Om Børnebasislisten
Klik her for at se Børnebasislisten - online-version
Hvad er Børnebasislisten?
Listen giver forslag til 1. valg af lægemiddelbehandling til børn og unge i alderen 28 dage til og med 17 år til udvalgte indikationsområder i praksissektoren. Aldersgrænserne angivet på Børnebasislisten er de myndighedsgodkendte hentet fra produktresumeerne.
Listen vil blive udbygget løbende. Listen er ikke en behandlingsvejledning, men kan guide ved opstart og ved revurdering af en medikamentel behandling.
Kriterier for valg af præparater til Børnebasislisten
Kriterierne er dokumentation for effekt og bivirkninger samt hensynet til tilgængelige og alderssvarende lægemiddelformer, styrke, pris, vurdering af tilsætningsstoffer og klinisk praksis. Desuden skal de anbefalede lægemidler på Børnebasislisten som udgangspunkt have en markedsføringstilladelse med godkendt pædiatrisk indikation og have udvist prisstabilitet. Off-label brug af lægemidler kan anbefales, hvis det vurderes relevant. Tilladelsespræparater og magistrelle lægemidler medtages som udgangspunkt ikke på Børnebasislisten.
De anbefalede lægemidler på Børnebasislisten angives ved handelsnavn, lægemiddelform og styrke for at sikre kendskabet til tilsætningsstofferne.
Anbefalingerne koordineres, hvor det er relevant, med anbefalingerne i Rekommandationsbøgerne for børn og unge gældende på Region Hovedstadens hospitaler. Hospitalets rekommandationer udarbejdes af Børnelægemiddelkomiteen og tilhørende fagudvalg.
I videst muligt udstrækning underbygges Børnebasislisteteksterne med nationale vejledninger fra Sundhedsstyrelsen og de medicinske selskaber. Hvis emner ikke er belyst i en national vejledning, kan der anvendes regionale vejledninger, internationale guidelines og ekspertvurderinger.
Hvem udarbejder Børnebasislisten?
Listen er udarbejdet af Klinisk Farmakologisk Afdeling, herunder Medicinfunktionen. Listen har været i høring hos Medicinteamet i KAP-H, praksiskonsulenterne fra KAP-H og relevante sundhedsfaglige råd bl.a. via fagudvalgene under den Regionale Børnelægemiddelkomité.
Basislisten på internettet opdateres løbende ved ændringer i anbefalingerne. Basislisten til print opdateres også løbende ved væsentlige ændringer på områderne.
Ændringer på Børnebasislisten
På nuværende tidspunkt findes der ingen ændringer.
Har du spørgsmål eller ændringsforslag til Børnebasislisten?
Skriv til medicinfunktionen@regionh.dk