Fjernelse af ICD-enhed eller pacemaker fra afdød
ICD-enheder og pacemakere skal udtages fra alle afdøde af miljøhensyn, da de indeholder litiumbatterier og kan eksplodere ved kremering.
Der er ikke fare forbundet med udtagelse af hverken ICD-enhed eller pacemaker. Risiko for utilsigtet stød fra ICD-enheden anses for at være minimal. ICD-enheder og pacemakere behandles således på samme måde.
Der opfordres til, at den praktiserende læge/vagtlæge, der foretager ligsynet og udfylder dødsattestens side 1, i videst muligt omfang udtager ICD-enheden/pacemakeren i forbindelse med ligsynet.
Procedure
Udstyr: 2 sæt engangshandsker, skalpel, kraftig saks/bidetang, plaster
- Tag 2 par engangshandsker på
- Læg med skalpel incision hen over enheden
- Lukser pacemakeren/ICD-enheden ud gennem incisionen
- Klip elektroderne over med bidetang/kraftig saks. Klippet foretages med et hurtigt og beslutsomt klip
- Tag enheden ud og læg elektroderne tilbage i ”lommen”
- Efter udtagning lukkes incisionen med plaster
- Efter udtagning rengøres enheden grundigt for blod- og vævsrester. Vand og sæbe eller rengøring med wet-wipe.
- Kræng handskerne ud over enheden og lav en knude
- Læg enheden i kuvert med patientens data
- Send kuverten med enheden til:
Pacemakerambulatoriet på Rigshospitalet (Afs. B-2141, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø) eller
Gentofte Hospital (Afdeling SA 410, opgang 4, 1. sal, Kildegårdsvej 28, 2900 Hellerup)
Hvis dødsattestudstedende læge ikke har kunnet fjerne enheden, skal lokal CVI kontaktes.
CVI kontakter vagthavende AMK-læge på AMK Vagtcentralen, der enten kan sende en akutlæge eller en 1813-læge til at fjerne enheden.Når enheden er fjernet melder AMK Vagtcentralen tilbage til CVI. Først herefter kan transport med bedemand, rustvogn eller anden transportform til kapel planlægges.
Afdelingslæge Stefan Sattler, Hjertecenter Hovedstaden, Rigshospitalet
KAP-H ved praksiskonsulent Helle Vestergaard Middelfart samt forløbsbeskrivelsesansvarlig konsulent Maja Stegeager Kaltoft.
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.