Antipsykotisk behandling

Hovedindikationen er psykotiske tilstande, primært skizofreni, paranoide psykoser og affektive lidelser, og omfatter akut og forebyggende behandling, fx akut behandling af mani, bipolar depression, behandlingsresistent depression og vedligeholdelsesbehandling af bipolare lidelser.

Til andre psykotiske tilstande, hvor der anvendes antipsykotika hører bl.a. delirøse tilstande og akutte, forbigående psykoser. Antipsykotika kan også overvejes anvendt ved personlighedsforstyrrelser, psykoterapiresistente nervøse tilstande og ved visse smertetilstande, fx neuropati og migræne.

Brug af antipsykotika ved adfærdsforstyrrelser og urotilstande hos ældre skal ske med største forsigtighed, da antipsykotika hos ældre og især demente medfører en markant øget risiko for død og apopleksi.

Antipsykotika inddeles i 1. og 2. generations antipsykotika på baggrund af deres risiko for at fremkalde neurologiske bivirkninger, 2. generations antipsykotika har lavere risiko for dette, hvorfor de også er førstevalg.
Antipsykotika har primært effekt på de psykotiske symptomer, fx hallucinationer, vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, psykotiske bevægeforstyrrelser (katatone symptomer). Monoterapeutisk behandling med antipsykotika anbefales som udgangspunkt til alle.

Den behandlingsansvarlige læge har pligt til at vurdere effekt og bivirkninger i forløbet af behandlingen.
Ambulant antipsykotisk behandling.

Antipsykotika har mange bivirkninger inden for flere forskellige områder. Der bør udvises forsigtighed, specielt til de ældre, ved comorbide somatiske lidelser, fx ved reduceret hjertefunktion, leverlidelser og nedsat nyrefunktion.

Neurologiske bivirkninger:

Dystoni, parkinsonisme, akatasi og dyskinesi.

Autonome bivirkninger:

Fx akkommodationsforstyrrelser, ændret spytsekretion, kvalme, opkastninger, diarre, obstipation, vandladningsbesvær, ortostatisk svimmelhed, takykardi og øget svedtendens. Antipsykotika med antikolinerg effekt kan desuden provokere udviklingen af snævervinklet glaukom.

Psykiske bivirkninger:

Koncentrationsforstyrrelser, træthed, sedation, hukommelsesforstyrrelser, ændret søvn.
Det er især middel- og højdosispræparater, der giver disse bivirkninger.

Andre bivirkninger:

Fx vægtændringer / metabolisk syndrom, seksuelle forstyrrelser, hovedpine og hududslæt, og de mere sjældne, malignt neuroleptikasyndrom, agranulocytose og QTc-forlængelse.

Alle antipsykotika kan give vægtøgning og metaboliske forstyrrelser, men med forskellig risiko. Alle patienter i antipsykotisk behandling bør løbende vurderes for metabolisk syndrom (type 2 DM, kardiovaskulære sygdomme, overvægt osv), og derfor skal vægt, BMI, BT, kolesterol, BS og EKG foreligge før behandlingsstart og kontrolleres.
Alle antipsykotika kan øge QTc-intervallet, og der skal derfor tages EKG før behandlingsstart, ved dosisøgning og ved endelig vedligeholdelsesdosis. Øget QTc-interval over 500 ms menes at øge risikoen for den ventrikulære arytmi Torsades de Pointes.
Aganulocytose kan ligeledes ses ved alle antipsykotika, hvor det forekommer hos ca. 1 % af patienterne.

Malignt neuroleptikasyndrom kan ses ved alle antipsykotika, men hyppigst ved 1. generations antipsykotika. Det viser sig ved autonom instabilitet, bevidsthedsplumring og evt. feber.

Samarbejde mellem almen praksis og psykiatrien:

Ved mistanke eller konstatering af tilstande, der kræver antipsykotisk behandling, som ikke kan håndteres i praksis, henvises patienter videre til psykiatrien med henblik på nærmere udredning og diagnosticering.

Der er i disse år øget fokus på de psykiatriske patienters somatiske tilstande grundet overdødelighed, hvorfor der fordres et større og tættere samarbejde mellem praksissektor og psykiatri i opfølgning af bivirkninger til den antipsykotiske behandling.

Børn og unge:

Antipsykotisk behandling af børn og unge er en specialistopgave og bør altid føre til henvisning til speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. ’Den praktiserende læge kan overtage den fortsatte medikamentelle behandling (vedligeholdelsesbehandlingen), hvis dette sker efter konkret aftale med speciallægen i børne- og ungdomspsykiatri’ (citat fra Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser, se link nedenfor).

Se også Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser her

Forløbsbeskrivelsen er sidst revideret i september 2015 af specialpraksiskonsulent Karin Stausholm og klinikchef Psykiatrisk Center Glostrup Phuong Le Quach, og godkendt af Sundhedsfagligt Råd Psykiatri og Sundhedsfagligt Råd for Børne- og Ungdomspsykiatri februar 2016.

NB!

KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.