Non-epileptiske anfald hos børn

Børn har anfald af mange forskellige årsager:

• prævalensen af epilepsi er ca. 0,6%, mens 
• prævalensen af non-epileptiske anfald er mindst 10% i en børnepopulation.

Differentialdiagnostisk er en grundig anamnese, evt suppleret med EEG-undersøgelse, ofte nok.

Derfor kunne, inden henvisning til børneafdeling, overvejes:

• Sende anamnesen til børneneurologisk afsnit inden henvisningen, så det i samarbejde kan afklares, om årsagen er epileptisk eller nonepileptisk, og om der er indikation for yderligere undersøgelse/ behandling.

Non-epileptiske anfald 

• har en udløsende faktor
• starter ofte gradvis
• større børn har ikke totalamnesi men kan huske starten (sortnen for øjnene, blive dårlig)

Eksempler på benigne non-epileptiske anfald, som ikke behøver henvisning til børneafdelingen:

Affektanfald
Ses hyppigst i ½ - 2-årsalderen og ophører oftest før 3-årsalderen. De optræder hos 2 - 5% af alle småbørn.
Affektanfaldet forudgås altid af en situation, hvor barnet enten bliver forskrækket, vred eller slår sig.

Anfald med cyanose starter med, at barnet græder voldsomt og så foretager en dyb udånding og holder en lang pause i vejrtrækningen. Barnet kan blive meget blå om læberne, eventuelt på hele kroppen. I mere udtalte tilfælde kan ses ryk i arme og ben, efterfulgt af slaphed.

Anfald domineret af bleghed starter typisk med, at barnet slår hovedet let eller bliver forskrækket og herefter falder om, er helt stiv i kroppen og bleg. Efter nogle få sekunder kan der komme rykninger i arme og ben, hvorefter barnet bliver slapt.

I meget sjældne tilfælde kan de blege anfald skyldes langt QT syndrom, så der bør tages EKG.

Der findes blandede anfald, hvor barnet både har cyanose og bleghed. 

Ens for affektanfald er, at de som reglen er hurtigt overstået, altid inden 60 sekunder. I modsætning til epilepsianfald er barnet straks sig selv igen. Anfaldene kan se dramatiske ud, så forældrene bliver meget forskrækket ved de første anfald, men de er helt godartede og medfører ingen mén. Børnene vil fortsætte deres normale udvikling og trivsel.

Behandling
Da anfaldene er benigne trods al dramatik, er det vigtigste at tage barnet op og bevare roen.
Undersøgelser tyder på at jernmangelanæmi er associeret med affektanfald, så ved let sideropeni kan jernbehandling overvejes. Hvilket må sammenholdes med affektkrampers spontant benigne og selvlimiterende forløb.

Night terror (søvnrædsel)
Ses især hos børnehavebørn og de yngste skolebørn. 
Optræder typisk efter 1 ½ times søvn, hvor barnet sætter sig op i sengen, er panisk angst, grædende, råbende og sparkende med hurtig puls, bleghed og dilaterede pupiller. 

Barnet kan ikke vækkes, og man kan ikke få kontakt med det eller trøste barnet. 

Anfaldene er langvarige, kan vare op til 15 minutter. Der er amnesi for tilfældet.

Behandlingen består i at vække barnet dagligt gennem en uge ca. et kvarter, før anfaldene forventes at starte. Behandlingen virker i over 50% af tilfældene.
Sovemedicin bør kun sjældent anvendes og kan da være i form af Phenergan® mikstur til småbørn (1 mg/ml, dosis 5-10 mg ved sengetid) eller diazepam (1 mg ved sengetid). 

Vasovagal synkope 
Tilfældene provokeres af smerter fx ved blodprøvetagning, tandbehandling eller vaccination. 
Besvimelsen skyldes cerebral hypoperfusion pga. blodtryksfald, og barnet kan huske, at det får sortnen for øjnene og/eller føler sig dårlig. Herefter kortvarigt bevidsthedstab, barnet kan blive stiv eller slap i kroppen og eventuelt kortvarigt få rykninger i ekstremiteterne.

Hyperventilationssynkope
Ses overvejende hos unge piger. Der kommer svimmelhed, paræstesier samt bevidsthedstab forudgået af kraftig hyperventilation. Symptomerne kan være halvsidige. Anfaldene kan være symptom på psykosocial dysfunktion.

Hypoglykæmi 

Lægehåndbogen 

Godkendt i SFR for pædiatri
Praksiskonsulenterne Nikolaj Askjær HGH, Marike Møller NOH, Mette Hvidtved Andersen AHH og Signe Vindfeld RH. 

Bjørn Perrild, faglig redaktør, KAP-H