Transaminasæmi

Definition: isoleret forhøjelse af en serum transaminase (P-alanin-aminotransferase [ALAT] og/eller aspartataminotransferase [ASAT]) < 3x normalværdien uden klinisk mistanke om leversygdom.

Er der klinisk mistanke om leversygdom eller transaminaserne er > 3 gange forhøjet falder tilfældet udenfor begrebet transaminasæmi.

De hyppigste årsager til transaminasæmi er alkoholforbrug og non-alkoholisk fedtleversygdom. Transaminase forhøjelse kan også skyldes medicin herunder naturmedicin. Andre mindre hyppige årsager inkluderer kronisk viral hepatitis B og C samt autoimmune og arvelige leversygdomme herunder hereditær hæmokromatose. 
Efter et år har 1/3 af transaminasæmier spontant normaliseret sig. Omkring 2/3 har vedvarende transaminasæmi.

Forløb i almen praksis

Ved forhøjet ALAT og/eller ASAT optages anamnese og klinisk undersøgelse mhp: alkohol, medicin (inkl. naturmedicin), Metabolisk Syndrom og tegn til leversygdom.

Ad alkohol: Selv et beskedent alkoholforbrug kan påvirke transaminaser og indicerer total alkoholpause i 3 mdr. Normaliseres transaminaserne herpå, er årsagen fundet, og patienten (pt) må tilrådes at reducere alkoholforbruget, så transaminaserne holder sig inden for normalområdet.

Ad medicin: Eventuel pause i 2-4 uger afhængig af præparat og indikation. Herefter kontrolleres ALAT efter 4 uger. Et stort antal medikamenter kan medføre transaminasæmi. Hvilke, der er relevante at pausere med, må vurderes i hvert enkelt tilfælde på basis af patientens medicinliste, medicinanamnese og indikationerne.

Forbliver transaminaserne forhøjede uden årsag kan påvises, gentages målingen efter 2-3 måneder. Bekræftes fundet, har pt vedvarende transaminasæmi, og der er indikation for:

1. Biokemisk screening
2. Ultralydsundersøgelse af leveren

Ad 1. Den biokemiske screening er individuel, men bør hos alle initialt omfatte: 
Levertal, MCV, B-glucose, HbA1c, lipider, ferritin, transferrin-mætning, IgA, IgG, IgM, Hepatitis B surface antigen (HBs-Ag) og antistoffer mod hepatitis C (anti-HCV). Det er vigtigt at vurdere om pt har tegn på avanceret fibrose. Det kan gøres ved at beregne fibrosis-4 (Fib-4) scoren. Beregningen baseres på alder, ASAT, ALAT og thrombocytter og kan bestilles direkte (Pt-Lever fibrose [FIB-4], NPU nr. NPU58634). 

• Hvis Fib-4 er lav (<1,3) har pt en meget lav risiko for fibrose (negativ prædiktiv værdi >90%). 
• Hvis Fib-4 er høj (>2,67) har pt en høj risiko for avanceret fibrose/cirrose (fibrosegrad F3 / F4). 

Se nedenfor for vejledning vedr. evt viderehenvisning.

Ad 2. Ultralyd af abdomen foretages for at vurdere om der er steatose eller andre strukturelle forandringer. 

Hvem bør henvises til vurdering hos specialist?
Patienter med formodet alkoholisk leversygdom anbefales ophør med alkoholindtag og henvises til specialistvurdering ved mistanke om cirrose enten klinisk eller paraklinisk (inkl. lave trombocytter, lav albumin, høj INR og/eller Fib-4 >3.25).

Ved mistanke om NAFLD anbefales livsstilsintervention mhp. opnåelse af vægttab. Direkte henvisning til specialistvurdering anbefales ved mistanke om cirrose (som anført ovenfor). 
Ved normal Fib-4 monitoreres i primærsektoren med årlige kontroller af levertal og Fib-4 (se figur). 
Ved forhøjet Fib-4 uden tegn på cirrose kontrolleres Fib-4 efter 6-12 måneders livsstilsændring. 
Ved fortsat forhøjet værdi kan henvisning til specialistvurdering overvejes. 

 
*Fib-4: NPU58634. 

Fortolkning af FIB-4

• Er FIB-4 < 1,3, er risikoen for fibrose lav, og der kræves ikke andet end almindeligt fokus på relevante livsstilsændringer
• Er FIB-4 mellem 1,3 og 2,67, er risikoen for fibrose moderat, og man kan fx gentage testen efter 6 måneders livsstilsintervention og henvise til gastroenterologisk/hepatologisk hospitalsudredning, hvis ikke scoren forbedres sv.t. en lav risiko
• Er FIB-4 over 2,67, bør pt henvises til hospitalsudredning i gastroenterologisk/ hepatologisk regi
  
  

Forløb i specialist regi

Afhængig af anamnese og alderen foretages yderligere udredning for mulig autoimmun, genetisk eller anden leversygdom. Valg af undersøgelser og deres tolkning er en specialistopgave. 
Leverbiopsi udføres hos patienter, hvor transaminasæmien ikke er forklaret, samt hos patienter hvor der rejses mistanke om leversygdom på baggrund af kliniske, biokemiske eller serologisk fund.

Godkendt i SFR for Gastroenterologi og Hepatologi
Professor Lise Lotte Gluud HvH 
Praksiskonsulent Ágúst Gústafsson

https://dsgh.dk/wp-content/uploads/2022/06/nafld_nash_2020.pdf

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/undersoegelser-og-proever/klinisk-biokemi/blodproever/fib4/

https://endocrinology.dk/PDF/NAFL.pdf

NB!

KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.