Henvisning til Socialmedicinsk Klinik
Praktiserende læger og hospitalsafdelinger kan henvise patienter, der er i risiko for at miste arbejdsmarkedstilknytningen til en socialmedicinsk udredning mhp. at bedre prognosen for at forblive tilknyttet til arbejdsmarkedet.
Din patient kan være i risiko for at miste arbejdsmarkedstilknytningen, hvis:
- der har været gentagne sygemeldinger, eller sygemeldingen varer længere end forventet
- der anmodes om en mulighedserklæring eller
- du eller din patient er bekymrede for, om vedkommende kan miste sin tilknytning til arbejdsmarkedet
En socialmedicinsk udredning har til formål at afdække problemstillinger hos den enkelte, som har betydning for evnen til at fungere under private såvel som arbejdsrelaterede forhold.
Udover helbredsproblemer kan den enkeltes livsomstændigheder have betydning for funktionsniveauet, og derfor arbejder vi ud fra en bio-psyko-social tilgang.
Henvisning
Vi modtager patienter, som enten fortsat er i arbejde, eller som for ganske nyligt er blevet ledige.
I henvisningen beskrives baggrunden for bekymringen om patientens fortsatte arbejdsmarkedstilknytning. Relevante udrednings- og behandlingstiltag resumeres, og patientens sociale situation og aktuelle forsørgelsesgrundlag beskrives kort.
Praktiserende læger henviser til CVI – skriv ”Henvisning til Socialmedicinsk Klinik” i overskriften.
Følgende patienter er ikke omfattet af tilbuddet
- Patienter i jobafklarings- eller ressourceforløb
- Patienter på kontanthjælp
- Patienter i flexjob
Disse patienter skal henvises af deres bopælskommune til Socialmedicinsk Klinik for at få en socialmedicinsk vurdering. Er du praktiserende læge, kan du opfordre patientens kommune til at gøre dette. Du kan bruge formularen "Forslag om socialmedicinsk sagsbehandling" (LÆ 165) til formålet. LÆ165 skal sendes til Jobcenteret i bopælskommunen, ligesom direkte telefonisk kontakt med patientens kommunale sagsbehandler anbefales.
Forløb i Socialmedicinsk Klinik
Forløbet er tværfagligt med deltagelse af forskellige fagligheder (læge, fysioterapeut, sygeplejerske, socialrådgiver og psykolog). Tilgangen er rehabiliterende.
Et forløb er som regel af 3 måneders varighed.
Formålet med forløbet er
- At bidrage til udredning af funktionsevnen
- At rådgive patienten og en eventuel arbejdsplads omkring arbejdsfastholdelse
- At bidrage med anbefalinger og brobygge til videre foranstaltninger
- At involvere de relevante parter for at støtte patienten i at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet
Patienten afsluttes med en grundig epikrise med vurdering af det samlede funktionsniveau og anbefalinger til videre tiltag.
Kontakt
Har du spørgsmål om muligheden for at henvise en patient til Socialmedicinsk Klinik, er du velkommen til at kontakte os med en korrespondancemeddelelse til lokationsnr 5790002401121 Afdeling for Socialmedicin, FBH.
Der er mulighed for lægefaglig rådgivning på tlf. 4011 1294 (mandag til torsdag 8-16, fredag 8-13).
Socialmedicinsk klinik: Arbejdsmarkedsrettet socialmedicinsk rehabilitering
Cheflæge Jan Renneberg, ledende overlæge Mette Malling og teamleder, overlæge Sarah Wåhlin-Jacobsen
KAP-H ved praksiskonsulent Rikke Bohl Skjelborg og den forløbsbeskrivelsesansvarlige konsulent Maja Stegeager Kaltoft.
NB!
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.