er tilstede.

Patientforberedelser

Testen kræver ingen specielle forberedelser. Det kan være nødvendigt at give beroligende medicin hos børn.

Undersøgelsen

Apparatur

Måleelektroder (små metalplader eller nåle) placeres på huden, når nerveledningshastigheden skal måles. Ved EMG skal nåleelektroder (små metalnåle) føres ind i musklen. Disse elektroder måler og registrerer elektrisk spænding fra muskler eller nervefibre. De elektriske signaler ledes derefter ind til selve EMG-apparatet, hvor de forstærkes og kan studeres på en skærm. Signalerne kan også omformes til lyd, så man kan bedømme signalerne både ved hjælp af syn og hørelse.

Apparatet kan også stimulere nerven. Der stimuleres mindst to steder langs nerven. Afstand måles. Derefter kan den motoriske ledningshastighed i den perifere nerve beregnes.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du vil som regel ligge under undersøgelsen, men den kan også udføres, mens du sidder. En jordforbindelseselektrode fæstnes til håndleddet eller anklen. Hvilke muskler og nerver, der skal undersøges, bestemmes ud fra hvilke gener og eventuelle sygdomstegn, du har. Under testen vil du blive bedt om at slappe af eller stramme visse muskler. Undersøgelsen kan vare op til 2-3 timer, men ofte kortere.

Nerveledningshastighed

Motorisk ledningshastighed bestemmes ved, at elektroder placeres på mindst to forskellige steder over nerven, f.eks. i albuen og ved håndleddet. Målere placeres over den muskel, som modtager nerveimpulser fra nerven, f.eks. tommelens muskler, hvis det er medianusnerven som undersøges. Elektrisk strøm sendes gennem huden, ind i nerven og der opstår en nerveimpuls (aktionspotentiale). Den tid det tager nerveaktionspotentialet at aktivere muskelaktionspotentialet, måles.

Tiden registreres for hvert af de to stimuleringssteder langs nerven, afstanden mellem punkterne måles og ledningshastigheden beregnes (afstand/tid - opgives som regel i antal meter per sekund, f.eks. 50 m/s). Nerveaktionspotentialet går også ind til rygmarven, hvor det vender, går ud igen, og ender i den aktuelle muskel. Dermed kan ledningsevne og hastighed bestemmes også i den mere centralt beliggende del af nerven, såkaldt F-respons.

Sensorisk ledningshastighed måles ved, at nerven stimuleres på ét sted, mens det et andet sted på nerven registreres, hvornår nerveaktionspotentialet passerer.

Elektromyografi (EMG)

En tynd nåleelektrode stikkes gradvist og forsigtigt ind i musklen. De elektriske signaler som muskelfibrene skaber ved muskelaktivitet, måles med nålen i flere forskellige positioner. Signalerne bedømmes med hensyn til form, bredde og højde. Undersøgeren flytter lidt på nålen for at se, om målingerne ændres. Ti til tyve nålepositioner kan være nødvendige. Undersøgeren ser på skærmen og lytter efter signalerne. Knitre- eller skrattelyde høres normalt, når man spænder musklerne. Der er som regel kun lidt smerte forbundet med undersøgelsen, men ubehaget kan dog variere fra person til person.

Hvilke fund kan man gøre?

EMG: Ved muskelsygdom vil muskelsignalerne ved EMG typisk være mindre end normalt. Er der muskelbetændelse, vil man ofte kunne se små ekstra muskelsignaler. Ved nervesygdom kan signalerne i musklerne blive større, da de tilbageblevne nerver sender besked til flere muskelfibre.

ENG: Ledningshastigheden er normal ved rene muskelsygdomme. Ved myasthenia gravis, der er en sygdom i overgangen mellem muskel og nerve, vil man ved gentagen stimulation kunne se, at muskelresponset bliver mindre. Ved nervesygdomme vil nervesignalet blive mindre eller langsommere.

Ved at sammenligne ENG og EMG kan man vurdere, om der er sygdom i nerverødderne fra ryggen eller sygdom i den yderste del af rygmarven (forhornscellesygdom)

Polyneuropati er betegnelsen på en gruppe sygdomme som rammer de perifere nerver. Ved ENG findes nedsat nerveledningshastighed eller nedsatte amplituder. Eksempler på sådanne sygdomme er genetiske defekter ( Charcot-Marie-Tooths sygdom), akut betændelsesreaktion i perifere nerver eller nerverødder ( Guillain-Barré syndrom), komplikationer til diabetes, alkoholoverforbrug med mere

Motor neuron sygdom er sygdom i de motoriske forhornsceller i rygmarven. Eksempelvis amyotrofisk lateralsklerose (ALS).

Eksempler på andre sygdomme som kan give skade på nerverødder og motoriske forhornsceller er svulster i rygmarvskanalen, traumer, syringomyeli (væskefyldt hulrum i rygmarven), diskusprolaps med nerverodspåvirkning og spinalstenose (forsnævring af rygmarvskanalen).

Entrapmentsyndromer skyldes (ofte langvarigt) tryk mod perifere nerver i områder, hvor nerven går gennem en smal kanal, eller hvor nerven ligger udsat for tryk. Dette kan give nedsat ledningshastighed lokalt i nerven. Flere nerver både i arme og ben er udsat. Eksempler er karpaltunnel syndrom, ulnaris neuropati, peroneus neuropati og meralgia paresthetica.

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Nanna Witting, afdelingslæge, ph.d., Neurologisk Klinik, Rigshopspitalet
  • Finn Klamer, speciallæge i almen medicin, tidl. prakt. læge, lægefaglig rådgiver i Den fælles offentlige sundhedsportal - sundhed.dk,
  • Terje Johannessen, professor i allmennmedisin, Institutt for samfunnsmedisinske fag, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Trondheim
  • Ingard Løge, spesialist allmennmedisin,
Link til Lægehåndbogen